Fædreorlov booster også mandens karriere, viser ny undersøgelse
05.02.2019
Nyhed

Jo længere fædreorlov, faderen tager, desto bedre er det for hans karriere

En lang fædreorlov har positiv effekt, både på mandens karriere og på barnets skolekarakterer, især matematik. Det viser ny undersøgelse.

Af Pernille Siegumfeldt

Mens kvinder oplever, at det har en overvejende negativ betydning for deres løn- og karriereudvikling at tage barselsorlov, er det modsatte tilfældet for mænd.

Jo længere orlov, fædre tager, jo større er den positive effekt på deres karriere. Samtidig er der en signifikant sammenhæng mellem fædrenes brug af orlov og deres involvering i barnet.

Sådan Sammenfatter forskere fra SDU og Oxford Research resultaterne i en undersøgelse, de har lavet for Ligestillingsministeren. Undersøgelsen er uadarbejdet som en del af kampagnen Orlov - tag det som en mand.

”De arbejdsgivere, vi har spurgt, oplever, at mænd, der har været på orlov, bliver bedre til at strukturere deres arbejde og bruge tiden målrettet, når de kommer tilbage på arbejdspladsen,” forklarer Tobias Bühring, der er senioranalytiker ved Oxford Research og medforfatter på rapporten.

”Samtidig viser undersøgelsen, at det især er de fædre, der har været på orlov i længst tid, der oplever, at orloven har en positiv betydning for deres løn- og karriere”, tilføjer han.

Øget fædreengagement hjælper på matematik
Undersøgelsen giver flere gode grunde til at arbejde for, at mænd tager en større del af den fælles barselsorlov, mener senioranalytikeren.

Et meget overraskende resultat i undersøgelsen er, at det øgede fædreengagement kan aflæses direkte i drengebørnenes skoleresultater senere hen, forklarer han.

”Vi kan se en direkte sammenhæng mellem længden på fars orlov og drengenes karakterer i matematik”, siger Tobias Bühring.

Undersøgelsen bygger på interviews med både mødre, fædre og arbejdsgivere i den private og den offentlige sektor.  Ud over de nævnte resultater viser afdækningen også, at:
  • Jo længere orlov, faderen holder, jo mere tilfredse er begge forældre med fordelingen af orloven

  •  Næsten hver anden fader har svaret ”ved ikke” til spørgsmålet om, hvor mange ugers betalt orlov, han har ret til på sin arbejdsplads

  • 17,5 % af mændene er enige i, at arbejdsgivers holdning har betydning for længden af deres orlov

  • 60 procent af både kvinder og mænd er enige i, at fædreorlov er en naturlig del af kulturen på deres arbejdsplads.

  • 79 pct af kvinderne og 66.6 pct af mændene er enige i, at gode barselsvilkår for kvinder og mænd spiller positivt ind på virksomhedens omdømme.