"Joan Uhrenholt mødes med de øvrige TR'ere for at forberede sig på konflikt.
20.03.2018
Nyhed

"Vil de nu også byde os at tage frokostpausen? Hvad bilder man sig ind!"

Magistrene på Aarhus Universitetshospital kan se frem til strejke og lockout af kolleger. For dem er det særligt Moderniseringsstyrelsens syn på frokostpausen, der sætter sindene i kog.

Af Troels Kølln
Aarhus Universitetshospital i Skejby minder mest af alt om en lavpris-lufthavn. Affolkede asfaltveje, traktorspor i mudderet. Afstandene er amerikanske, ikke lavet til gågængere. Taget af et parkeringshus er kronet med en kantet stålkonstruktion, den nye helikopterplads, der ligner rumskibet Tusindårsfalken fra Star Wars.

Magistrene fra Kvalitet og HR Udvikling hører til her i afdeling J af Region Midtjyllands nye supersygehus, midlertidigt placeret i det kommende neurokirurgiske afsnit.

"Denne her konflikt kommer på et træls tidspunkt. Virkelig pokkers dårligt. Vi er midt en stor udflytning", forklarer Joan Uhrenholt mig hurtigt.

Hun er organisationskonsulent på Aarhus Universitetshospital og kan sammen med små 30 kolleger se frem til strejke og lockout. Frokostpausen er et afgørende stridspunkt i overenskomstforhandlingerne, da det vil forøge arbejdsugen med 2,5 time, hvis den bliver fjernet. Det er netop frokostpausen, der får magistrene op af stolene i Skejby.

"Patienten og den kliniske behandling kommer altid i første række på et sygehus, og derfor kan vi ofte først holde møder om eftermiddagen. Det kan give nogle ret lange dage, der trækker ud. Så vi står til rådighed, det gør vi virkelig. Og folk tænker: Nu må det virkelig være nok, vores dag skal ikke gøres endnu længere", siger Joan.

Et stadigt mere intenst arbejde
Vi har sat os ind i afdelingens mødelokale, en lille boks med glasruder til tre sider. Ét bord, to stole, nul udsmykning.

Joan smækker to fingre hårdt mod bordpladen, så det lyse hår gynger.

"Der har været fyringer, fyringer, fyringer. Der er skåret så meget, man tror, det er løgn. Byggeriet her skal jo finansieres. Og det betyder bare, at vi skal løbe virkelig, virkelig stærkt for at følge med", siger Joan.

"Vil de nu også byde os det at tage frokostpausen? Hvad bilder man sig ind".

Da Joan åbner døren for at give en rundvisning på kontoret, sænker hun stemmen. Storrumskontor. På glasruden til printerrummet anmodes du med fed, rød tusch om at vise hensyn og lukke døren. Alle kontorer har glasfacader, inde bag dem sidder folk bøjet over computeren eller står koncentreret i snak med en kollega.

”Folk brænder for det, de laver, og vil allerhelst bare nørkle igennem med deres arbejde. Vi er her jo for patienternes skyld, og det vil vi bare gerne gøre så godt, som overhovedet muligt”, forklarer Joan.

Joan Uhrenholt er klingrende århusianer, født og opvokset. Her bliver hun boende. "Jeg er aldrig kommet videre end ringgaden, havde jeg nær sagt. Det er faren ved at vokse op i en by, der har det hele", griner hun.

Sådan har det også været her på arbejdspladsen. Folk er blevet hængende, fordi arbejdet er spændende og har alle muligheder i sig. Men på det seneste er flere og flere begyndt at finde nye job.

"Der er lige rejst tre", siger Joan, "og hvis der skal være dygtige folk tilbage her på afdelingen, så kan det ikke nytte noget, at man skærer mere fra".

Det er derfor, den betalte frokostpause er vigtig at holde fast i for magistrene på Aarhus Universitetshospital. Der er ganske enkelt skåret så meget i de seneste år, at frokostpausen ville være dråben, der fik bægeret til at flyde over, mener Joan.

Det er i øvrigt kun cirka halvdelen af afdelingen, der på en given dag finder ned til den fælles kantine. Resten spiser foran skærmen, vurderer Joan Uhrenholt.

"Jeg kan godt have en formodning om, at de tør gå efter frokostpausen, fordi mange i det private måske vil tænke, Ihh, hvor har I det godt i det offentlige, I har sørme godt af at mærke, hvordan vi andre har det. Men så kender de ikke vores hverdag. Vi bliver presset til det yderste".