Med Gig economy'ens indtog kan alle med en computer og en internetforbindelse løser opgave i hele verden.
20.09.2018
Nyhed

Forsker: Sådan sætter fagbevægelsen sit aftryk på platformsøkonomien

Hvordan håndterer man som fagbevægelse, at en stigende andel af ens medlemmer konkurrerer med hele verden på platforme som Upwork, og at det dermed udfordrer den logik og det marked, som fagforeningerne normalt opererer på? Svaret er ikke hverken let eller entydigt, men fagbevægelsen har muligheden lige nu for at præge dagsordenen, mener Vili Lehdonvirta, der er lektor på Oxford University.

Af Tobias Dinnesen
Mens det gængse arbejdsmarked blot oplevede marginale årlige stigninger i antallet af nye stillinger de senere år, så er mængden af opgaver, der udbydes og løses på store platforme som fx Upwork steget med 30 procent de seneste to år.

Platformene fungerer som samlingspunkt for arbejdsgivere, der har brug for hjælp til en specialiseret opgave indenfor alt fra grafisk design til juridisk hjælp, og så freelancere eller selvstændige, som udbyder deres arbejdskraft på platformene. I daglig tale kaldes det for the gig economy, altså en form for daglejerøkonomi, hvor arbejdskraften hyres ind til at løse bestemte opgaver.

Platformene er både en unik platform for de selvstændige, men i høj grad også en udfordring for det eksisterende arbejdsmarked, forklarer Vili Lehdonvirta, lektor på Oxford University, hvor han blandt andet står i spidsen for et forskningsprojekt, der kortlægger platformsøkonomiens indtog på det globale marked, og hvad det betyder for især dem, der udbyder deres arbejdskraft på platformene.

”Jeg plejer at sige, at vi med det her har muligheden for at kigge ind gennem vinduet til, hvordan arbejdsmarkedet potentielt kan se ud på sigt”, forklarer Oxford-lektoren.

Derfor er det attraktivt for daglejeren
Vili Lehdonvirta og hans forskningsgruppe har interviewet både udbydere og aftagere af job på de forskellige platforme. Og han har identificeret en række årsager til, at det er attraktivt for de såkaldte daglejere at udbyde deres arbejdskraft via platformene.

For nogle handler det om, at de ikke kan få et job, der hvor de befinder sig – fx fordi de ikke har en passende arbejdstilladelse. Til gengæld er der intet, der forhindrer dem i at udbyde deres arbejdskraft via internettet.

En anden gruppe har nogle helt specielle evner, som er efterspurgte andre steder i verden, end der hvor de befinder sig.

For en helt tredje gruppe handler det i høj grad om fleksibilitet. I Europa er det oftest en bibeskæftigelse at freelance på de forskellige platforme, mens det andre steder i verden som fx Asien, der aftager langt størstedelen af de udbudte opgaver, er den primære beskæftigelse for mange.

”I Europa ser de fleste det som overgangsløsning, inden de finder fodfæste på det traditionelle arbejdsmarked. Nogle bruger det endda til at skabe et netværk og en portefølje, de kan vise frem til potentielle arbejdsgivere”, forklarer Vili Lehdonvirta.

Derfor er det hårdt at være daglejer
Men det hele er ikke bare frihed, fleksibilitet og drømmen om at være herre i eget hus, påpeger Vili Lehdonvirta.

På en række parametre er daglejernes arbejdsvilkår også meget mere prekære, end hvis de havde en mere fast tilknytning til en arbejdsplads, forklarer han.

Som eksempel peger han på, at man som fastansat har adgang til karriereudvikling og efteruddannelse, fordi ens arbejdsgiver investerer i én, men som daglejer, der på afstand løser specifikke opgaver for et firma, skal man selv stå for den del.

Samtidig har man ikke adgang til en lang række sociale ydelser og står dermed uden et reelt sikkerhedsnet, hvis man bliver syg eller skal på barsel. På samme måde skal man også selv stå for lægge penge af til pension.

Desuden har man ikke hjælp fra en allerede forhandlet overenskomst eller et forhandlingsmandat fra en fagforening.

”Lønnen forhandles individuelt og direkte med arbejdsgiveren. Så hvis dine evner ikke er højt specialiserede, er konkurrencen på det her marked gigantisk”, fremhæver Vili Lehdonvirta.

Tving platformene til at indberette skat
At den såkaldte gig economy også er nået til Danmark, viser Vili Lehdonvirtas forskning med al tydelighed.

Hans team har adgang til data fra en række af de største engelsksprogede platforme, og andelen af danske arbejdsgivere, der sender opgaver i udbud på platformene, er i stærk vækst, fortæller han.

”Der udbydes omkring 10.000 danske opgaver på de her platforme om ugen”, påpeger Oxford-lektoren.

Og det er her, det bliver en lille smule prekært. For hvordan sikrer de danske virksomheder sig, at der er ordnede vilkår hele vejen rundt, så der eksempelvis svares skat af den løn, der udbetales?

Noget af det kan man klare ved helt enkelt fra politisk hold at stille krav til platformene om, at de indberetter skat på vegne af deres medlemmer i det land, de er registreret til at være bosat i.

”Det ville automatisere processen og gøre det let for freelanceren, som ikke skal tænke over det praktiske omkring skat og den slags”, mener Vili Lehdonvirta.

Hvad kan fagforeningerne gøre?
Men fagforeningerne har også en unik mulighed for at komme på banen i forhold til platformsøkonomien, mener Vili Lehdonvirta.

Han peger på, at mange af dem, han og forskningsgruppen har talt med, har fortalt, de ikke tror på, at hverken politikere eller fagforeninger vil hjælpe dem med at skabe ordnede arbejdsvilkår.

Men i virkeligheden bør fagforeningerne gå proaktivt ind i kampen for at få platformene til at skabe så gode arbejdsvilkår som muligt for dem, der udbyder deres arbejdskraft på deres platforme.

”En mulighed kunne være, at fagforeningerne gik sammen om at lave et fælles platformsmærke, der simpelthen blåstemplede visse platforme, fordi de har ordnede forhold i forhold til skatteafregning, brugernes vilkår eller noget helt tredje”, fremhæver Oxford-lektoren.

”Jeg er ikke i tvivl om, at danske firmaer langt hellere vil bruge arbejdskraft fra en platform, som fagbevægelsen har godkendt, end en hvor fagbevægelsen siger, at den ikke kan stå inde for de vilkår, arbejdet tilbydes under”, fortsætter han.

Han forklarer, at der også er en konkret mulighed for at organisere medlemmerne i en fælles front mod platformene, så de sammen kan sikre, at platformene ikke undergraver det eksisterende arbejdsmarked.

"De her mennesker har selvfølgelig en stor grad af selvstændighed i deres tilgang til deres karriere. Derfor ønsker de så meget selvstændighed som muligt til at forhandle direkte med en potentiel kunde, men overfor den platform, som er mellemled i transaktionen, ønsker de at stå sammen i et stærkt fællesskab. Og her er der jo en oplagt mulighed for fagbevægelsen for at organisere det fælles fodslag overfor platformene", mener lektoren fra Oxford University.

Men der er også mere lavpraktiske måder at hjælpe den stadigt større gruppe af medlemmer, som i kortere eller længere perioder tilbyder deres arbejdskraft på platformene.

"Noget af det mest simple ville være at stille lokaler til rådighed for de her mennesker, så de kan gå sammen i grupper og fx facilitere noget fælles karriereudvikling eller efteruddannelse", siger Vili Lehdonvirta.