Påske og pesach er ikke to hyggelige varianter af den samme fejring, fortæller Jakob Egholm Feldt.
29.03.2018
Nyhed

Historieprofessor: Hold op med at tale om den jødiske påske

Den kristne påske falder omkring samme tid som den jødiske pesach, som nogle fejlagtigt kalder den jødiske påske. Men der er tale om to vidt forskellige fejringer, fortæller ugens profil, der er historieprofessor med speciale i jødisk historie.

Af Farhiya Khalid

Fordi den kristne påske og den jødiske pesach falder cirka samtidigt hvert år, foranlediges mange til at tro, at de to højtider er afarter af samme fejring. Nogle kalder endda den jødiske pesach for ’den jødiske påske’. Men det er fejlagtigt, mener Jakob Egholm Feldt, der er professor i global og transnational historie med speciale i jødisk historie ved Roskilde Universitet.

Ifølge professoren er sammenligningen ikke kun faktuel forkert — men også ahistorisk, da antisemitiske forestillinger om netop pesachen har ført til jødeforfølgelser siden middelalderen. Kristne har historisk forbundet pesachen med noget bestialsk og kristusfjendtligt, og derfor er det endnu vigtigere at adskille de to fejringer, siger Jakob Egholm Feldt.

Hvorfor giver det ikke mening at tale om en ’jødisk påske’?
”Fordi man grundlæggende fejrer to forskellige ting. I den kristne påske, fejrer og mindes man Kristi opstandelse. Hos jøderne fejrer man, at jøderne forlod Egypten under Moses’ ledelse før vores tidsregning. Under den jødiske pesach, fokuserer man på den sidste af Egyptens ti plager, der handlede om, at alle førstefødte drengebørn skulle dø." 

"Jøderne mærkede så deres dørstolper med lammeblod. Derfor blev de forbigået og kunne forlade Egypten med deres førstefødte børn i behold. Derfor mindes man denne tid under den jødiske pesach, hvor man læser historien op om udgangen fra Egypten højt for hinanden og fortæller børnene om det. Lammeblodet symboliserer, at man blev reddet fra døden.”

Hvorfra kommer forestillingen, om at de to fejringer er ens?
”Jeg tror den kommer fra påskemåltidet i Det Nye Testamente. Jesus holder i virkeligheden pesach sammen med sine disciple, og de sidder og spiser sammen. Her siger Jesus så, at disciplene ved dette måltid, skal spise og drikke vin og brød, som var det hans kød og blod. Det ligger til grundlag for det sakramente, der senere i højmiddelalderkirken blev et dogme i kristendommen, som man stadig kan opleve i dag, når man går til nadver i kirken. I en af kristendommens vigtigste historier, indgår derfor et pesach-måltid – bare med Jesus Kristus.”

”På den måde approprierer kristendommen i denne religiøse situation den jødiske pesach, som var den begivenhed, Jesus var en del af. Men i Jesus’ egen tid, var han bare en jøde, for kristendommen var ikke opfundet endnu. Alt hvad der har med Kristus at gøre kan i sagens natur ikke have noget med jødedommen at gøre, for jøderne anerkender ikke Jesus som Messias. Så hele den kristne historie indeholder en skarp modsætning til den jødiske pesach.”

Hvordan har forestillinger om den jødiske pesach givet grobund for antisemitisme?
”Historisk har kristne fra omkring 1000 tallet og frem været meget optaget af de jødiske blodsritualer omkring lammeblodet, og man har forestillet sig, at jøderne brugte blod under pesachen, blandt andet til at bage det usyrede brød, som man spiser under højtiden. Det udviklede sig senere til myten, om at det er nødvendigt for jøder at bruge kristent blod i deres pesach-ritualer.”

”Og henover middelalderen udvikler det sig decideret til jødeforfølgelser og retssager mod jøder. Vi kender til retssager mod jøder for brugen af kristent blod i deres pesach-ritualer helt inde i det 20. århundrede. Det er en af de mest kontinuerlige antisemitiske myter, der findes. Derfor føler jeg mig som historiker ansporet til at rette på det, når folk skriver at påske og pesach er to hyggelige varianter af det samme.”

Hvad med blodsritualerne i kristendommen?
”Man kan sige, at både påsken og pesachen har centrale blodsymbolikker. I kristendommen handler det blandt andet om Kristus’ blodsoffer, og det her med at drikke Jesu blod, som bliver gjort til dogme i år 1215. Det ses dog som rent for de kristne, mens den jødiske del bliver den bestialske. For jødedommen har historisk fungeret som kristendommens modbillede."

"De jødiske blodsritualer og blodssymbolikker er tit blevet set som diabolske, bestialske eller kristusfjendtlige, hvorimod de kristnes blodsymbolik har repræsenteret noget rent og sublimt.”