I bogen “Farligt – hvordan de fodrer din frygt, og hvorfor du æder det” beskriver Steffen Andersen og Hans Jørgen Nielsen bekymringens psykologi.
05.09.2018
Artikel

Lær at parkere din frygt

En forsker og en formidler har udgivet en guide til de overbekymrede med syv råd til, hvordan man kan optræne en skepsis over for alt det farlige, vi bombarderes med, og som de mener, organisationer, politikere, forskere og medier holder gang i.

Af Anna Dalsgaard

Forestil dig, at al terror i Vesteuropa siden årtusindskiftet havde fundet sted i Danmark. Både angrebene på togstationer og lufthavne, angrebene på Charlie Hebdo, Bataclan og Utøya og dem med lastbilerne. Hvis det hele var sket i Danmark, hvor mange ville så være døde i terrorangreb, og hvordan ser det ud, hvis man sammenligner med dræbte i trafikken? 

Terror har fra 2000 til 2017 dræbt lige under 1.000 vesteuropæere, mens trafikken alene i Danmark har dræbt lidt over 5.000 i samme periode.

I bogen “Farligt – hvordan de fodrer din frygt, og hvorfor du æder det” beskriver forfatterparret Steffen Andersen og Hans Jørgen Nielsen bekymringens psykologi.

Når man ser det sort på hvidt, er det indlysende, at det er farligere at køre bil på de danske veje, end det er at tage toget til Nørreport i København, som ofte omtales i forbindelse med mulige terrorangreb. Alligevel vælger nogle af os hellere bilen end toget af frygt for at blive ramt af et terrorangreb. Fx har den ene forfatter en bekendt, som har droppet togturene til arbejdet og har købt sig en bil i stedet for at undgå Nørreport Station.

“Det er ikke særlig klogt eller rationelt”, siger Hans Jørgen Nielsen, som er formidler samt tidligere journalist og spindoktor.

Forklaringen
Der er en grund til, at vi ikke altid handler rationelt, når det handler om frygt. Forfatterne forklarer, at vi har nogle filtre i hjernen, som hjælper os med at sortere i de mange informationer, vi bombarderes med, og som hjælper os til at tolke de informationer, der slipper igennem. Et af dem er mønsterfilteret eller shit happens-modstanden. Det handler om, at vi har en ubændig trang til at se mønstre, også når de ikke er der, og at vi har en grundfæstet modstand mod at mene, at ting bare sker.

Og det udnytter alle de aktører, som holder frygtens karrusel i gang. Det er blandt andet organisationer, forskere, politikere og medier, som spinder os ind i det, forfatterne kalder farlighedsklister.

“Der står konstant nogen på spring for at fodre os med frygt, og som holder en fest over, at frygtkarrusellen bare kører og kører”, siger Steffen Andersen, professor på Copenhagen Business School, som blandt andet forsker i adfærdsøkonomi.

Karrusellen holdes fx i gang, når justitsministeren siger, at der generelt er en alvorlig terrortrussel mod Danmark, og at hverken han eller PET kan garantere, at det, vi har oplevet i vores nabolande, ikke også kan finde sted her.

“Men det er sindssygt usandsynligt at dø af terror i Europa og endnu mindre sandsynligt i Danmark”, siger Hans Jørgen Nielsen.

Og karrusellen holdes i gang, når patient- og sygdomsorganisationer som Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Astma-Allergi Danmark bombarderer os med sygdomstal.

“Vi har lagt tallene sammen fra nogle af organisationerne, og det bliver til ni millioner syge. Det er ret mange i et land med 5,7 millioner indbyggere”, siger Steffen Andersen, som mener, at det enten må skyldes, at nogle af os fejler en frygtelig masse, eller at organisationerne overdriver.

Forskernes bidrag til frygten
Forfatterne mener, at også forskerne bidrager til frygten med det, vi kender så godt fra medierne som “nye studier viser”.

“Jeg er selv forsker, og det er altid sjovest at slå på sig selv og sine egne fæller”, siger Steffen Andersen, som understreger, at forskning er det eneste, vi kan bygge et faktasamfund på.

Når forskerne så alligevel bidrager til vores frygt, skyldes det nogle strukturer og mekanismer, som forskerne følger for at komme frem i verden.

“Man må lave noget spektakulært og finde på noget nyt for at skabe opmærksomhed om sin forskning, så man får flere penge at forske for og måske adgang til et professorat”, siger Steffen Andersen.