Tegning: Claus Bigum
06.09.2018
Artikel

6 gode råd: Sådan får du job i små og mellemstore virksomheder

Der er 700.000 job i små og mellemstore virksomheder. Alligevel fylder de sjældent i akademikernes bevidsthed, når de søger job, og det medfører spildte muligheder. Her er seks gode råd til, hvad du skal gøre for at få job i en mindre virksomhed.

Af Julie Elmhøj

Skab overblik
Vil du optimere dine chancer for at få job, kan det være en god ide at rette dit blik mod de små og mellemstore virksomheder. De fleste akademikere fokuserer ofte på de store, kendte virksomheder, men det kan godt betale sig at være opmærksom på de mindre virksomheder, for det er her – lidt firkantet sagt – at der er job.

Eller fortalt med tal: Der findes 288.000 små og mellemstore virksomheder i Danmark med under 100 ansatte, som tilsammen beskæftiger over 700.000 mennesker. Og netop fordi der findes så mange mindre virksomheder, gælder det i første omgang om at få overblik over, hvilke firmaer der er interessante for dig.

Lav derfor en liste med 50 virksomheder, som du efter grundig research koger ned til 10 virksomheder, som du i første omgang kan kontakte. Din liste kan tage udgangspunkt i kendskab til en bestemt branche, i geografisk placering eller måske din interesse for biomedicin, turisme eller softwareudvikling.

Skab din egen stilling 
Når du søger job i små og mellemstore virksomheder, skal du bruge en anden strategi, end når du søger job i store virksomheder. Groft sagt kan man sige, at din rolle her er at være jobmager frem for jobtager. Hvor du i de store virksomheder kan finde stillingsopslag med konkrete arbejdsopgaver, som er defineret ud fra virksomhedens behov, skal du i særligt de små virksomheder ikke regne med, at der bliver slået en stilling op.

Din opgave er derfor selv at skabe et job i virksomheden. Ofte vil små virksomheder have mange udækkede behov – behov som de måske ikke engang selv er klar over, at de har. Og det er her, du som akademiker har en chance for at skabe dit eget job, hvis du analyserer dig frem til, hvilke tiltag man kan gøre for at styrke virksomheden.

Brug dine analytiske evner 
Og hvordan er det så lige, du finder ud af, hvad virksomheden har brug for? Det gør du ved at bruge dine analytiske evner. Som akademiker – uanset om din baggrund er humanistisk, samfundsvidenskabelig eller naturvidenskabelig – er din helt store styrke, at du er trænet i at være systematisk, skabe struktur og have overblik over komplicerede processer og opgaver. Og lige præcis den evne kan være rigtig brugbar for især mange små virksomheder.

Betragt de virksomheder, der er på din virksomhedsliste, som en case. Gå til opgaven, som du ville gøre med enhver anden opgave, og spørg dig selv: Hvordan kan jeg med mine kompetencer skabe merværdi for det her firma?

Foreslå et kaffemøde
Når du har styr på din liste med virksomheder, der har din interesse, og har analyseret dig frem til, hvad du tror, du kan hjælpe virksomheden med at optimere, så tag kontakt til et par af virksomhederne og foreslå et uforpligtende kaffemøde med chefen. Fordelen ved at kontakte de små og mellemstore virksomheder er, at du ofte kan komme til at tale direkte med chefen eller den øverste ledelse.

Det er vigtigt, at du betragter kaffemødet som et salgsmøde og din arbejdskraft som din vare. Din mission med mødet er at fortælle på en ydmyg og interessevækkende måde, hvordan du konkret kan gøre en forskel i virksomheden. Vid, at særligt små virksomheder ikke tænker i kompetencer, men i konkrete arbejdsopgaver. Derfor skal du omsætte det, du kan, til opgaver, der er værdifulde for virksomheden. Hvis du taler med en virksomhed med mange tyske kunder, så er det ikke nok at sige, at du er ekspert i tysk grammatik. Læg i stedet vægt på, at du for eksempel kan tale med de tyske kunder, når virksomheden er på messe.

Brug dit netværk
Dit netværk kan være afgørende, når du søger job i små og mellemstore virksomheder. Brug det, men brug det rigtigt. Mange tror fejlagtigt, at man bruger sine netværkskontakter til direkte at få job. Og det ville også være dejligt, hvis det var sådan, det fungerede. Men langt de færreste er så heldige at have et netværk, der består af mennesker med ansættelseskompetencer. Til gengæld kender stort set alle nogen, som kan give viden og brugbar erfaring videre. Og netop viden om, hvordan små og mellemstore virksomheder fungerer, er afgørende for dig.

Kortlæg derfor dit netværk, og find ud af, hvem der arbejder i en lille eller mellemstor virksomhed. Det kan være, at en af dine gamle gymnasievenner eller en fra sportsklubben arbejder i en branche, som det giver mening for dig at udforske. Eller måske bor din svigerfamilie i en bestemt del af landet, hvor du kan se dig selv flytte til. Sæt dig det mål, at den virksomhed, som du kan få kontakt til gennem dit netværk, bliver en del af dit netværk. Sørg for, at de lærer dig at kende for det, du kan. Det kan være, at du kan løse en mindre opgave for dem, eller at du kan få en virksomhedspraktik hos dem.

Klø på
For nogle kan det virke en kende uoverkommeligt at få overblik over det store, brogede landskab, som udgør små og mellemstore virksomheder. Men lad dig ikke slå ud. De fleste skal banke på mange døre, inden en af dem åbner sig

 Og selvom det kræver tid og hårdt arbejde at overbevise en mindre virksomhed om, at du er den rette kandidat til at hjælpe virksomheden med at realisere sine visioner, så husk, at der er meget at vinde ved at få et arbejde i de små og mellemstore virksomheder: Gør du dit arbejde godt, kan du nemlig lynhurtigt få mulighed for at sætte dit præg på virksomheden, være en del af beslutningsprocesserne og komme til at arbejde tæt sammen med ledelsen – på en helt anden måde, end det er muligt i de store virksomheder.

Kilder: Trein Møller, karriererådgiver, Dansk Magisterforening og Jakob Brandt, vicedirektør i SMVdanmark - det nye Håndværksråd, som er en interesseorganisation, der repræsenterer 18.000 små og mellemstore virksomheder.