Gå til sidens indhold
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
SyddanskUniversitetCampusKolding
Syddansk Universitet var det første universitet til at lukke for fremmøde. Nu bliver der langsomt åbnet igen - men kun for samfundskritiske sundhedsuddannelser.
S. Juhl, Wikipedia

Ministeriet vil genåbne sundhedsuddannelser

Regeringens plan for en genåbning af Danmark indebærer også udvalgte uddannelser på sundhedsområdet, lyder det fra uddannelsesministeriet.

Emneord:

Regeringens beslutning om en gradvis og kontrolleret genåbning på udvalgte områder i samfundet får også betydning på uddannelsesområdet.

Det fremgår af en besked fra Uddannelses- og Forskningsministeriet til universiteter og professionshøjskoler. Førsteprioriteten er ”samfundskritiske sundhedsuddannelser”, skriver Uddannelsesministeriet i meddelelsen.

Det omfatter blandt andet sygeplejerskestuderende og medicinstuderende, nævner uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen i en pressemeddelelse. Ifølge Magisterbladets oplysninger kan også veterinærmedicin og farmakologi være i spil.

Uddannelsesinstitutionerne er i øjeblikket er i dialog med Uddannelsesministeriet for at afgrænse, hvilke uddannelser, der kan genåbnes, oplyser Jesper Langergaard, direktør i Danske Universiteter. 

Åbningen vil hovedsageligt rette sig mod studerende, der bruger laboratorier eller klinikker, og hvor ”fremmøde er af afgørende betydning for afslutningen af uddannelsen”, siger han.

Andre studerende på for eksempel naturvidenskabelige uddannelser er også afhængige af laboratorier, men her er meldingen ifølge Jesper Langergaard fortsat, at universiteterne er lukkede frem til foreløbig 10. maj.

”Så der er altså ikke tale om, at det er en ladeport, der nu bliver åbnet. Vi taler om ganske få uddannelser. Og hvad der sker efter 10. maj, ved vi endnu ikke”, siger han.

Fortsat uklarhed for de fleste uddannelser

Og selvom det ville lette uddannelsesinstitutionernes planlægning at få større klarhed over de kommende måneder - ikke mindst i forhold til, hvordan eksaminer skal forløbe - ligger universiteternes officielle holdning til genåbningen i tråd med regeringens.

”Vi har fuld forståelse og respekt for regeringens prioriteringer. Vi er også klar over, at graden af genåbning afhænger af ubekendte faktorer som for eksempel befolkningens adfærd, og at vi derfor må se tiden an”, siger Jesper Langergaard.

Disse retningslinjer gælder ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet for genåbningen af samfundskritiske sundhedsuddannelser:

  1. De kompetencer, som de studerende opnår, er kritiske på det sundhedsfaglige område
  2. At fremmøde er af afgørende betydning for afslutningen af uddannelsen
  3. At det kan håndteres forsvarligt i forhold til de gældende anbefalinger fra myndighederne

I praksis kan genåbningen dog kræve mere end blot åbning for undervisning på uddannelser, hvor der er adgang til laboratorier, skriver Politiken. I avisen peger studiechef Annette Lind på, at flere fagområder også er afhængige af adgang til biblioteker.

”Så når vi kigger på at genåbne i kontrolleret form, så kigger vi også ind i vores biblioteker som en art laboratorium”, siger hun.

Var artiklen relevant?

Del den med andre ...

Link kopieret!
Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Læs om tilmeldingen