Gå til sidens indhold
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Lærere i naturfagsundervisningen møder ofte piger og drenge med forskellige forventninger til, hvad de kan lide, og hvordan de er – det skal de måske prøve at bryde med, fortæller Jette Sandager. Her deltager elever på Skjoldhøjskolen i Aarhus i “Naturfagsmaraton” i foråret.
Lærere i naturfagsundervisningen møder ofte piger og drenge med forskellige forventninger til, hvad de kan lide, og hvordan de er – det skal de måske prøve at bryde med, fortæller Jette Sandager. Her deltager elever på Skjoldhøjskolen i Aarhus i “Naturfagsmaraton” i foråret.
Foto: Michael Hansen/Ritzau Scanpix
Forskerforum

Pigers fornemmelser for STEM

Jette Sandager går grundlæggende til værks, når hun undersøger, hvorfor mange piger ikke søger imod tekniske og naturvidenskabelige uddannelser. Det handler om følelser og stereotyper, der blandt andet dannes i folkeskolen.

Emneord:

“En fantastisk nyhed”. Sådan kommenterede en begejstret uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen, at 13 procent flere kvinder denne sommer blev optaget på STEM-uddannelserne.

Tallet har skabt glæde over det ganske land, hvor ønsket om flere kvindelige ingeniører og programmører nærmest er blevet en folkesag. Men var optaget bare et heldigt år, eller er der sket noget, der gør, at unge kvinder ikke længere har svært ved at se sig selv i de fag?

“Vi klapper i vores hænder, når nogle har søgt den vej, men vi ved ikke vanvittigt meget om, hvad der leder de her uddannelsesinteresser”.

Den konstatering kommer fra Jette Sandager. Men den manglende viden er noget, hun selv har tænkt sig at lave om på. I sit ph.d.-projekt undersøger hun faktorer i folkeskolen, der styrer pigers syn på fag og senere uddannelsesvalg – særligt med fokus på de tekniske og naturvidenskabelige fag, skriver ForskerForum.

At it- og ingeniørarbejde er traditionelle mandefag, ved alle. Men både arbejdsgivere og uddannelser har i årevis forsøgt at trække flere kvinder til, uden at det for alvor er lykkedes at knække kurven. Der er simpelthen nogle usynlige strukturer, der fastholder et kønsopdelt arbejdsmarked, og de dannes blandt andet i folkeskolen.

“Undervisningen er ofte domineret af stereotyper, som gør, at lærere og elever møder hinanden med bestemte opfattelser af, hvordan man skal være for at være rigtig. Og måske er der et billede hos pigerne af, at man ikke er en lige så rigtig pige, hvis man interesserer sig for softwareengineering, som hvis man har lyst til at være sygeplejerske eller pædagog, hvor der er mange kvinder. Det er både lærere og elever, der møder hinanden og regulerer hinanden, i forhold til hvordan man skal være”, fortæller Jette Sandager.

Jette Sandager Foto: Privat

Vis dit ph.d.-projekt

Hvem: Jette Sandager, cand.soc.
Hvad: Kønsorienterede formationer af uddannelsesmæssige interesser og aspirationer i grundskolen.
Hvor: Institut for Politisk Kommunikation og Ledelse, CBS.
Hvorfor: På trods af et politisk fokus har den ulige fordeling af mænd og kvinder på forskellige sektorer og forskellige brancher været uændret i årevis. Særligt uddannelser inden for matematik, naturfag og teknologi lider af mangel på kvinder. Projektet bidrager med ny viden om, hvilke praksisser og dynamikker i uddannelsesinstitutioner der leder til en opdeling af mænd og kvinder på forskellige uddannelser.

Vilde drenge og strukturerede piger

Stereotyperne fastholdes, også selv om lærerne har de bedste hensigter og måske blot forsøger at differentiere undervisningen til det, de tror kan interessere den enkelte elev.

“Noget af det, jeg kan se, og som anden forskning også viser, er, at undervisere nogle gange møder drenge med en forventning om, at de er vildere, end piger er. STEM-undervisning vil ofte være ret eksperimenterede og legende, og det gør det nemt at være dreng, hvor man kan lege. Og der bliver piger i højere grad mødt med en forventning om, at de sidder og er den koordinerende, strukturerede projektleder. Det kunne godt være, man som lærer skulle forsøge at bryde med det og bede pigerne lave forsøg og drengene tage noter”, siger Jette Sandager.

Hun slår dog fast, at hun endnu ikke er så langt i sit projekt, at hun vil begynde at komme med konkrete forslag og anvisninger i forhold til undervisningen. Men det er hensigten.

I forhold til problemet med kønsstereotyper trækker Jette Sandager på viden og resultater, hun opnåede, da hun skrev kandidatspeciale på CBS-studiet politisk kommunikation og ledelse. Her undersøgte hun, hvordan mentormetoden virkede i forhold til at få flere kvinder i ledelse. Kvindelige ledere er en mangelvare, og derfor prøver mange virksomheder og organisationer at opdyrke kvindelige ledertalenter ved at give dem mentorer blandt erfarne kvindelige ledere.

