Mette Christensen skal som forligsmand forsøge at få parterne til at nå til enighed om ny overenskomst på det statslige, kommunale og regionale område.
28.02.2018
Nyhed

OK18: Sådan vil Forligsen søge kompromiset i svære forhandlinger

Når forhandlingerne bryder sammen, træder forligsmanden til. Med loven i hænderne kan hun tvinge parterne til at tale sammen – om nødvendigt med politiets magt.

Af Troels Kølln
Igennem 108 år har særligt én institution holdt sammen på den danske model: Forligsinstitutionen.

Hver gang arbejdsgivere og lønmodtagere ikke kan blive enige om at forny overenskomsten, tager ”Forligsen” over, og det er Mette Christensen, der skal lede mæglingen denne gang.

Hun har været forligsmand siden 1993 og er tidligere vicepræsident i Sø- og Handelsretten. Det er nu hendes opgave at undgå en konflikt ved at mægle sig frem til en ny aftale, der med parternes accept skal sendes til afstemning hos medlemmerne.

”Forligsinstitutionen fungerer som problemløser og buffer for parterne. Hvis der er pres fra baglandet i hårde forhandlinger, kan de lægge ansvaret for en aftale over på forligsmandens skuldre. Det gør det nemmere for forhandlerne at gøre de indrømmelser, der er nødvendige i ethvert forlig,” siger arbejdsmarkedsforsker Nana Wesley Hansen, der følger overenskomstforhandlingerne tæt.

Udmattelse og velvilje
Forligsinstitutionen har magten til at tvinge arbejdsgivere og lønmodtagere til at dukke op til forhandlinger – i yderste tilfælde med politiets hjælp. Parterne har desuden pligt til at give alle de oplysninger, som forligsmanden har brug for.

Desuden kan forligsmanden udsætte en konflikt i to gange to uger. Første gang, hvis der er brug for mere tid, og anden gang hvis konflikten har særlig samfundsmæssig betydning. Med andre ord kan en storkonflikt i år muligvis udskydes til slutningen af april.

”Det er hende, der indkalder til møderne, og det er hende, der bestemmer, hvor længe de skal blive siddende. På den måde kan hun arbejde med et element af udmattelse, som også spiller en væsentlig rolle i forhandlingerne”, forklarer Nana Wesley Hansen.

Det er dog intet værd uden velvilje fra arbejdsmarkedets parter, pointerer hun.

”Erfaringen fra tidligere mæglinger er, at der er nødt til at være en vis villighed til at være med på at forhandle blandt parterne. Hvis ikke parterne har interesse i et kompromis, bliver opgaven rigtig svær”.

Sådan bliver arbejdet grebet an
”Forligsmanden vil som udgangspunkt arbejde med det, der er blevet sendt frem og tilbage over bordene under forhandlingerne. Men hvis parterne ikke har lagt noget frem på skrift – der bliver jo ikke taget referater ved forhandlingsmøderne – så bliver det en hårdere opgave”, siger Nana Wesley Hansen.

Hun vurderer, at der i dette tilfælde vil være tilstrækkeligt med dokumenter på skrift til, at processen kan komme fornuftigt i gang. Resten er et spørgsmål om magtkampe og kompromisser.

Som arbejdsmarkedsforskerne Jesper Due og Jørgen Steen Madsen har skrevet, er målet for forligsmanden nemlig ”at nå frem til det resultat, der ville komme ud af en eventuel konflikt … Et mæglingsforslag skal afspejle styrkeforholdet mellem parterne”.