22.03.2018
Nyhed

”Det handler om at være mange, det handler om at møde op”

Over 10.000 offentligt ansatte tillidsrepræsentanter fra alle faggrupper i hele landet har i dag været til stormøde i en hangarbygning i Fredericia. Med var godt 90 magistre. Magisterbladet fulgte en af dem.

Af Troels Kølln
Tidligt i morges steg godt 20 magistre på en bus fra København til Fredericia. Destinationen: Stormøde for over 10.000 tillidsrepræsentanter fra alle faggrupper på offentlige arbejdspladser over hele landet.

”Det handler om at være mange, det handler om at møde op”, forklarede Trine Binding, TR i Rødovre Kommune, der sad i den forreste del af bussen.

Udenfor passerede sumpede marker, klumper af sne gled over ruderne som skovsnegle på glas.

Hun hev telefonen frem og tog et billede af kollegerne, mens termokander og mælkepulver cirkulerede - ”skal du have creamer til kaffen?” – og smed med det samme billedet på Facebook.

”Når man nogle gange i TV Avisen ser, at 100 mennesker har protesteret mod et eller andet på Christiansborg… det ser bare forkølet ud. Det er derfor, det er så vigtigt at synliggøre, at vi alle står sammen, og at der er rigtig, rigtig mange af os”, sagde hun.

Et par timer senere trillede bussen ind mod messecenteret i Fredericia. En trafikprop kort før ankomst fik Trine og de andre til at hoppe ud og småløbe resten af vejen ind mod den store hangarbygning.

Stormødets formål var ikke bare at øge samhørigheden mellem forskellige faggrupper, men også at inspirere på tværs. Finde på faglige aktiviteter og metoder til at aktivere kollegerne, sætte fut i debatten, sikre hele Danmarks opbakning til de offentligt ansatte.

”Vi akademikere er jo ikke vant til det med strejke og lockout. Så hvad er det egentlig, vi skal gøre? Det er sådan noget, jeg håber på at få hjælp til”, sagde Trine Binding.

Kampen om befolkningens sympati
Trine Binding spænede det sidste af vejen forbi pædagoger i klaphatte og mennesker i røde kapper og fandt i sidste øjeblik en plads ved bord 25 midt i den enorme hal. Over hende hang store stadionskærme, der transmitterede fra scenen; man kunne ikke med det blotte øje se så langt uden teknisk hjælp.

Hun var spændt på at møde de andre tillidsrepræsentanter. For fællesskabets skyld.

”Det har da været lidt hårdt at være TR, synes jeg. Jeg startede ud helt uerfaren og følte mig noget alene. Jeg var eneste magister i egen afdeling”, fortalte hun.

”Det har ændret sig, sammenholdet er meget bedre i dag. Hvis jeg mangler nogen at sparre med lokalt, tager jeg en snak med djøferne. Jeg mener jo, at vi alle sammen er medarbejdere og skal bruge hinanden på tværs. Og jeg tror faktisk, jeg er endt med at blive glad for at være TR”, sagde hun med et smil.

Da først talerne på scenen var færdige – Trine var særligt rørt over en række støttehilsener fra de privatansatte – gik idéudviklingen i gang rundt om bordet. Trine sad over for formanden for lærerforeningen og havde til hver side en sygeplejerske og socialpædagog, der begge ikke var omfattet af konflikten, men alligevel mødt op for at støtte sagen.

”De er så gode. De har allerede budt ind med de første 25 idéer til, hvad vi kan gøre. Det er helt fantastisk”, sagde Trine.

Idéerne inkluderede:
  • Der skal laves morgenmad for de kolleger, der skal strejke – ”for at sige tak for, at de tager en for holdet”
  • Oprettelse af en strejke- og lockout-café, hvor kommunens borgere kan komme ind til en kop kaffe og en snak om konflikten
  • En ordentlig bunke chokolade til de berørte medlemmer – som en lille gestus
For Trine var dagen altså allerede ved middagstid, lang tid før busturen hjem, en stor succes.

”Det hele handler om at vinde kampen om befolkningens sympati. Og måden, vi kan gøre det på, er gennem sammenholdet. Det er tydeligt for mig i dag”.