01.02.2018
Nyhed

Smed, humanist, politibetjent - hvem tjener mest?

Økonomisk kan det bedre betale sig at beskæftige sig med tal end humaniora, fastslår ny rapport. Men humanisten klarer sig faktisk bedre end sit rygte, viser denne opgørelse.

Af Thomas Bøttcher

Der uddannes alt for mange humanister, lyder det fra tid til anden, når økonomer, politikere og andre diskuterer nytten af de seneste mange års vækst i uddannede inden for humanistiske fag.

Det startede med Produktivitetskommissionen og med Rockwoll Fondens nye rapport er det sket igen, og forskerne bag rapporten peger blandt andet på, at en erhvervsøkonom efter ti år tjener 10.000 kr. mere end en humanist. Men som det fremgår af nedenstående, kan man faktisk ud fra en økonomisk betragtning finde gode argumenter for alligevel at vælge specialisere sig i assyrisk kunst eller Carl Nielsens vokalværker, hvis nu ikke det der med tal og handel på CBS fanger interessen.

LÆS OGSÅ: Giv ufaglærte en uddannelse og hæv milliardgevinst

Listen er en opgørelse over livindkomst i mio. kr. for forskellige faggrupper og er udarbejdet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd:

Murer 14,5
Tømrer 14,9
Smed 15,1
Mekaniker 15,7
Sygeplejerske 16,0
Politibetjent 16,7
Lærer 16,8
Humanist 17,6
Socialrådgiver 18,3
Arkitekt 18,9
Biolog 20,0
Økonom 29,4
Læge 32,4
Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd