17.01.2018
Artikel

Strejken er arbejdernes vigtigste våben

Strejkevirksomhed har historisk set været en hjørnesten i kampen for bedre leve- og arbejdsvilkår. Historiker Margit Bech Vilstrup forklarer, hvorfor arbejdsnedlæggelse var et vitalt våben for den tidlige danske arbejderbevægelse.

Af Farhiya Khalid

1833 beskrev avisen Kjøbenhavnsposten, hvordan 15.000 “Arbeidere” i England havde forladt deres værksteder, efter at fabriksejerne havde nægtet at give dem lønforhøjelse. Samme avis beskrev også, hvordan fabriksarbejdere i Glasgow forgæves havde forsøgt at få forhøjet lønnen, hvilket var endt med, at arbejderne var “skredet til aabenbar Vold ved at bryde ind i Fabrikkerne og fordrive nyantagne Arbeidere, saa at der maatte hentes Tropper fra Edinburgh for at bringe dem til Lydighed”.

Arbejderoprør blev således introduceret for de danske avislæsere som noget, man mødte i blandt andet Frankrig og England, hvor industrialiseringen begyndte tidligere end i Danmark. Strejken er altså ikke et dansk fænomen, og begrebet kommer også af det engelske ord strike – at slå, som henviser til engelske sømænd, der i solidaritet med demonstrationer i London lammede handelsskibe ved at slå bramsejlene af.

I denne periode var der dog ikke særlig mange arbejdsnedlæggelser i Danmark, for der var ikke en stærk arbejderklasse, der kunne strejke, fortæller historiker Margit Bech Vilstrup, som har skrevet ph.d.en “Kampen om Arbejderne – Arbejderbegrebets politiske historie 1750-2017”.

“I England får man meget tidligere en fabriksarbejderklasse. Her oplever man strejker i begyndelsen af 1800-tallet, og det spreder sig til resten af Europa inklusive Danmark, hvor det dog først for alvor slår igennem, da den socialistiske arbejderbevægelse træder frem i 1871”, fortæller Margit Bech Vilstrup, der også er samlingschef på Arbejdermuseet.


“Slaget på Fælleden” er navnet på den tidlige danske arbejderbevægelses første åbne konfrontation med myndighederne. Slaget fandt sted som et stort slagsmål mellem arbejdere, soldater og politi søndag den 5. maj 1872 på Nørre Fælled i København.
Maleri: Erik Henningsen – “En agitator”

Nye friheder
Margit Bech Vilstrup fortæller, at der før denne periode ikke var en stærk forestilling om en arbejderklasse, der stod i modsætning til en arbejdsgiverklasse.

Strejkevirksomheden trængte igennem med de nyoprettede socialistiske fagforeninger, hvor man skabte og styrkede en retorik om, at arbejderklassen havde egne interesser, der stod i modsætningsforhold til arbejdsgivernes. Før den organiserede socialistiske arbejderbevægelse tog fat i landet, så man dog også enkelte arbejdsnedlæggelser.

For eksempel tømrere, snedkere og andre håndværkergrupper, der viste deres utilfredshed over uretfærdig behandling eller fyringer, fortæller Margit Bech Vilstrup. Men det var oftere impulsive og spontane protester, som man kaldte “oprør”, hvoraf den mest kendte er den såkaldte “tømrerskrue” i 1794 i København.

Under denne strejke nedlagde tømrersvendene arbejdet i håb om at forbedre deres lønforhold og opnå bedre social sikring. Men på dette tidspunkt var det ulovligt at strejke eller samle underskrifter, og der blev sågar indført strenge straffe for at “rotte sig sammen”.

Derfor skal udbredelsen af strejken blandt de danske arbejdere også ses i lyset af de nye politiske rammer som forsamlingsfrihed og ytringsfrihed med indførelsen af grundloven i 1849, fortæller Margit Bech Vilstrup.

Lav løn, strenge arbejdsreglementer, arbejdstid eller dårlige arbejdsvilkår kunne være ting, man ville have forbedret gennem en strejke.

Forskellige fag har fx ønsket at have monopol på bestemte opgaver, så hvis en arbejdsgiver anvendte en anden gruppe, kunne det føre til strejke. Det kunne i nogle tilfælde være kvinder, der blev brugt til at udføre traditionelt “mandearbejde”, eller brugen af ufaglærte arbejdere og børn.

“Kvinderne står ikke særlig stærkt i denne tid, men gradvist op igennem 1880’erne og så fra 1890’erne stiftes Kvindeligt Arbejderforbund, KAF. Men det er ikke en stor og stærk organisering. Kvinderne har altså ikke traditionelt stået forrest i strejkebevægelsen”, fortæller Margit Bech Vilstrup.