Brug for feminint input

“Man har jo tit en forestilling om, at man skal være leder på en bestemt måde, og mentoren kan videregive viden om, hvad der skal til. Men de råd, der gives videre, er ofte, at man skal adoptere en maskulin adfærd. Min konklusion var, at det kan godt være, vi kan generere flere unge kvinder som ledere, men det gør vi ved, at de adopterer en adfærd, som egentlig ikke udfordrer de stereotyper og normer, som samtidig er en hindring for, at der kommer flere kvinder”, fortæller hun om specialet, der blev præmieret med “Thesis of the Year Award” på CBS i 2016.

Og den problemstilling kan meget vel gøre sig gældende – og måske være en lidt overset problemstilling – når vi taler om kønsskævhed i STEM-fagene. For selv om kurverne knækker, er det ikke sikkert, man får gjort op med de maskuline kulturer og udviklet området.

“Det handler ikke bare om at få flere kvinder, men også om at man har mulighed for at være den type kvinde, man gerne vil være, i STEM. Præcis som i mentoringprojektet – hvis det bare er et spørgsmål om at reproducere stereotyper, og kvinder skal agere på nøjagtig samme måde, som medarbejdere i STEM i dag agerer, så kommer man nok ikke til at skabe en stor forandring. Ønsket er jo også, at flere kvinder i STEM kan bidrage til nye måder at tænke på, nye erfaringer, der gør, at man i udvikling af bl.a. ny teknologi, ny medicin og så videre inddrager forskellige erfaringer og viden. Og nye måder at være medarbejder i STEM på er også noget, der kan komme mænd til gavn – der er også mænd, der ikke føler sig repræsenteret af billedet af den typiske softwareprogrammør”, fortæller hun.

Det handler ikke bare om at få flere kvinder, men også om at man har mulighed for at være den type kvinde, man gerne vil være, i STEM

Jette Sandager

Billeder af følelser

Jette Sandagers arbejde med at undersøge STEM-oplevelserne i folkeskolen foregår i sagens natur på skolerne, hvor hun observerer eleverne og undervisningen.

“Jeg arbejder meget med fokus på affekt og følelser. Så jeg kigger ikke kun på, hvordan stereotyper opstår diskursivt og gennem tale, men også hvilke følelser der er i spil. Er der for eksempel skam forbundet med STEM-undervisning for piger? Føler man sig rigtig eller forkert?”

Følelser kan være svære at formulere præcist gennem sproget. Derfor har hun valgt at supplere interview med brugen af fotografier, der kan give viden om børnenes affekt.

“Ved at bruge sprog til at kommunikere om affekt “forurener” man affekt, så det ikke længere er affekt, men italesat affekt. Så brug af billeder er et forsøg på at indfange noget ikkesprogligt, som forskningen peger på leder lige så meget på adfærd som det sproglige”, fortæller hun.
Fotografen? Det er såmænd børnene selv.

“Pigerne skal være medforskere, for de skal tage billederne, og så skal vi snakke om, hvad der er fedt ved STEM, og hvordan vi kan generere videre på det, der er fedt”.

Hjem til teorien

Ph.d.-projektet er på sin vis en teoretisk videreførsel af det arbejde, Jette Sandager har lavet, mens hun i nogle år var ude af universitetet. Efter at have afsluttet kandidatuddannelsen blev hun nemlig ansat på Kvinfo, og herfra fulgte hun den daværende direktør Nina Groes, der forlod Kvinfo og stiftede organisationen Divérs, der – som organisationen selv skriver – “arbejder for at udfordre de stereotype forventninger, der eksisterer i samfundet i dag, og motivere unge mænd og kvinder til mere mangfoldige uddannelses- og karrierevalg”. Her var hun med til at udvikle og iværksætte projekter, for eksempel et, der skulle få flere kvinder til at vælge håndværksuddannelser.

Men ét er praksis, noget andet er teori. Og Jette Sandager er faktisk mest til det sidste, indrømmer hun. Så da hendes gamle specialevejleder ringede og foreslog, at de i fællesskab fik stablet et ph.d.-projektforslag på benene, var hun ikke længe om at sige ja.

“Det var det, jeg skulle. Nu havde jeg været ude at arbejde på det praktiske plan, men jeg er meget teoretisk i min tilgang og synes, det er sjovt at sidde og nørde teorier. Så jeg havde ligesom nået at afsøge, hvor jeg havde det sjovest, og jeg savnede den teoretiske dybde”.

Og det valg har hun – godt halvandet år henne i sit projekt – på ingen måde fortrudt.

“Jeg elsker mit arbejde, og jeg har virkelig ikke mange dage, hvor jeg ikke synes, det er super fedt at sætte mig på min cykel og tage ind på CBS. Jeg føler, jeg er en del af et meget dynamisk felt, hvor der sker en masse, og så kan jeg virkelig godt lide det forskningsmiljø, jeg er en del af på CBS. Så det håber jeg rigtig meget, jeg får lov til at blive ved med”.

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Jobannoncer

Det Nationalhistoriske Museum

Museumsinspektør

Det Nationalhistoriske Museum

Danmarks Tekniske Universitet

Erfaren fundraiser med praktisk ansøgningserfaring

Danmarks Tekniske Universitet

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Læs om tilmeldingen