Minik Rosing
Minik Rosing har vundet en prestigefyld formidlingspris og 100.000 kr.
09.04.2019
Nyhed

Geolog får anerkendt formidlingspris: ”Det er lysten og begejstringen, der driver mig”

Minik Rosing får den fornemme formidlingspris Svend Bergsøes Fonds Formidlerpris. Han fremhæver sit store engagement som noget af det, der gør ham til en god formidler.

Af William Leerbeck Meyer

Torsdag modtager professor i geologi ved Københavns Universitet, Geologisk Museum og Statens Naturhistoriske Museum Minik Rosing den fornemme formidlingspris Svend Bergsøes Fonds Formidlerpris og de 100.000 kroner, der følger med den.

Det er ikke første gang, han modtager hæder for sine kommunikationsevner.

Han har bl.a. også modtaget Rosenkjærprisen, der gives til videnskabsmænd, som formår at formidle et svært tilgængeligt emne. Han har modtaget Tøger Seidenfaden-prisen, der gives til personer med et stærkt internationalt udsyn. Og i 2018 modtog han æresprisen Rungstedlundprisen på Karen Blixens fødselsdag.

Læs også Magisterbladets interview fra da Minik Rosing vandt Rosenkjærprisen

Minik Rosing mener, at en del af hemmeligheden bag succesen er hans engagement.

”Det er lysten og begejstringen, der driver mig. Jeg har en stor trang til at formidle, og jeg gør det med stor fornøjelse.”, fortæller han.

Et af Minik Rosings mest omtalte forskningsresultater blev udgivet i Science i 1999. Han viste ved at analysere grønlandsk klippesten, at der har eksisteret liv på jorden i mindst 3,6 milliarder år – tidligere end man ellers havde troet.

De opsigtvækkende resultater har han siden bredt ud ved at formidle dem som fortællinger.

”Det er noget af det, jeg har fra min grønlandske barndom: Igennem hele min barndom fik jeg fortalt historier”, siger professoren, der er søn af den grønlandske forfatter og kunstner Jens Rosing.

Minik Rosing synes, at forskningen og formidling spiller en vigtig rolle i samfundet.

”Nogle tænker forskning som resultater og teknologi. Jeg tænker det mere som en væsentlig aktivitet ligesom musik”, fortæller han.