Gå til sidens indhold
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Magisterbladets chefredaktør, Jakob Ekjær

Det skal nok gå, tænkte jeg – det var sgu tarveligt!

Jeg var en af de tarvelige, som dronningen talte om. Sådan én, der ikke kunne holde mig fra godt selskab. Lige indtil en dag i sidste uge, hvor en af mine allernærmeste ringede og sagde: “Som kronisk syg, så skal jeg vel passe ekstra på?”

Emneord:

Et nyt nummer af Magisterbladet spækket med fortællinger om det udfordrende hjemmearbejde er på vej til din postkasse.

Det er svært at lave et meningsfyldt blad, når nyhedsbilledet ændrer sig så hurtigt og dramatisk, som under corona-krisen, så hold dig opdateret på magisterbladet.dk og dm.dk.

Bladet er spækket med guides, så du i ro og mag kan finde inspiration til at komme igennem krisen.

Sådan indretter du den gode hjemmearbejdsplads, sådan er du en god chef i krisen, sådan får du samarbejdet til at fungere hjemmefra etc. Vi har besluttet os for, at alle inklusive studerende skal have det næste nummer af bladet, fordi det er specielle tider, der fordrer sammenhold.

Vi er meget bevidste om, at ingen er uberørt af corona-krisen - heller ikke i deres arbejdsliv.

DM's medlemmer er meget interesserede i konstruktive bud på løsninger i deres arbejdsliv midt i den svære krise. Vores mest læste historie på magisterbladet.dk er sigende nok en lektor, der giver nogle stærke bud på, hvordan man underviser bedst muligt på distancen.

I bladet og på nettet forsøger vi at have en konstruktiv tilgang og fokusere på løsninger, men vi holder selvfølgelig ikke op med at lave kritisk og dagsordensættende journalistik.

For mig personligt har krisen været virkelig svær at få hold på og forstå. Det tog mig meget lang tid at fatte, hvad der foregår og meget er stadig uvirkeligt. Det handler min klumme om i det næste nummer:

Det var sgu tarveligt

Jeg må indrømme, at tiøren faldt meget, meget langsomt for mig.

Det er, som om jeg er iført en usynlig kappe, der beskytter mig mod alle de horrible mediehistorier, vi konstant bliver bombarderet med af de satans journalister!

Det skal nok gå. Så er det heller ikke værre. Sådan tænkte jeg og afviste coronafrygten som lettere hysterisk.

Og da frygten blev til en reel krise, var jeg mest optaget af mig selv.

I dagevis gik jeg rundt og muggede over, at min dejlige forårstur til New York var aflyst.

Jeg var en af de tarvelige, som dronningen talte om. Sådan én, der ikke kunne holde mig fra godt selskab.

Lige indtil en dag i sidste uge, hvor en af mine allernærmeste ringede og sagde: “Som kronisk syg, så skal jeg vel passe ekstra på?” Inden for den samme time fik jeg at vide, at en god ven havde mistet jobbet på en højskole – han var timelønnet.

Damn!

Det kom tættere på. For hvad med min gamle far på 86 – den pensionerede magister – som sidder mutters alene i Lohals? Og familie og venners voksne afkom, der er fanget på den anden side af jorden? Freelancere, som har fået aflyst de fleste ordrer. Venner, der har måttet lukke deres butikker med dags varsel. Hvad med dem?

Det er alvor. Og det kommer tættere på. Det er ikke bare overskrifter på breaking-bjælker. Det koster menneskeliv. Og det kommer til at koste job i en målestok, som vi nok stadig ikke har forstået.

Vi kommer til at sætte endnu mere pris på velfærdssamfundet, ikke mindst vores offentlige sundhedssystem. Og vi kommer til at værdsætte, at der er orden i økonomien, så Folketinget kan føre den helt rigtige ekspansive keynesianske finanspolitik, hvor man pumper penge ud for at holde efterspørgslen oppe og hjulene i gang. Det skal til nu.

Og lyt ikke til dem, der derefter vil sige, at så har vi ikke råd til den grønne omstilling. Det er omvendt. Vi har ikke råd til at lade være. Husk, at USA investerede i økonomien umiddelbart efter finanskrisen i modsætning til Europa. Og overvandt finanskrisen langt hurtigere. Der skal investeres i grønne job efter det første chok.

På det personlige plan kommer vi også til at vise, hvad vi står for. For vi kan ikke bare overlade det hele til staten og Mette. Hjælper vi til, hvor vi kan? Er vi der for vores nærmeste? Har vi blik for, at venner og familie mister indtægter eller jobbet? Og gør vi, hvad vi kan, på arbejdet?

For os, der arbejder i private virksomheder – ja, det er en fagforening også – så kan vi ikke regne med, at det her blæser over, og så vipper det hele tilbage, som det var før. Der er et før og et efter coronakrisen. Hvis ikke man forstår at holde sig relevant de kommende måneder, så risikerer man at dø.

I DM forsøger vi at svare på alle medlemmers spørgsmål og hele tiden være tilgængelige med opdateringer og svar på dm.dk ift. corona, hjælpepakker mv. Og på Magisterbladet bidrager vi med aktuel journalistik og guider i daglige opdateringer på magisterbladet.dk, i DM’s nyhedsbrev, i din postkasse og på sociale medier. Vi forsøger at være tæt på medlemmerne – i overført betydning, naturligvis – i en svær tid.

At kunne arbejde – også selv om det er i mit køkken – er for mig en måde at håndtere krisen på. Jeg håber, at min kommende krisehåndtering bliver bedre end mine første tossede og tarvelige vildfarelser.

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Læs om tilmeldingen