Tegning: Claus Bigum
14.11.2017
Artikel

Sådan går du på deltid uden at snyde dig selv

Deltid kan give rigtig god mening i en periode af dit liv, fx mens børnene er små. Men at gå ned i tid har også konsekvenser. Her er derfor seks ting, det er godt at vide, inden du beslutter dig for at gå på deltid.

Af Lærke Cramon

Træf dit valg på et oplyst grundlag
Danskerne sætter pris på, at de har mulighed for at arbejde mindre i perioder af deres liv. Deltid kan give god mening i en periode af livet. Samtidig er ønsket om at gå ned i tid en stor beslutning, som først og fremmest har økonomiske konsekvenser, men som også kan få indflydelse på din karriere. Drømmer du om at gå ned i tid, er det derfor vigtigt, at du ved, hvilke konsekvenser det har, så du ikke bliver uheldigt overrasket, når beslutningen allerede er truffet.

Sæt dig ned – gerne med din partner eller Dansk Magisterforening – og tal beslutningen grundigt igennem, så du føler dig sikker på, at du træffer din beslutning på et oplyst grundlag. Kan jeres økonomi holde til, at du går ned i tid? Er det bedre, at din partner går ned i tid? Og er deltid overhovedet nødvendigt for jer? Kunne I måske frigive noget mere tid ved at købe jer fra rengøring eller andet?

Sørg for færre opgaver
Går du ned i arbejdstid, går du også ned i løn. Det ved du godt. Men en anden ting, som er mindst lige så vigtig at være opmærksom på, er, om du går tilsvarende ned i mængden af arbejdsopgaver. Lad os sige, at du ønsker at gå fem timer ned i tid om ugen. Var du ansat i hjemmeplejen eller fx på en skadestue, ville det formenligt blot betyde, at du blev vagtsat fem timer mindre om ugen.

Akademisk arbejde kan derimod være vanskeligere at nedjustere, fordi det altid kan diskuteres, hvornår et stykke arbejde er færdigt. Hvornår er et notat fx godt nok? Og hvor lang tid tager det at sammenstrikke et nyt innovationsprojekt? Derfor er det vigtigt, at du insisterer på, at du skal gå tilsvarende ned i opgaver, når du siger til din chef, at du ønsker at gå ned i tid. Og det vil ofte være en god idé, hvis du selv præsenterer en række forslag til, hvilke opgaver der skal fjernes fra dit bord. Ellers risikerer du at havne i en stressfælde, hvor du føler, at du skal nå det samme som før.

Evaluér igen om et år
Hvad end din arbejdsplads giver dig lov til at gå fem eller syv timer ned i arbejdstid om ugen, så er det vigtigt, at du kan få lov til at vende tilbage til fuld tid igen. Sørg for, at der i din nye kontrakt står, at du og din chef efter et år evaluerer, hvordan det går med at være på deltid.

Hvis du synes, det går godt, og forsat ønsker at have mere tid med din familie, kan I fx aftale at forlænge perioden. Synes du derimod ikke rigtigt, at du mærker, at du arbejder mindre, kan I aftale, at du vender tilbage til fuld tid og fuld løn. Dette forudsætter dog, at der i din deltidskontrakt står, at du har ret til at vende tilbage til den samme stilling og de samme arbejdsopgaver, som du havde, før du gik på deltid. Så sørg for, at kontrakten er helt klar på det punkt, så du ikke risikerer at ende med andre opgaver.

Vær opmærksom på pension
Når du går ned i løn, falder din arbejdsgiverindbetalte pension også, da din arbejdsgiver indbetaler en procentdel af din løn til din pensionsopsparing. Umiddelbart virker det måske ikke af meget, hvis du fx mister små tusind kroner i pension hver måned, men tallene løber hurtigt op. Det påvirker din pension betragteligt, hvis du er på deltid i fx fem år.

Og hvis du er kvinde – og har taget størstedelen af barslen – ved du formentlig, at din arbejdsgiverindbetalte pension også blev påvirket i de perioder, hvor du gik hjemme og passede dine spædbørn. Regnestykket løber hurtigt op, og inklusive renter kan deltid betyde, at du går glip af rigtig mange pensionskroner. Så hvis du går på deltid, er det en rigtig god idé at tale med dit pensionsselskab om, hvad det på den lange bane betyder for din økonomi, at du går ned i tid. 

Din karriere kan lide et knæk
At gå på deltid behøver bestemt ikke at få konsekvenser for din karriere, men det kan få konsekvenser, og den risiko er det godt at være bevidst om. Deltidsansatte tilbringer ikke lige så meget tid på arbejdspladsen som fuldtidsansatte. Det betyder, at der er møder, snakke ved kaffeautomaten eller efter arbejdstid, som man misser. Deltid kan få betydning for din tilknytning til arbejdsfællesskabet – især hvis du er ansat et sted, hvor der ikke er særlig mange, som arbejder på nedsat tid.

Hvis du kan, er det derfor en god idé at værne om de sociale møder, der opstår på en arbejdsplads, ved at være en del af så mange, du kan. Selvom de fleste formentlig vil sige, at de sagtens kan forstå dit ønske om at gå ned i tid, kan nogle alligevel opfatte det som et signal om, at dit arbejde kommer i anden eller tredje række. På nogle arbejdspladser kan det betyde, at de fuldtidsansatte kan have større avancementsmuligheder, og at du derfor skal gøre ekstra opmærksom på dig selv for at få lige adgang til de spændende opgaver.

Tænk på ligestillingen
Der kan være mange grunde til at gå ned i tid. Alligevel tegner kvinder med små børn sig for langt størstedelen af de frivilligt deltidsansatte i Danmark. Deltid kan være en fantastisk mulighed og det, der får enderne til at hænge sammen i en familie. Men deltid har også nogle konsekvenser, som ikke kun gælder den enkelte kvinde.

Der er flere strukturelle ting på arbejdsmarkedet, som påvirker kvinders ret til lige løn og muligheder – og deltid er en væsentlig årsag. Deltid medfører lavere løn, lavere pension og muligvis dårligere karrieremuligheder samt en skæv fordeling af omsorgsarbejdet i hjemmet. Derfor er der også en samfundsmæssig pointe – som rækker ud over din egen familie – i, at du og din partner grundigt overvejer, hvem af jer der skal gå ned i tid. Kunne det være manden? Eller kunne I måske dele den nedsatte tid lige?

Kilder: Trine Lund Niegel, karrierekonsulent i Dansk Magisterforening, og arbejdsmarkedsforsker og professor Thomas P. Boje, som er professor på Roskilde Universitet.