Tegning: Adam O.
23.01.2018
Artikel

Magistrene er engagerede og stolte, men også stressede

Magistre er fagligt begejstrede individualister, viser ny undersøgelse. Men de deler også en dyb frustration over tidspres, omstruktureringer og usikkerhed i ansættelsen. Eksperter vurderer, at en ny kollektiv bevidsthed er på vej godt hjulpet af arbejdsgivernes angreb på frokostpausen.

Af Pernille Siegumfeldt

Magistre i både det private erhvervsliv og på offentlige arbejdspladser er så langt fra industriæraens “stemple ind og stemple ud”-mentalitet, som de næsten kan komme det. Og dog.

For mens engagement, udbredt stolthed og en stærk identifikation med opgaverne går igen hos kemikeren, professionshøjskolelektoren og chefkonsulenten, deler de også frustrationerne over arbejdsvilkår, som kan minde om lønarbejderens i det forrige århundrede: et konstant øget tidspres, omstruktureringer og usikkerhed i ansættelsen.

Det viser en undersøgelse, som DM har foretaget på baggrund af virksomhedsbesøg i hele landet og interview med knap 100 magistre på 11 små og store arbejdspladser.

Tænker på sagen hele tiden
At magistrene er fagligt opslugte individualister, er der masser af eksempler på i DM’s medlemsundersøgelse.

En 48-årig molekylærbiolog på et stort hospital formulerer en pointe, som går igen hos mange: “Jeg er stolt over det arbejde, vi laver, og den betydning, det har i andre menneskers liv”, siger hun.

En 27-årig NGO-ansat drømmer om at blive ved med at arbejde med de samme tematikker i fremtiden. “Jeg er enormt drevet af sagen. Jeg har et helt personligt engagement”, siger hun.

Og en 41-årig fuldmægtig nyder at blive helt opslugt af sit arbejde. “… når man tænker på sagen hele tiden, uden at det er en bekymring”, som han formulerer det.

En 38-årig museumsansat erkender, at hendes identitet er rigtig meget bundet op på at være arkæolog. “Det er en hobby og en livsstil”, fastslår hun.

Og en 63-årig chefkonsulent i en statslig styrelse føler sig hverken som en djøf’er, en magister eller som en bibliotekar trods sin oprindelige uddannelse.“Min følelse ligger i mine arbejdsopgaver”, pointerer chefkonsulenten.

Magistrene er både problemknusere, specialister, udviklere og de driftssikre.

“Jeg er den, der får det til at køre. Jeg kommer og redder kartoflerne ud af ilden”, forklarer en 54-årig kemiker.

“Jeg vil helst udvikle. Det vil alle AC’ere jo gerne”, siger en karrierevejleder på et universitet.

Flexicurity er til arbejdsgivernes fordel
Svarene i den kvalitative undersøgelse bekræfter nogle mønstre, som Rasmus Willig, der er sociolog og lektor på RUC, kan kende fra sin egen forskning. For det store engagement og den faglige stolthed bliver også let magistrenes bløde punkt, mener han.

“De er mere konkurrenceudsatte end nogensinde før, og det virkelige, underliggende problem er, at tilstanden af permanent usikkerhed er ved at sætte sig hele vejen rundt – i arbejdslivet og i psyken”, påpeger Rasmus Willig.

Han henviser blandt andet til, at løse ansættelser breder sig til alle arbejdspladser, samtidig med at dagpengeperioden er halveret, kompensationen mindsket og optjeningsprincippet strammet betydeligt i de senere år.

“Mens akademikerne har begravet hovedet i arbejdsbunkerne, har arbejdsgiverne haft held til at vride flexicuritymodellen, så den i dag er absolut mest til deres fordel”, påpeger Rasmus Willig.

Magistrene har meget mere til fælles på tværs af sektorer, brancher og uddannelser, end de måske selv er klar over. Fx at glæden ved arbejdsopgaverne kolliderer med oplevelsen af, at hverdagen alligevel ikke fungerer, og at det hele endda godt kan blive lidt værre, mener sociologen fra RUC.

“Mange har svært ved at gennemskue, hvorfor de har mavepine om morgenen, når de skal på arbejde, når nu de laver præcis det, de allerhelst vil”, forklarer Rasmus Willig.

Hverken særlige eller uerstattelige
Samarbejde og sparring med kolleger står højt på flertallets ønskeliste i DM’s undersøgelse, men det kan være svært i praksis, påpeger flere af undersøgelsens interviewpersoner, bl.a. en 39-årig adjunkt i en uddannelsesinstitution.

“Vi står alene som individer i den her organisation. Vi er pressede på fællesskabet, som jeg ellers elsker”, siger han.

Samtlige interviewede har desuden oplevet omstruktureringer inden for det sidste år, uden at de er blevet inddraget. Det går ud over kollegaskabet og engagementet.

“Det er da sørgeligt, at jeg bliver ligeglad. Det er en overlevelsesstrategi”, siger én, mens en anden ville ønske, at hun kunne være mere ligeglad: “For jeg er godt nok træt, når jeg kommer hjem”.

Undersøgelsen viser, at akademikernes forestilling om, hvem de er, er under hastig forandring. Det mener lektor Einar Baldursson fra Center for Klinisk Hverdagspsykologi ved Aalborg Universitet. 

“Magistrene ved godt, at de ikke længere er hverken helt særlige eller uerstattelige. Det nye er, at flere og flere af dem indser, at arbejdsgiveren er en modstander. Nogle har levet meget længe i den illusion, at de var fælles med fx Moderniseringsstyrelsen om et højere mål”, siger Einar Baldursson.

De højtuddannede skal lære at tænke som den nye arbejderklasse, mener arbejdspsykologen.

“Undersøgelsen dokumenterer, at de fleste håndterer deres daglige udfordringer individuelt og passivt, fx ved at sygemelde sig, hvis det bliver for slemt. Men hvis provokationerne bliver skingre nok – som fx angrebet på lærerne i 2013 og nu frokostpausen – så tror jeg, vi vil se, at et stærkere fællesskab kan blomstre på ny, måske ikke som en konfrontation i forbindelse med denne overenskomst, men senest om to forhandlinger”, understreger Aalborg-lektoren.

DM’s formand, Camilla Gregersen, har også talt om betydningen af et fællesskab i de svære forhandlinger, der venter forude.

“I den her situation er sammenholdet i fagbevægelsen af afgørende betydning”, siger hun.