Der er et politisk flertal bag nyt forslag om at ændre den nuværende karakteroptagsmodel til optag på baggrund af relevante fag for for den enkelte uddannelse.
19.06.2018
Nyhed

Politisk flertal vil ændre optagelsesmodel

Når studerende søger optag på en videregående uddannelse, skal de ikke vurderes på et karaktergennemsnit, men på de specifikke fag, der er relevant for den uddannelse, de ønsker optag på. Sådan lyder et nyt forslag, som møder politisk flertal.

Af Martin Ejlertsen
Karaktergennemsnittet er i dag det helt afgørende paramter, når studerende ønsker optag på en videregående uddannelse. Men det skal der ændres på. Fremover bør de studerende i stedet vurderes ud fra specifikke fag, som er relevante for det studie, som de ønsker optag på. Sådan lyder et nyt forslag fra Roskilde Universitet, Danmarks Tekniske Universitet og Dansk Erhverv. Og forslaget bliver modtaget positivt på Christiansborg. Der lader nemlig til at være et politisk flertal bag at ændre modellen fra den nuværende optagelsesmodel med et karaktergennemsnit til et optag på baggrund af relevante fag. Det skriver Politiken.

Socialdemokratiets uddannelsesordfører Mette Reissmann (S) kalder initiativet "spændende".

"Det ligger mig ikke helt fjernt, at man lader de relevante fag vægte mere", siger Mette Reismann.

Hun mener dog, at man skal være forsigtig med at ændre på optagelsessystemet, "for det skal man kunne stole på".

Også Radikale er åben for forslaget.

"Det giver meget bedre mening end det nuværende optag", siger tidligere uddannelses- og forskningsminister og nuværende uddannelsesordfører for De Radikale Sofie Carsten Nielsen.

Dansk Folkeparti er også positiv over forslaget. Ifølge DF’s uddannelsesordfører Jens Henrik Thulesen Dahl er det nye forslag "et lille skridt i en mere målrettet retning". Mens han ikke er klar til at skrotte karaktergennemsnittet, er han derimod tilhænger af, at uddannelserne skal kunne kræve et bundniveau på eksempelvis 7, og at de herefter kan supplere med en vurdering af karakterer i de relevante fag.

"Hvis du har et godt bundniveau, får du også fornuftige karakterer i forskellige fag. Og gymnasiet skal stadig give den brede dannelse", siger DF’s uddannelsesordfører.

Det skal være op til de enkelte universiteter
SF, Enhedslisten og Alternativet er alle klar til at gå længere end det, der i dagens debatindlæg bliver foreslået. De tre partier vil gerne længere væk fra karakterræset. I stedet skal de studerende i højere grad bedømmes ud fra en helhedsvurdering. Eksempelvis igennem optagelsesprøver og samtaler for at måle de studerendes motivation og engagement.

Mens Henrik Dahl fra Liberal Alliance mener, at et gennemsnit af karaktererne fra relevante fag er en "dårlig ide", så er forslaget ifølge Venstres uddannelsesordfører Mads Fuglede "rigtig godt". Men han mener, det skal være op til de enkelte universiteter at fastsætte, hvordan de udvælger studerende.

Konservative er ligesom Venstre åbne for at se på, om der er behov for ny optagelsesmodel.

Går glip af talent
Roskilde Universitets rektor Hanne Leth Andersen er en af initiativtagerne til det nye forslag. Hun mener, at det nuværende optagelsessystem betyder, at der er stor sandsynlighed for, at nogle af de allerstørste talenter befinder sig i en helt anden gruppe, end dem, der bliver optaget.

"Det er vi nødt til at tage højde for ved at lave et mere præcist optagelsessystem, som baserer sig på de relevante kvalifikationer", siger Hanne Leth Andersen.

DTU’s rektor og medinitiativtager Anders Bjarklev opfordrer ligesom Hanne Leth Andersen regeringen til at ændre på den nuværende karaktergennemsnitsmodel.

"Selvfølgelig er det godt for alle mennesker at være god til matematik, men hvis man skal være simultantolk og ikke har topkarakterer i matematik, gør det jo ikke noget, så længe man er vanvittigt god til sprog", siger Anders Bjarklev.