18.01.2018
Nyhed

Innovationschef: Fagforeninger kan ende som app

Fagforeningerne er for uambitiøse, mangler visioner for fremtiden og skal finde en ny eksistensberettigelse, mener Line Groes, som er partner og CEO i innovationsbureauet Is It A Bird.

Af Martin Ejlertsen

Du ser faresignaler for, at fagforeninger disruptes og i fremtiden bliver erstattet af en digital løsning, sandsynligvis en app. Hvorfor ser du disse faresignaler?

De problemer, som fagforeninger i sin tid var løsninger på, har de egentlig langt hen ad vejen sejret med. På baggrund af de medlemsanalyser, jeg med mit firma har lavet for en række fagforeninger, kan vi se, at mange medlemmer i høj grad bruger fagforeningerne som en forsikring. Men den type service kan man sagtens digitalisere som en app.

Jeg ønsker ikke, at fagforeningerne skal ende med at være en app. Men det, mener jeg, vil ske, hvis de ikke finder en ny eksistensberettigelse. De skal finde samfundsudfordringer, som de kan give nye svar på, for det, de har på hylderne i dag, ligner i høj grad et medlemskab af et forsikringsselskab, hvor man har abonnement på juridisk sparring, hvis uheldet er ude.

Hvad er det du mener, fagforeningerne har sejret med?

De er lykkedes med grundlæggende set at skabe gode arbejdsvilkår - som fx ordentlig løn og arbejdstid. Jeg tror i bund og grund, at de fleste af os synes, at vi har nogle gode arbejdsvilkår i dag. Det kan vi i høj grad takke fagbevægelsen for.

Men vi udvikler os med lynets hast, og udviklingen vil kun komme til at gå hurtigere i fremtiden. Jeg mener ikke, at fagforeningerne formår at tackle mange udfordringer, som ikke eksisterede for 100 år siden.

Et eksempel er stress. Hvorfor tillader fagforeningerne, at så mange går ned med stress? Andre former for arbejdsskader har man historisk haft stort fokus på og gode løsninger, men stress passer ikke rigtigt ind i de løsninger, fordi det mere er et strukturelt problem.

Tillader fagforeningerne, at mange går ned med stress?

Jeg mener i hvert fald ikke, de har fundet gode svar på den udfordring. Svarene på den udfordring bliver nemt reduceret til mindfulness-kurser, hvilket implicit lægger ansvaret for stress på den enkelte – altså det modsatte af de solidariske løsninger, som fagbevægelsen ellers har vundet så mange kampe på.

Det er naturligvis ikke kun fagbevægelsens ansvar at løse dette. Det er jo også arbejdsgivernes. Det er blevet et stort samfundsproblem, at så mange blive syge med stress af at arbejde.

Jeg savner at se fagbevægelsen køre hårdere på den dagsorden. Men ikke med traditionelle værktøjer. Der skal rejses nye type af diskussioner, som måske i højere grad bygger på dialog end en kampretorik. Det, synes jeg, vil være et oplagt sted for fagforeningerne at finde sin fremtidige eksistensberettigelse.

Du har gennem de seneste år bl.a. også arbejdet som rådgiver og konsulent for flere fagforeninger. Hvad rådgiver du selv fagforeningerne til at gøre ved dette problem?

En af mine kæpheste er at finde et større formål med, hvorfor man er til. Det, tror jeg, er tid til at redefinere for mange. Hvilke nye problemer kan fagbevægelsen være svar på?

Det skal man starte en dialog med medlemmerne om. Man skal turde se det i øjnene og tage valg vel vidende, at man kan miste medlemmer på det i den proces. Jeg hører, at mange fagforeninger har som mål at have mange tilfredse medlemmer. Det synes jeg ikke er ambitiøst nok. Man skal starte med at kigge på, hvilke forandringer man vil skabe i samfundet. Og hvilke problemer man kan hive fat i.

Tillægger du ikke fagforeninger for stor magtposition til at kunne forandre tingenes tilstand?

Måske, jo. Men jeg tænker, at vi har brug for alle aktører. Fagforeningerne kan ikke løse alle vores problemer, men de kunne have en potentiel stærk position. Vores arbejdsmarked kommer til at ændre sig ret markant i fremtiden. Så fagforeningerne skal frem i bussen for at være med til at forme dette arbejdsmarked.

Det bliver tit lidt for reaktionært, hvor man fokuserer på at holde fast i rettigheder og bliver sur, hvis man får taget sin frokost. Det kan jeg på sin vis godt forstå, men det kan også være lidt bagstræberisk. Jeg vil hellere se nogle visioner om det arbejdsmarked, som ændrer sig i takt med den øgede digitalisering og globalisering, hvilket vi allerede ser nu.

Er du selv medlem i en fagforening

Nej, det er jeg ikke. Nu er jeg jo arbejdsgiver. Men jeg var medlem i Djøf, dengang jeg var embedsmand.

Jeg betaler til en a-kasse, men det er jeg også begyndt at reflektere over, hvorfor egentlig? Man bliver nemt fanget i traditioner og tanken om sikkerhed. Jeg tror, at jeg er på linje med mange, når jeg siger, at jeg meldte mig ind engang, da jeg var nyuddannet og havde brug for sikkerhed.

Men så bliver man tilmeldt Betalingsservice, og så glemmer man nemt, hvorfor man betaler, og hvad man får for de kontingentpenge. For måske man kunne bruge de penge på en anden måde, som er mere meningsskabende for den enkelte. Og det er netop hele problemet for fagforeningerne, at de ikke er meningsskabende nok for den enkelte.

Mange eksperter peger jo på, at vi kan stå overfor den største konflikt i mange år på det offentlige område. Så er der ikke stadig brug for, at fagforeningerne også påtager sig en mere traditionel rolle?

Jo, det tror jeg da også. Jeg synes også bare, at der er noget som peger på, at fagbevægelsen også har brug for en anden årsag til at eksistere.

Jeg mener ikke, det er nok bare at kæmpe for de vilkår som er opnået tidligere. Det er også derfor, at så mange medlemmer hopper over i de gule fagforeninger. Jeg tror, mange ikke kan gennemskue, hvorfor de skal være solidariske, og hvad det egentlig vil sige.

Jeg synes, vi skal lidt væk fra det med, at vi skal have nogle rettigheder, fordi jeg tror at vi i bund og grund er lidt forkælede.

Men mister vi ikke de rettigheder, hvis vi ikke til stadighed kæmper for at holde fast i dem?

Jo, men jeg tror ikke, det er nok til at fastholde fx de unge. De tager rettighederne for givet.

Der er også større problemer i vores samfund, hvor jeg savner at se fagforeningerne som aktør og platform for at skabe handling og tage det ansvar på sig. Det kunne være globalisering og polarisering. Det har store konsekvenser. Det bekymrer da også mig.

Man skal som fagforening kigge på, hvad ens medlemsskare resonerer på. Folk vil gerne føle sig som en del af en bevægelse og skabe forandring. Der kan fagforeningerne være en del af.