Fællestillidsrepræsentant Janne Gleerup lægger op til at følge meget tæt med i, om bestemte grupper afskæres fra at få løntillæg.
27.03.2019
Nyhed

Midlertidigt ansatte får ikke andel i de lokale løntillæg på RUC

De midlertidigt ansatte på RUC bliver i vid udstrækning overset, når der skal tildeles varige lokale løntillæg på universitetet. "Uddannelserne ville brase sammen på en eftermiddag", lyder skudsmålet fra fællestillidsrepræsentant Janne Gleerup for, hvordan et RUC uden de midlertidigt ansatte ville se ud.

Af Tobias Dinnesen

Mens lektorer, professorer, sekretariatsledere og institutledere på RUC får løntillæg på flere tusind kroner om måneden, så forholder det sig helt omvendt for de midlertidigt ansatte på universitetet. Det skriver universitetsavisen RUC Paper.

Faktisk er de i vid udstrækning helt afskåret fra at få del i den del af løndannelsen på RUC, som gives som varige lokale løntillæg. Janne Gleerup, der er fællestillidsrepræsentant på RUC og medlem af Dansk Magisterforenings hovedbestyrelse, anerkender, at man står tilbage med en ret stor gruppe ansatte, som i forvejen har dårligere løn- og arbejdsforhold end deres kolleger, og som samtidig er afskåret fra at få en bud af kagen.

"I realiteten har vi virkeligt mange midlertidigt ansatte på RUC, og vi er dybt afhængige af deres bidrag. Vi kunne faktisk ikke køre vores uddannelser, hvis vi ikke havde de midlertidigt ansatte. Uddannelserne ville brase sammen på en eftermiddag. Så på den ene side er vi dybt afhængige af dem. Og på den anden side har de nogle meget ringe både løn- og arbejdsforhold, og de er ikke en del af de lokale lønforhandlinger rundt omkring", fortæller hun til RUC Paper.

"Lad os efterspore hvilke grupper, der systematisk bliver kørt uden om"
Til daglig er Janne Gleerup lektor på Institut for Mennesker og Teknologi, og hun forklarer, at situationen der foregår meget godt som et mikrokosmos for, hvordan resten af universitetet ser ud. Her er der ifølge lektoren 100 fastansatte og 100 midlertidigt ansatte, og her ville det gøre øvelsen nærmest ligegyldig, hvis pengene blot skal smøres bredt ud over alle 200 ansatte, uanset om de er fastansatte eller midlertidigt ansatte.

I øvrigt frygter fællestillidsrepræsentanten, at de fastansatte også vil føle, at det nærmest ikke kan betale sig at arbejde i universitetsverdenen, hvis de ikke får en bid af løntillæggene.

"Men jeg synes, det principielt er et kæmpestort problem, at alle universiteterne drifter på baggrund af nogle midlertidigt ansatte, som har så dårlige forhold", siger hun.

Derfor håber hun, at ledelsen vil være med til at følge udviklingen tæt, så det er lettere at tale om, hvorvidt nogle grupper over tid får meget mere end andre.

"Jeg synes generelt, at det er en drøftelse værd, om ikke vi skal efterspore hvilke grupper, der rent faktisk systematisk bliver kørt uden om, når der fordeles tillæg og med hvilken begrundelse og legitimitet", siger hun til RUC Paper.