Gå til sidens indhold
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Hans Stokholm Kjer, iværksætter
Foto: Lars Horn
Blog og debat

Blog: Byg dit netværk, mens du ikke har brug for det

Det er nu, hvor iværksætterrådgiver Hans Stokholm Kjer står i en presset situation, at han trækker på den goodwill, han har opbygget i sit netværk.

Emneord:

Jeg har i hele mit arbejdsliv sørget for at åbne døre og møde mennesker. Jeg er generelt ekstremt nysgerrig på andre menneskers tilgang til alt muligt, så jeg har ret let ved at skabe en rar og positiv kontakt.

Jeg er også helt bevidst om til enhver tid at være givende i mit netværk. Jeg deler ud af mine erfaringer, og når jeg opdager, at to i mit netværk matcher på en eller anden måde, så gør jeg dem opmærksom på det og sætter dem i forbindelse med hinanden.

Hvis nogen stiller et spørgsmål ud i ”den elektroniske fælleshjerne”, som jeg kender et godt svar på, så tøver jeg ikke med at svare.

Hvad vil jeg have ud af det?

Ikke en disse!

Og dog. Jeg er meget bevidst om altid at fremstå seriøs og troværdig, så mit netværksarbejde er med til at styrke mit personlige brand. Det giver mig automatisk en goodwill, som jeg kan trække på i svære tider.

Hvornår bygger du netværk?

Hvornår er det så klogt at gå i gang med at bygge og servicere sit netværk? Svaret er kort: Altid. Det kræver selvfølgelig en vis indsats at holde sig synlig i netværkets bevidsthed, men hvis du skal kunne trække på dit netværk i en presset situation, er du nødt til at bygge det, mens du har overskud.

Jeg er selv for nylig havnet i en temmelig ubehagelig situation. Jeg har gennem de seneste godt fem år arbejdet på deltid – og til slut på fuld tid – for Thisted Kommune, men nu er der ”indgået en aftale om fratrædelse til begge parters tilfredshed,” som det hedder i et nyligt underskrevet dokument. Årsagen er, at min chef og jeg ”ikke er enige om retningen i det fremtidige samarbejde,” som det også hedder. Man skal vist ikke have taget ret mange lektioner i læsning mellem linjer for at afkode budskabet.

DM og min tillidsmand hjalp mig i øvrigt på fremragende vis med at få det mindst ringe ud af situationen.

Jeg fratrådte en tirsdag. Jeg sundede mig onsdag og torsdag. Fredag greb jeg ned i min skrivebordsskuffe og kiggede på lageret af gode ideer, som jeg ikke har haft tid til at føre ud i livet. To af dem er nu ved at blive til projektbeskrivelser.

Lørdag skrev jeg til en i mit netværk, at jeg har mulighed for at påtage mig nogle freelanceopgaver i en periode. Han ville tale med mig mandag, og i dag tirsdag har jeg siddet og skrevet artikler for en tidligere konkurrent.

Det er nemlig nu, hvor jeg er i en presset situation, at jeg skal trække på den goodwill, jeg har opbygget.

Så dagens opbyggelige råd lyder altså:

Byg dit netværk, mens du ikke har brug for det!

Netværk i DM

DM tilbyder hjælp og faciliteter til medlemmer, der gerne vil starte nye netværk op. Man kan desuden melde sig til miniuddannelsen “Netværksdanner”, som DM tilbyder i samarbejde med DeltagerDanmark. De næste hold starter i februar.

Læs mere om netværk i DM her.

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Jobannoncer

Danmarks Tekniske Universitet

Erfaren fundraiser med praktisk ansøgningserfaring

Danmarks Tekniske Universitet

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Læs om tilmeldingen