Line Palle Andersen
Line Palle Andersen kritiserer tankegangen bag regeringens evalueringer.
25.10.2018
Nyhed

Ekspert: Det er farligt at uddele penge på baggrund af studerendes svar i spørgeskemaer

Regeringen har sendt en spørgeskemaundersøgelse ud til de studerende, der kan få betydning for, hvor mange penge universiteterne fremover får. Det er farligt at uddele penge på den måde, mener en ekspert i evalueringer på universiteter.

Af William Leerbeck Meyer

Et spørgeskema tikker i disse dage ind i 100.000 studerendes e-boks. De studerende kan vinde 1.000 kroner, hvis de deltager i en evaluering af deres uddannelsessted. Til gengæld kan deres uddannelsessteder miste millioner, hvis de studerende ikke giver dem gode evalueringer – op til 1,25 procent af deres bevillinger.

Undersøgelsen møder kritik af lektor på Købehavns Professionshøjskole og ekspert i studenterevalueringer på universiteter, Line Palle Andersen, der for nyligt har lavet en Master i IKT og Læring på Aalborg Universitet om netop evalueringer på universiteter.

”Det er en farlig måde at gå ind at uddele penge på. Når man beder studerende vurdere kvaliteten af deres undervisning, så viser al dokumentation, at det ikke er dét, de har lært, de vurderer, men derimod faktorer som underviserens perfomance”, siger hun.

Det ville derfor også give underviserne et helt forkert incitament til at forbedre deres performance frem for læringsudbyttet.

”Hvis du for eksempel gør det nemmere for dine studerende ved at udlevere færdigproducerede noter, så får du bedre evalueringer, på trods af at de studerende lærer mindre, end hvis de selv skrev noter”, siger Line Palle Andersen og forklarer, at de studerende også giver en bedre evaluering, hvis underviseren deler karameller ud til de studerende.

Misbrug af evalueringer

Tilfældige faktorer som årstiden, klassens størrelse og forrige semesters sværhedsgrad har også indflydelse på evalueringerne, viser forskning.

Der er endda eksempler på, at evalueringer på universiteter er blevet misbrugt i en hetz mod lærere. Line Palle Andersen giver et eksempel, som hun er stødt på i en interviewundersøgelse:

”En underviser fik at vide, at han burde indlægges på et sindssygehospital i en af sine evalueringer. Grunden var, at han havde taget en stor del af klassen i at plagiere. Han havde altså gjort det helt rigtige, men fik alligevel en dårlig evaluering af mange af de studerende”, fortæller hun.

Ifølge Line Palle Andersen kan evalueringer dog også være et redskab.

”Jeg mener på ingen måde, at man ikke skal evaluere. Evalueringer er gavnlige i forhold til at udvikle undervisningen, fordi underviseren i højere grad står til regnskab. Man skal bare huske på, at evalueringer først og fremmest giver anledning til spørgsmål. Ikke til endegyldige svar", siger hun.