Træt studerende er bekymret for sin fremtid. Foto: Mads Jensen/Ritzau Scanpix
18 procent eller knap hver femte studerende oplever altid eller ofte stærke stresssymptomer i forbindelse med deres studium i dagligdagen, viser ny undersøgelse.
01.03.2019
Nyhed

Hver 5. studerende er stresset i dagligdagen

Knap hver femte studerende oplever altid eller ofte stærke stresssymptomer i dagligdagen i forbindelse med deres studium, viser ny undersøgelse blandt mere end 104.000 studerende. Uddannelsesminister Tommy Ahlers (V) sætter gang i kampagne, hvor de studerende skal dele sine fejl på nettet, men det lægger for stort et ansvar på den enkelte, for der er tale om et strukturelt problem, advarer de studerende.

Af Martin Ejlertsen

Stress præger ikke bare studerende på de videregående uddannelser under perioder med eksamener. Den er en stor del af dagligdagen for mange studerende. 18 procent eller knap hver femte studerende oplever altid eller ofte stærke stresssymptomer i forbindelse med deres studium i dagligdagen.

Det viser en spørgeskemaundersøgelse, som Uddannelses- og Forskningsministeriet har gennemført i perioden 23. oktober til 19. december 2018, hvor i alt 104.275 studerende har svaret.

Stress-symptomerne er ifølge undersøgelsen størst blandt kvinderne. 21,2 procent af de kvindelige studerende har svaret, at de altid eller ofte oplever stærke stresssymptomer i forbindelse med deres studium i dagligdagen. Det samme gælder for 13,6 procent af de mandlige studerende. 

Undersøgelsen viser også, at over 36 procent af de studerende altid eller ofte oplever stærke stresssymptomer op til eksamen.
Resultaterne i undersøgelsen bekymrer uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V).
”Som studerende må man gerne være presset og nervøs op til en eksamen eller en svær opgave, men ikke hver dag. Det bekymrer mig, at næsten hver femte studerende oplever stress i dagligdagen, og at vi kan se, at stress rammer så bredt. Det vil jeg gerne være med til at ændre”, siger Tommy Ahlers.

Han tror, at en del af løsningen kan findes i en kulturforandring, hvor vi tager et opgør med perfekthedskulturen og frygten for at fejle.

Studerende skal dele fejl på nettet
Derfor sætter Uddannelses- og Forskningsministeriet nu i gang i et nyt initiativ, som skal sætte fokus på det at dele fejl. Ønsket er, at få de studerende til at dele en lærerig fejl, man har begået og fortælle, hvad man har lært af den og samtidig sprede budskabet med #deldinefejl.

"Vi skal have gang i samtalen, og initiativet er et forsøg på at skabe en debat om, hvor vigtigt det er at vise det uperfekte og turde fejle, fordi vi lærer af det", siger Tommy Ahlers.

Han understreger, at det ikke er et forsøg på et quick-fix, hvor man med et trylleslag løser problemstillingen med stress og mistrivsel. Derudover er der strukturelle ting på uddannelserne, han kan være med til at ændre på. 

"Derfor er vi i gang med at se på et nyt optagelsessystem og justere karakterskalaen, og vi har afskaffet hurtigstartsbonussen. Endelig kan der være ting på uddannelserne, man skal se på. For eksempel studielivet og om der kan indføres mere feedback og eksperimenterende tilgang til læring", siger Tommy Ahlers

Strukturelt problem løses ikke med kampagner
I initiativet om at dele historier og fejl på nettet bliver ansvaret dog lagt for meget over på den enkelte. Det vurderer formand for Danske Studerendes Fællesråd, Johan Jørgensen, som mener, at dette er et strukturelt problem, og at det derfor bør håndteres sådan.

"Det er strukturelle problemer, når undersøgelser peger på, at 40 procent af studerende på en årgang på et tidspunkt oplever studiestress. Så er det en strukturel udfordring", siger formanden til Ritzau.

"Derfor tror vi simpelthen ikke, at den løses ved, at der bliver lavet kampagner om det. Vi tror, at det bliver løst ved lovændringer og strukturelle ændringer af blandt andet vores uddannelsessystem", siger Johan Jørgensen.