"Kvinder skal vælges ud fra deres kompetencer og ikke deres køn", siger erhvervsminister Brian Mikkelsen.
11.01.2018
Nyhed

Erhvervsminister: Virksomheder risikerer bøde

Lov om ligestilling på chefgangene i danske virksomheder har begrænset virkning, fastslår Erhvervsstyrelsen i ny evaluering om kvinder og ledelse. Virksomhederne risikerer politianmeldelser og bødestraf, hvis de ikke efterlever loven, fastslår erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).

Af Martin Ejlertsen

Hvad vil ministeren – om noget - gøre for at ændre på området, nu hvor Erhvervsstyrelsen fastslår i en ny evaluering for Erhvervsministeriet, at loven, som virksomhederne skal efterleve, har en ”begrænset virkning”?

Jeg mener, at vi skal se tiden an og give reglerne mere tid til at virke. Desuden vil regeringen se på, om der skal sættes initiativer i gang, der kan være med til at understøtte virksomhedernes arbejde med at få flere kvinder ind i ledelsen. 

Det kan for eksempel være i form af benchmarking af virksomheder eller igennem dialog med rekrutteringsbranchen om, hvordan man mere målrettet kan sikre bredere kønsmæssig repræsentation i rekrutteringsgrundlaget, når bestyrelsesposter skal besættes.

Hvad siger ministeren til, at det med den nuværende fart vil tage 35 år, før der er en 40/60 procent fordeling på ledelsesgangene i de største danske virksomheder?

Jeg ser meget gerne, at der kommer flere kvinder i ledelser og bestyrelser. Evalueringen viser da også, at det går fremad, og at der rent faktisk er kommet flere kvinder i virksomhedernes bestyrelser. 

Erhvervsstyrelsen har i 2017 haft fokus på virksomheder, der ikke efterlever reglerne og har i den forbindelse udstedt 70 påbud. Det vil der blive fulgt op på i år, og ultimativt risikerer virksomhederne at blive politianmeldt og modtage en bøde, hvis de ikke lever op til reglerne.

Socialdemokratiet kritiserer regeringen for at blive ved med at sparke problemstillingen til hjørne og ikke sørge for, at virksomhederne følger loven. Hvad siger ministeren til den kritik?

Hele 94 pct. af de omfattede virksomheder lever op til kravet i lovgivningen om at opstille måltal. Men udviklingen sker ikke fra den ene dag til den anden. Som samfund er vi stadig i gang med en langvarig proces, opbygningen af en slags fødekæde for kvindelige bestyrelsesmedlemmer, hvor flere kvinder bliver ledere og direktører i erhvervslivet, inden de bliver involveret i bestyrelser. 

Derfor er det efter min mening for tidligt at konkludere noget endeligt om reglernes effekt. Men det er vigtigt for mig at understrege, at kvinder skal vælges ud fra deres kompetencer og ikke deres køn.