04.12.2018
Nyhed

Landbrugsstyrelsen ansætter og fyrer

Landbrugsstyrelsen har opsagt 71 medarbejdere på grund af faldende bevillinger. Men op til fyringerne har styrelsen ansat 149 nye medarbejdere, viser aktindsigt. Tillidsrepræsentanter er rasende.

Af Thomas Bøttcher og Tobias Dinnesen

Som en konsekvens af ”faldende bevillinger” blev 71 medarbejdere afskediget i Landbrugsstyrelsen i slutningen af oktober.

En aktindsigt som Magisterbladet har modtaget, viser imidlertid, at Landbrugsstyrelsen op til fyringsrunden iværksatte en omfattende rekruttering af nye medarbejdere. Fra januar til september i år ansatte styrelsen 149 ny medarbejdere, herunder 15 alene i september, hvor fyringsrunden blev bebudet.

Ifølge de tillidsfolk som Magisterbladet har talt med burde direktionen på et langt tidligere tidspunkt have taget bestik af situationen og forudset, hvor det ville ende, så man ikke var havnet i en situation, hvor så mange skulle afskediges.

De mange nyansættelser i løbet af 2018 er sket til trods for, at Landbrugsstyrelsen allerede i september 2017 i en teknisk gennemgang af regeringens finanslovsforslag stod overfor store millionbesparelser, påpeger de.

Med finansloven, der blev vedtaget 22. december 2017, stod det så sort på hvidt, at styrelsens driftsbevilling ville falde med 86 mio. kr. fra 2018 til 2019.

Styrelsesdirektør Jette Petersen kaldte i september i BT tilpasningen for en ”mavepuster” og til Djøf-bladet har hun 11. oktober sagt om den faldende bevilling i 2019, at "det kan vi ikke håndtere med naturlig afgang og ansættelsesstop".

Men ifølge tillidsrepræsentanterne klinger Jette Petersens udtalelser hult. De peger på, at medarbejdere allerede i 2017 advarede ledelsen om den alvorlige økonomiske situation. Og på et møde i samarbejdsudvalget den 10. april 2018 anmodede HK-tillidsrepræsentant Michael Jensen af samme årsag om et øjeblikkeligt ansættelsesstop.  

Afviste ansættelsesstop

Anmodningen blev afvist af Jette Petersen. Hun ønskede i stedet for at afvente resultatet af en igangværende budgetanalyse, der skulle ”identificere mulige løsninger på Landbrugsstyrelsens fremadrettede økonomiske udfordringer”, som hedder i styrelsens årsrapport fra marts. Efter anmodningen om et øjeblikkeligt ansættelsesstop og frem til september ansatte styrelsen mindst 62 medarbejdere.

”Direktionen har henvist til budgetanalysen, men det holder jo ikke, for de overordnede linjer var tydelige. Vi var i en uholdbar situation. Og uanset hvad kunne budgetanalysen ikke ændre på de store besparelser i finansloven”, siger HK-tillidsrepræsentant Michael Jensen.

DM-tillidsrepræsentant Thomas Schjønning er enig.

”Tingene hænger ikke sammen. Direktionen kunne på et langt tidligere tidspunkt have taget bestik af situationen og forudset, hvor det ville ende. Hvis det var sket, og man havde udvist rettidig omhu, var vi ikke havnet i en situation, hvor så mange skulle afskediges”.

Takket være 32 frivillige fratrædelser er antallet af afskedigelser blevet reduceret til 39.

Ifølge Landbrugsstyrelsen har det ikke været muligt for Jette Petersen at stille op til et interview med Magisterbladet. Men i et skriftligt svar skriver hun, at ”det er forståeligt, at man kan undre sig over, at der er rekrutteret medarbejdere i en tid med økonomisk usikkerhed”.

”Det er nærliggende at tænke, at hver nyansat er ensbetydende med en ekstra afskedigelse, men det er kun på papiret. Tingene er desværre ikke så enkle i virkeligheden”, skriver hun og uddyber:

”Selv om medarbejderne på mange måder er fleksible og tilpasser sig nye opgaver, er det også et faktum, at styrelsen med sin spredte geografi og store spænd i opgaver og kompetencebehov ikke er i en situation, hvor vi kan løse udfordringerne alene med opbremsning i ansættelser og eventuelle omplaceringer”.