Det er ikke krækende at afholde en studiefest med temaet "Vestegnen", mener rektor på Professionshøjskolen København, Stefan Hermann.
25.02.2019
Nyhed

Rektor: Fest med Vestegnstema er ikke krænkende

En studerende på Professionshøjskolen København klagede over, at en fest skulle afholdes med temaet ”Vestegnen”. Men det er ikke krænkende, mener rektor Stefan Hermann, som trækker en i streg i sandet.

Af Martin Ejlertsen

Det er krænkende, når en uddannelsesinstitution afholder en fest med temaet ”Vestegnen”. Det mente en studerende på Professionshøjskolen København, som derfor klagede over dette festtema, fordi det stigmatiserede en i forvejen udskældt befolkningsgruppe.

Men Stefan Hermann, der er rektor på professionshøjskolen, som er et af landet største uddannelsessteder, har afvist klagen og trækker en i streg i sandet.

"Der er kun saglige hensyn, når det handler om at tilrettelægge undervisningen. Så tager vi ikke hensyn til folks etnicitet og religion", siger Stefan Hermann til Berlingske.

Med afvisningen af klagen sender han også et signal til sine ansatte på Københavns Professionshøjskole om, at de ikke skal være bange for at få klager over deres undervisning. Det føler han sig nødsaget til at understrege efter den seneste tids debat, skriver Berlingske.

Bekymret over tendens
Hermann er bekymret for den tendens, der har været debatteret det sidste halve år. Krænkelsesdebatten, der tog afsæt i en beslutning fra ledelsen på Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet i september 2018, da universitetet henstillede til årets tutorer at ændre festtemaerne mexicaner, indianer og Olympiske Lege.

I en kronik i Politiken i januar måned beskriver Stefan Hermann sin bekymring over den krænkelseskultur, som er opstået over senere tid. Han henviser til sin egen studietid på statskundskab på Aarhus Universitet i 1990’erne.

"Vi fandt ud af, at man på universitetet var fløjtende ligeglad med, hvem vi var, hvor vi kom fra, og hvad vi mente om dette og hint. Nu var vi studerende og defineret af en uddannelse, dens videnskabelige indhold og grundlag samt af vores egen indsats og evne til at lære sammen", skriver Stefan Hermann.

Sådan er holdningen også på Københavns Professionshøjskole i dag, udtaler rektoren.

"Det er den holdning, jeg har – og det er den holdning, ledelsen lægger for dagen", siger han.

Må ikke gå ud over undervisningen
For Stefan Hermann handler det ikke om, hvor de studerende kommer fra. De er defineret af at være studerende, og om de vil være lærere eller sygeplejersker:

"Det betyder ikke, at der ikke er nogen uformelle og gode relationer, og at de viser deres menneskelighed, men det må ikke gå ud over undervisningen", siger Stefan Hermann, som er rektor for 20.000 studerende og har 2.000 ansatte.

Hans vurdering er, at omfanget af klager på professionshøjskolen er "utroligt få".

Dog understreger han, at han har undervisere, der fortæller ham, at meningsudvekslingerne kan være voldsomme i undervisningen.