Camilla Gregersen har været formand for DM siden januar 2016, hvor hun overtog posten fra Ingrid Stage. Inden da var hun konstitueret som formand.
17.09.2018
Nyhed

Camilla Gregersen fortsætter som formand i DM

Den nuværende formand for Dansk Magisterforening (DM), Camilla Gregersen, er genvalgt uden kampvalg. Hør hendes tanker om, hvad hun har lært af sine første tre år, og hvad hun vil arbejde for i den kommende periode.

Af Tobias Dinnesen
Camilla Gregersen er genvalgt som formand for Dansk Magisterforening (DM) uden kampvalg.

Det står klart, da ingen andre valgte at melde deres kandidatur, inden deadlinen udløb fredag den 14. september ved midnat.

Og det glæder DM's formand, at hun kan fortsætte på posten i endnu en periode med et stærkt mandat i ryggen, forklarer hun.

"Det giver opbakning til at fortsætte med at udvikle vores fagforening, og det mandat er jeg utrolig glad for", siger Camilla Gregersen.

"Jeg tror, det er blevet mere synligt, at DM skaber positive forandringer i medlemmernes arbejdsliv. I Hovedbestyrelsen skal vi fortsætte det gode arbejde, og det er en uvurderlig støtte for mig at have medlemmernes tillidserklæring i ryggen", fortsætter hun.

Stor forskel på medlemmernes arbejdsvilkår
I løbet af 2018 har DM-formanden været på en række besøg hos medlemmer ude på deres arbejdspladser, hvor fokus har været på at se medlemmernes hverdag og tale med dem om alt fra deres faglighed til arbejdsmiljø.

Og Camilla Gregersen har været overrasket over de store forskelle, hun har observeret i medlemmernes forhold på deres arbejdspladser.

"Nogle har virkelig fine arbejdsbetingelser, mens andre får en alt for lav løn og er udsat for et stort pres. Det sidste vil jeg gerne hjælpe dem med at løfte", understreger hun.

Det kræver en villighed til at samarbejde om at skabe de bedste løsninger, og det vil DM's formand være garant for, forklarer hun.

"Det bedste eksempel var jo sammenholdet under OK18. Men vi skal også samarbejde med uddannelsessteder, arbejdsgiverorganisationer og andre interessenter i medlemmernes arbejdsliv. Jeg vil gerne udbygge relationerne endnu mere de kommende tre år i formandsstolen", fortæller Camilla Gregersen.

Samfundet kan ikke undvære DM'erne

Formandens besøg hos medlemmerne skal også endnu mere i spil i den kommende tre-årige formandsperiode, som formelt set begynder 1. januar 2019.

Camilla Gregersen vil nemlig værne om akademikernes ry i et til tider polariserende debatklima. Og den kamp kan kun vindes ved hele tiden at italesætte og vise den værdi, som medlemmerne hver dag skaber, forklarer hun.

"Jeg vil arbejde for, at medlemmernes arbejde bliver værdsat og synliggjort. Der er til tider en ukonstruktiv akademikerbashing, men den kan man slå ned ved at vise, hvilken forskel vores medlemmer gør – at samfundet slet ikke kan undvære dem. Og så vil jeg gerne arbejde endnu mere med understøttelse af medlemmernes arbejdsmiljø", fortæller hun.

Valget til de øvrige poster i alt fra DM's hovedbestyrelse til de forskellige sektorer og landsklubber begynder den 22. oktober, og du kan læse meget mere lige her: https://www.dm.dk/om-dm/aktuelt-i-dm/valg-i-dm