FBI´s retslingvister gæster DM 13.12. Her kan du også møde Tanya Karoli Christensen, der analyserer sprog i trusselsbreve og chattråde for politiet.
16.11.2018
Nyhed

Sprog kan fælde terrorister og mordere

Hvad siger dit sprog om dig? Det ved om nogen specialisten, der fældede unabomberen og lektoren, der analyserer trusselsbreve og chattråde. Torsdag den 13. december gæster de DM.

Af Pernille Siegumfeldt

Danmark har ikke haft en Unabomber, der sender brevbomber til universiteter, eller to snigskytter, der gennem flere uger terroriserer en by og skyder 10 tilfældige.

Men de metoder, der fældede både Ted Kaczynski og de såkaldte DC Snipers i 2002, er de samme, som retslingvist på KU, Tanya Karoli Christensen, anvender, når politiet tilkalder hende som ekspert.

”Jeg har arbejdet på en sag, hvor en person blev sigtet for at sende 19 trusselsbreve og en lang række sms´er. Brevene var lange, beskederne korte, men mine sproglige analyser sandsynliggjorde for retten, at afsenderen var den samme. I en anden sag vurderede jeg, om en chat-tråd mellem en såkaldt Syrienskriger og hans forbindelse indikerede, at han var på vej til ISIS”, forklarer Tanya Karoli Christensen.

Databaser med trussels- og afpresningsbreve
Torsdag den 13.12 er lektoren ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab moderator ved et fyraftensmøde i DM om, hvordan sproget kan fælde en forbryder.

På mødet optræder FBI´s criminal profiler og retslingvist James R. Fitzgerald, der er kendt for, i samarbejde med andre sprogforskere, at have tegnet en meget præcis profil af unabomberen ved hjælp af det manifest, han sendte til en række aviser. 

Ud over ham kommer Natalie Schilling fra Georgetown University i Washington, der er ekspert i kriminalteknisk lingvistik. 

 Det er forskningsfelter, der er voksende bevågenhed omkring. I Danmark er Tanya Karoli Christensen er en af ganske få forskere i Danmark, der bliver brugt som ekspertvidne i kriminalsager.

”Tyskland har opbygget store databaser, hvor det fx er muligt at studere sprog i trussels- og afpresningsbreve mange år tilbage. Briterne er også langt fremme, når det gælder profiler. Herhjemme er det stadig overraskende for en del efterforskere, at vi med vores materialeanalyser kan få så præcise informationer, at det kan indgå i et bevisgrundlag,” forklarer hun.

Der er endnu få ledige pladser til arrangementet med James R. Fitzgerald og Natalie Schilling.  Alt foregår på engelsk og er gratis for DM´s medlemmer. Det foregår kl 17-19:30, Peter Bangs Vej 30. Tilmelding er nødvendig på www.dm.dk