“Det er rigtig fedt at kunne give sin tørre viden en mere appetitlig form, der også er relevant for mennesker uden for universitetsverdenen”, siger Anna Schram Vejlby.
25.01.2018
Artikel

Museumsinspektø­ren fik sin ph.d. ud til tusinder

De levede midt i romantikken, hvor det var tilladt at være følsom. Alligevel er guldalderens portrætmalerier tilknappede. Det fik Anna Schram Vejlby til at undre sig, og således kom hun på sporet af sin ph.d.-afhandling, der endte på museumsvæggen.

Af Pernille Siegumfeldt

I 2013 fik Anna Schram Vejlby penge af Ny Carlsbergfondet til at skrive en ph.d.-afhandling om det følelsesliv, der udspillede sig på guldaldermaleren C.W. Eckersbergs tid. Hun ville undersøge, hvorfor hans portrætpersoner er så tilknappede.

Normalt bliver en ph.d.-afhandling læst af cirka en håndfuld mennesker. Men den 7. januar, når Anna Schram Vejlbys arbejdsplads lukker særudstillingen “Fra den bedste side”, er museumsinspektørens forskningsresultater nået ud til tusindvis af mennesker.

At udføre forskning, der ikke ender i det rene “akademikervolapyk”, som hun kalder det, er en kæmpe tilfredsstillelse for en kunstformidler som Anna Schram Vejlby.

“Det er rigtig fedt at kunne give sin tørre viden en mere appetitlig form, der også er relevant for mennesker uden for universitetsverdenen”, siger hun.

I fire rum har gæster på Den Hirschsprungske Samling kunnet nærstudere de tilknappede ansigter på malerierne af mestre som Eckersberg, Marstrand og Christen Købke, der i første halvdel af 1800-tallet havde travlt med at male borgerskabet på bestilling. Publikum har hørt foredrag, mens de strikkede, og fået historierne om, hvorfor der ikke stod ret mange følelser malet i hovedet på guldalderens mænd, kvinder og børn, til trods for at de lige var sluppet ud af den fornuftsbårne oplysningstid og ind i romantikken.

Valgte bevidst universitetet fra
Anna Schram Vejlby er den første medarbejder på Den Hirschsprungske Samling, som har fået orlov fra sin faste stilling for at skrive en afhandling. Men hun er næppe den sidste.

“Når et museum har forskere på ph.d.-niveau, giver det mulighed for at søge andre forskningsmidler, at få adgang til de store fonde og til nye internationale samarbejder. Forhåbentlig betyder det også, at kvaliteten af de særudstillinger, som vi skal til at lave flere af, bliver løftet”, forklarer Anna Schram Vejlby.

Da Ny Carlsbergfondet for små ti år siden begyndte at give midler til ph.d.-stipendiater inden for kunsthistorie, var det ikke mindst med det mål for øje, at teori og formidling skulle tænkes bedre sammen. Med udstillingen er det i høj grad lykkedes for den nu 38-årige museumsinspektør på Den Hirschsprungske Samling.

“Jeg valgte bevidst ikke at sidde på universitetet og arbejde, fordi jeg gerne ville være i tæt kontakt til værkerne. Vi er et lille sted med kun to inspektører og en direktør, men de andre har været meget opmærksomme på at give mig arbejdsro, og der blev ansat en vikar i mit job”, siger Anna Schram Vejlby.

Handsker og hat på, når de gik ud i verden
Det var hendes egen undren, der satte den da 34-årige mag.art. på sporet af sit ph.d.-projekt.

“Når jeg gik rundt på museet og kiggede på alle de mange stenansigter i guldalderkunsten, syntes jeg, at det var mærkeligt. Følelserne er gemt væk, selvom de er malet lige midt i romantikken. Det fik mig til at studere den følelses- og samtidshistoriske kontekst lidt nærmere”, forklarer Anna Schram Vejlby.

I dag er vi vildt optaget af at mærke efter og registrere, hvordan vi har det, og mange lufter deres inderste følelser i det offentlige rum. Idealerne var nogle helt andre på Eckersbergs tid.

“Man måtte gerne nære stærke følelser for både familie og fædreland, men man holdt det i det private rum. Borgerskabet lagde en distance, helt fysisk ved fx at iføre sig handsker og hat, når de gik ud i verden. Derfor er ansigterne også malet helt neutralt”, forklarer Anna Schram Vejlby.

Det åbner værkerne på en ny måde, når man sætter dem ind i en følelsesmæssig, men også historisk kontekst, mener hun.

“Napoleon var på fremmarch i det meste af Europa, Rusland og Egypten, så den hjemlige nationale identitet voksede sig stærkere. Flid, troskab og familien fik også en mere fremtrædende plads, hvorfor vi kan se flere af damerne på malerierne med strikketøj”, fortæller Anna Schram Vejlby.

Man skal kende omstændighederne
Et af Eckersbergs malerier er portrættet af en lille rødkindet dreng i profil. Det er maleren Jens Juels søn.

“Vi ved, at det er malet efter drengens død. Men typisk for guldalderen bliver de store følelser, som er forbundet med tabet af et barn, ikke kommunikeret bombastisk ud i værket. Man kan ikke se med det blotte øje, hvad der foregår følelsesmæssigt, man skal kende omstændighederne”, siger Anna Schram Vejlby.

Ideen til at arrangere en udstilling på basis af hendes forskning kom sent til både hende selv og museet.

“Det er ikke så ligetil at omsætte forskningsresultater, så en bredere skare kan få glæde af det. Det tager tid at sortere i materialet, og vi har diskuteret en del, hvor meget sukker vi skal strø ud for at få det til at glide ned. Personligt har jeg intet imod at gøre det kulørt, fx ved at gå bag om værkerne og dele lidt flere private oplysninger med publikum”, erklærer Anna Schram Vejlby.