En stærk strejkekasse
Først og fremmest handler strejken om at sænke arbejdsgivernes produktion, fortæller Margit Bech Vilstrup, og det gav strejken gode muligheder for. Men hvis man skulle true med en strejke over for arbejdsgiverne, var det en tom trussel, hvis man ikke var velforberedt med en stærk strejkekasse.

“En stærk strejkekasse betyder, at man vil kunne stå imod arbejdsgiverne. Der er eksempler på fagforeninger, der er brudt sammen, hvor det har taget organisationen årtier at genopstå, fordi man ikke var økonomisk forberedt på strejken”, fortæller Margit Bech Vilstrup.

Der var mange organisationer, socialistiske såvel som borgerlige og kristelige, der forsøgte at organisere de danske arbejdere i 1800-tallet. Det, der kendetegnede den socialistiske arbejderbevægelse i modsætning til mange af de andre organisationer, var fokus på netop strejkekassen.

“Man skulle indgå i stærke fællesskaber, hvor man kunne spare sammen til at strejke. For hvis man ikke havde en stærk strejkekasse, var strejken nærmest dødsdømt på forhånd. Da Louis Pio stod i spidsen for den socialistiske arbejderbevægelse i 1871, advarede han fx meget imod de vilde og uorganiserede strejker. Det var vigtigt, at man var stærk, for ellers ville det blive en fiasko”, fortæller Margit Bech Vilstrup.

Solidaritet har været et kernebegreb i forbindelse med strejkerne. For man skulle opbygge en bevægelse, hvor fællesskabsfølelsen var stærk nok til, at den kunne sejre over den enorme fattigdom, som var en stærk motivation for at arbejde uanset hvad.

“Derfor var det vigtigt med fælles mål, og den socialistiske ideologi skulle italesætte nogle fælles fremtidsvisioner, der rakte ud i et mere retfærdigt samfund med bedre levevilkår. Så strejkerne har været meget vigtige for arbejder­identiteten, fordi de har været udtryk for den solidaritet, der var mellem arbejderne”, siger Margit Bech Vilstrup.

Fire måneders lockout
Der har historisk været forskellige måder at strejke på. Skruen og blokaden var begge populære strejkeformer, hvoraf den såkaldte omgangsskrue var særlig god, fortæller Margit Bech Vilstrup. Det betød, at arbejderne i en branche nedlagde arbejdet på de forskellige arbejdspladser efter tur.

“Her strejkede man på en enkelt arbejdsplads, mens en anden gruppe hjalp den strejkende gruppe økonomisk. På den måde kunne man holde strejken kørende længe”, siger hun.

Nogle af de mest kendte strejker efter dannelsen af den socialistiske arbejderbevægelse er de strejker, der leder frem til Septemberforliget i 1899, som også er blevet døbt “arbejdsmarkedets grundlov”. Her grundlægges den struktur for fagforeninger, forbund og arbejdsmarked, som vi i store træk kender i dag.

Op til Septemberforliget blev tusindvis af arbejdere lockoutet af arbejdsgiverne, hvilket vil sige, at de blev udelukket fra deres arbejdspladser. Arbejdsgiverne var trætte af en række snedkerstrejker i nogle jyske byer. Derfor igangsatte de en stor, landsdækkende lockout, der på sit højeste involverede mere end 40.000 arbejdere. Det førte til, at mange danske arbejdere endte med at gå og sulte over sommeren 1899, siger Margit Bech Vilstrup.


Den 5. september 1899 kunne datidens DA og LO underskrive Septemberforliget, der gjorde en ende på en lang og hård konflikt og samtidig fastlagde rammerne for arbejdsmarkedet. Her er byggearbejderne vendt tilbage til arbejdet efter fire måneders lockout. Foto: Københavns Bymuseum

“Konflikten ender i et forlig, hvor man får etableret arbejdernes ret til at organisere sig og til at strejke, og man får anerkendt arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. I den proces ligger der også nogle spilleregler for, hvordan og hvornår man må strejke”, fortæller Margit Bech Vilstrup.

Forliget, der blev indgået af DA og DsF (LO), fastslår blandt andet, at man kun må strejke i de perioder, hvor man forhandler overenskomster, og altså ikke i de perioder, hvor overenskomsterne gælder. Der er der strejkeforbud. “Der er dog masser af eksempler på, at der bliver strejket alligevel, men så er det en såkaldt overenskomststridig strejke”, siger Margit Bech Vilstrup.