Aalborg Universitet
"Det opleves som en massakre", fortæller tillidsrepræsentant.
13.02.2019
Nyhed

Massefyring på AAU: Nu stiller tillidsrepræsentanter krav til rektor

Tillidsrepræsentanterne på Aalborg Universitet har tidligere klaget over manglende inddragelse i forbindelse med de kommende afskedigelser, der er varslet for 107 ansatte. Nu har de fire kritiske spørgsmål og krav til rektor.

Af Claus Baggersgaard og William Leerbeck Meyer

107 ansatte på Aalborg Universitet er varslet afskediget, og nu vil tillidsrepræsentanterne have udleveret en komplet liste over samtlige, der er varslet afskediget på universitetet og et stop for rektoratets omprioritering af basismidler.

Det er blandt fire punkter, som de er utilfredse med, og som de onsdag på et Hovedsamarbejdsmøde har krævet, at rektor Per Michael Johansen forklarer. Det oplyser Ole Busck, Dansk Magisterforenings fællestillidsrepræsentant på Aalborg Universitet.

”Det opleves som en massakre. Hele forskningsmiljøet er blevet smadret, og folk er begyndt at søge væk. Hvad skal de studerende gøre, som er søgt ind på en uddannelse, og skal gå på universitetet fire år endnu? Ledelsen må jo forsøge at dække ind med vikarer”, siger han.

De fire punkter er:

  • Tillidsrepræsentanterne (TR) ville have en komplet liste over samtlige, der er varslet afskediget, så de kan se om der er et mønster. De har en fornemmelse af, at ledelsen er gået efter de 55- til 62-årige, hvilket kunne tyde på aldersdiskrimination. Listen har de nu fået tilsagn på at få udleveret.
  • TR mener, at Det Humanistiske Fakultet og De Samfundsvidenskabelige Fakultet er blevet urimeligt hårdt ramt. Ledelsen kunne have taget højde for det, og fordelt besparelserne mere jævnt. Det tyder på, at det er ledelsens strategi, at fakulteterne skal fylde mindre, mener de. Til det svarede rektor ifølge Ole Busck, at der ikke forelå en ny holdning. De store besparelser på især Det Samfundsvidenskabelige Fakultet skyldtes for størstedelens vedkommende en nedgang i antal studerende.
  • TR er utilfredse med, at rektor tager 5 % af midlerne, primært fra undervisningen, og lægger dem i en strategisk pulje, som ledelsen råder over. De bruges til særlige projekter, som rektoratet vurderer passer ind i AAUs strategi. Det betyder, at professorer mv. frikøbes til projekterne, så resten af de ansatte skal løbe hurtigere og får en større undervisningsbyrde. Samtidig kan der bliveansat forskere på midlertidige vilkår på projekterne. De vil have rektor til at stoppe dette, når der samtidig sker så voldsomme besparelser. Det ville rektor ikke imødekomme på mødet.
  • Rektor har udtalt, at der er en samlet strategi for AAU uanset campus, men samtidig lukker de ned for ingeniøruddannelser i København. Det hænger ikke sammen, mener de tillidsvalgte. Rektor fastholdte, at der fortsat kun er en fælles strategi for hele AAU ifølge Ole Busck

På fredag skal tillidsrepræsentanterne holde endnu et møde med rektor. Dialogmødet handler om samarbejdet på AAU. Tillidsrepræsentanterne har i magasinet Forskerforum og avisen Nordjyske kritiseret rektoratet for manglende inddragelse i forbindelse med afskedigelserne og for brud på ”samarbejdsaftalen”.

Samarbejdsaftalen siger, at ledelsen skal udsende information så ”tidligt og med så passende indhold, at der kan gennemføres en grundig drøftelse i samarbejdsudvalget, således at medarbejdernes synspunkter og forslag kan indgå i grundlaget”. Den del af aftalen mener tillidsrepræsentanterne ikke, at rektoratet har levet op til.

Syv uddannelser i København skal lukkes, hvilket tillidsrepræsentanterne først blev orienteret om på et møde, der var indkaldt med en dags varsel i november.

Rektoratet har ikke ønsket at udtale sig før mødet med tillidsrepræsentanterne.

Forskerforum vil i kommende blad følge op på sagen og sammen med magisterbladet.dk følge den løbende.