I april blev en ulv skudt ulovligt ved Ulfborg i Vestjylland.
07.05.2018
Artikel

Landet, der råbte ulv

Ulven er tilbage i Danmark, og det har startet en hed debat om, hvorvidt der er plads til rovdyret. Historisk har ulven symboliseret fadermord, pædofili og sodomi. Og under hekseprocesserne var den symbol på en utæmmet natur, som går imod naturen selv, siger idéhistoriker.

Af Farhiya Khalid

Ulven har været borte fra den danske natur i omkring 200 år, men har nu meldt sin tilbagekomst i den danske fauna. Landmænd har spurgt om lov til at skyde den, fordi de frygter for deres dyrehold. Og jægere har fået konkurrence om deres jagtbytte. Imens diskuterer politikerne spørgsmålet om tryghed, og hvorvidt man kan og skal indhegne ulvene.

Men rovdyrets tilbagekomst handler ikke kun om sikkerhed og profittab for jægere og landmænd. Det er også et spørgsmål om natursyn og negative forestillinger om ulven, der har eksisteret i dansk kulturhistorie i århundreder, fortæller Frank Beck Lassen, der er idéhistoriker. Ulven har historisk være en stærkt negativ symbolsk figur, men også en kirkelig retskategori, man kunne dømmes under, forklarer han.

”Tilbage i historien var der vilde diskussioner om, hvorvidt mennesket var en del af naturen eller noget særligt i forhold til naturen. Og hvis vi var en del af naturen, kunne vi så blive dyriske? I denne forbindelse var ulven det store skræmmebillede”, siger Frank Beck Lassen.

Ulven mistænkes for fadermord, pædofili og sodomi
Idéhistorikeren fortæller, at der omkring 1600-tallet – under de danske hekseprocesser – fandtes en ”mandlig heksekategori”. Og det var under denne kategori, man fx kunne blive straffet for at have ”skiftet sig selv om til en ulv”.

”Det her foregår på et tidspunkt, hvor der er store diskussioner om, hvad naturen er for en størrelse. Og man opererer med et mekanisk natursyn – altså at naturen ikke er i kontrol over sine egne processer. Derfor ville det være underligt at kræve noget af naturen, som den ikke var skabt til at gøre”, siger Frank Beck Lassen.

Det er denne tro på en bestemt orden i naturen, og forbrydelser mod selvsamme orden, der er med til at gøre ulven til et skræmmebillede. For ulven blev tillagt datidens mest bestialske handlinger, som fadermord, pædofili og sodomi.

”Disse forbrydelser blev regnet for at være undtagelsesforbrydelser, for de var ikke kun en forbrydelse mod vores love – men også en forbrydelse mod naturens orden. Og hovedbilledet på det var, at man var blevet ”ulveagtig”. Det siger noget om den status, ulven har haft i vores historie”, fortæller Frank Beck Lassen.

”Historisk har ulven stået for det mest forfærdelige, en fuldstændig utæmmet natur og en natur, som nærmest går imod naturen selv. Så det er et overskudsfænomen, at man i dag synes, det er charmerende, at naturen ikke lader sig kontrollere”, tilføjer han.

Line Marie Thorsen er kunsthistoriker og forsker i en tværdisciplinær forskningsgruppe på Aarhus University Research, der undersøger det ”antropocæne” – en geologisk betegnelse for, at man nu kan ”se menneskets industrielle aktiviteter i jordlagene”.

Sammen med biologer, økologer og antropologer har Line Marie Thorsen arbejdet med feltet i Søby, hvor de lokale har haft besøg af flere ulve.

”Ud over vores konkrete interesser samarbejder vi også med lokalmiljøet og folk, der ejer jorden i området. Nogle af beboerne gik meget op i ulven, fordi de går meget op i jagt, der både er en hobby og en indtægt. Derfor var der en del spekulation om, hvordan man skulle forholde sig til ulve, der potentielt spiser det bytte, man havde tænkt skulle være ens eget”, fortæller Line Marie Thorsen.

For en del af de lokale handler det nemlig om forretning, forklarer Line Marie Thorsen.

”De vil selv jage eller tjene penge på jagt, mens landmændene er bekymrede for at miste dele af dyrebestanden. Og så er der dem, der er bange for at blive angrebet af ulven. Line Marie Thorsen mener dog, at der er en tendens til, at medierne fokuserer meget på dem, der er negativt indstillet over for rovdyrets genkomst.

”Der er også mange foreninger, der er dedikerede til en interesse for ulven, fx samarbejdet ulvetracking.dk, hvor lokale er indgået i et samarbejde med det naturhistoriske museum og nysgerrigt undersøger, hvordan ulven bevæger sig, og en hjemmeside som ulvenyt.dk”, siger hun.

Projektet Ulvedialog på Aarhus Universitet, som samarbejder med lokale beboere for at imødegå bekymringer ved at være nabo til ulven, er et andet eksempel.

Ja til vild natur, men helst i “de varme lande”
Ulven er blevet et symbol på den vilde naturs genkomst til et af verdens mest dyrkede lande. Men idéen om den vilde natur både for og imod ulven er paradoksal, mener Line Marie Thorsen.

"Mange vil mene, at der ikke har været vild natur i Danmark i hundredvis af år. Danmark har været et landbrugsland, og det kan man også se, hvis man kører en tur gennem landet. Vi har måske nogle nationalparker, men de er også defineret ved, at det er et stykke natur, som vi har besluttet os for at hegne ind”, siger Line Marie Thorsen.

Selv de ”vilde områder” har ifølge forskeren været til forhandling, fx i forhold til hvor mange kvadratkilometer en bestemt type natur skal have lov til at være på. Hun påpeger også, at der er folk, der iøvrigt holder øje med, passer og plejer områderne, så det er vildt på den rigtige måde.

”Argumentet om vildskab bliver anvendt i begge ”lejre”. De, der ikke kan lide ulven, bruger det til at sige, at ulven netop er vild natur og derfor ingen plads har her, fordi Danmark er et landbrugsland. Mens andre mener, at der netop er brug for ulven og de mere utæmmede sider af naturen, fordi der er så lidt natur i Danmark”, forklarer Line Marie Thorsen.

”Men selv steder som USA, hvor man har kæmpe nationalparker med vild natur, vil mange mene, at det stadig er noget, vi mennesker hele tiden definerer grænserne for. På den måde tror jeg, at spørgsmålet om ulven er en del af en større diskussion om, hvad vores naturforhold egentlig er og skal være”, siger hun.

For ligegyldigt hvor meget vi mennesker forsøger at træde uden for naturen, så smelter gletsjerne og polerne stadigvæk, mener Line Marie Thorsen. ”Og det gør de, selvom mennesker ikke nødvendigvis sætter deres ben der – så grænserne er lidt i opløsning”, siger hun.

Line Marie Thorsen finder nogle interessante perspektiver i de forskellige positioner i ulvedebatten. Perspektiver, der ikke altid flugter lige godt med vores forestillinger om os selv.

”Jeg vil gerne tage folks bekymringer seriøst, men det er interessant, at vi i et land som Danmark, hvor der er så stor støtte til organisationer, der fx hjælper tigeren i Asien eller løven i Afrika, kan have så stor modstand mod ulven her i landet”, siger Line Marie Thorsen.

”Man vil gerne støtte ”det vilde” andre steder, hvor ”de andre” ikke helt har lært at værdsætte naturen, men helst ikke herhjemme. Så kan man beundre det i naturfilm eller på ferier, men når det er ens egen baghave, så ændrer perspektivet sig ret radikalt”, siger hun.