Sofie Christiansen forsker i kemikaliers effekt på forplantning. Forsøgene udføres på rotter.
09.04.2019
Nyhed

Sofie kæmper for at beskytte vores evne til at få børn

Hvor farlige er hormonforstyrrende stoffer? Det har seniorforsker Sofie Christiansen arbejdet på at afdække. Her fortæller hun om sin vej fra regnorme-fascineret barn til internationalt anerkendt forsker, som bidrager til den aktuelle Tænk-kampagne om sprøjtemidler.

Af Marianne Bom

Der bliver lyttet i det store mødelokale i Paris, når Sofie Christiansen tager ordet på det årlige møde i OECD’s Test Guideline Programme (TGP).

I TGP drejer arbejdet sig om at udvikle og opdatere internationalt anerkendte standard-testmetoder til at vurdere sikkerheden af kemikalier. Sofie Christiansen er nationalt udpeget koordinator i TGP. Hun er også seniorforsker ved DTU Fødevareinstituttet og har i løbet af de seneste 10 år sammen med andre forskere og ansatte i Miljøstyrelsen bragt Danmark frem til en indflydelsesrig position, når kemikaliers farlighed diskuteres.

I 2018 stod Sofie Christiansen i spidsen for et arbejde, der førte til skrappere krav i OECD’s testguideline 414, så testene giver mere viden om mulige hormonforstyrrende effekter. I praksis handler det om, at industrien nu skal måle afstanden mellem anus og kønsorganer på rotter, der er udsat for kemiske stoffer. Industrien skal også lave grundigere undersøgelser af misdannelser af kønsdele hos fostre og måle nogle af mødrenes hormoner. Målingerne fortæller, hvor skadelige kemikalierne er for dyrenes reproduktion, og den viden indgår, når myndighederne sætter grænseværdier for, hvor meget du og jeg kan tåle uden at ødelægge evnen til at få sunde børn.

Heldig at møde de rigtige
”Jeg har et dejligt arbejde, og det er skønt, når min forskning kan bruges til noget. Men i forhold til det med at være forsker og rådgive myndigheder som karrierevej, så er det ikke noget, jeg har valgt. Det er noget, der er kommet mere eller mindre tilfældigt”, siger Sofie Christiansen.

”Jeg har ikke været nogen 13-tals-pige, som det hed, dengang jeg læste. Jeg har forfulgt mine interesser for biologi og teatervidenskab, som jeg har bifag i, og så har jeg været heldig at møde de rigtige mennesker på min vej”.

Interessen for livet og naturen var der allerede, da Sofie som fireårig fyldte lommerne med regnorme og studerende mariehøns i haven. Siden blev hun præget af sin far, der plukkede urter til kryddersnaps på heden i Skagen, af en god biologilærer i gymnasiet og af sin mor, der arbejdede som industrilaborant og gjorde sig overvejelser om, hvorvidt arbejdet mon skadede gravide. Som 15-årig mærkede hun selv en dag hos frisøren, hvor stærke stoffer der havde fundet vej til almindelige menneskers hverdag.

”Det var på den tid, da man skulle permanentes. Jeg kom til at læne nakken op ad frisørens fad, og noget permanentvæske ætsede sig fra curleren ind og lavede et sår i min nakke. Det blev en anstødssten til min interesse for toksikologi. For hvorfor skulle frisøren dog arbejde med så giftige stoffer?” husker Sofie Christiansen.

Unyttig aktivitet viste sig nyttig
Biologistudiet kunne hendes mor godt bakke op om, men fyldte alt det studenterrevy ikke lidt rigeligt, kunne hun samtidig antyde. For revyen på biologistudiet medførte mange sjove timer i Sofie Christiansens tid på Københavns Universitet, og lige nøjagtig den ”unyttige” aktivitet skulle blive udslagsgivende for karrieren.

”Jeg lavede revy sammen med én, der skrev speciale hos Ulla Hass, og hun sagde en dag, at der måske var et speciale til mig der. Derfor ringede jeg til Ulla, som faktisk havde en specialeplads”, fortæller Sofie Christiansen.

Allerede i 1999 var Ulla Hass en internationalt førende forsker inden for reproduktionstoksicitet af kemikalier på Arbejdsmiljøinstituttet. Hun og Sofie kom til at arbejde tæt sammen efter specialet – og gør det stadig, nu da Ulla Hass er professor emerita på DTU Fødevareinstituttet.

Sammen har de for nylig for Forbrugerrådet Tænk udarbejdet et notat om pesticider. Det konkluderer, at mange pesticider ikke er undersøgt tilstrækkeligt i forhold til hormonforstyrrende effekter, fordi de nødvendige testmetoder først er blevet opdateret de seneste år.

”Samtidig tager myndighederne ikke i tilstrækkelig grad højde for kombinationseffekter, når de laver risikovurderinger. De ser isoleret på, hvad vi bliver udsat for af pesticider i fødevarerne på det danske marked, men de bør også inddrage andre kemikalier for at få et retvisende billede af risikoen. Hvilke andre pesticider eller kemikalier - som for eksempel plastblødgørere - bliver vi samtidig udsat for?” siger Sofie Christiansen.

 Fra starten af 00’erne blev Ulla Hass en afgørende faktor for den unge biologs succesfulde rejse ind i toksikologien. Professoren var vejleder på ph.d.en, der blev læst med interesse i Danmark og udland, fordi den påviste en såkaldt cocktail-effekt af kemikaliers påvirkning af fertilitet. De hormonforstyrrende stoffer gør mere skade, når der er flere af dem på én gang, end når de undersøges enkeltvis.

Slap for hanekamp
”Vi påviste alvorlige effekter i form af misdannede kønsorganer på rotteafkom, der havde været udsat for en kemisk cocktail. Min ph.d. blev ’hypet’ i pressen, og vores forskning var med til at få myndighederne til at indse, at risikovurdering for ét stof ad gangen reelt undervurderer risikoen”, siger Sofie Christiansen.

At Ulla Hass var parat til at være mentor, blev afgørende for Sofie Christiansens arbejdsliv.

”Ulla var god til at dele viden, formidle, undervise og give opgaver og ansvar videre med en tro på, at det kunne jeg da sagtens. Andre unge forskere er mindre heldige og kommer til at arbejde i et konkurrencemiljø, hvor kollegerne ikke giver dem plads. Der er masser af forskningsinstitutioner, hvor der foregår en værre hanekamp”, siger Sofie Christiansen, der føler sig privilegeret af gode forskerkolleger på kontoret og laboranter og dyreassistenter i forsøgsdyrstalden.

Hun var også heldig at være i fast job, da hun fik sine to børn. I dag er det sværere at kombinere en forskerkarriere med graviditeter og barsel, siger hun:

”Der er mange flere midlertidige ansættelser i dag, så det er sværere at planlægge at få børn. Jeg var mere heldig med timingen af min karriere”.