30.08.2018
Nyhed

Regeringen fortsætter besparelser på arbejdsmiljøet

I sit finanslovsforslag lægger regeringen op til at spare 40 mio. kr. på Arbejdstilsynet. Dermed fortsætter de senere års nedskæringer. Hovedløst, mener DM’s formand.

Af Thomas Bøttcher

Står det til regeringen, skal flere års nedskæringer på arbejdsmiljøområdet fortsætte i 2019. Det fremgår af regeringens finanslovsforslag, der lægger op til en besparelse på yderligere 40 mio. kr. næste år på blandt andet Arbejdstilsynet, der står til at miste finansiering af blandt andet tilsyns- og udviklingsopgaver.

Hvis regeringen opnår støtte til forslaget, vil de samlede besparelser løbe op i 117 mio. kr. siden 2016.

At regeringen endnu engang vil spare på Arbejdsmiljøområdet, bliver mødt med hård kritik af Dansk Magisterforenings formand Camilla Gregersen.

”Det er hovedløst, at regeringen igen vælger at nedprioritere arbejdsmiljøområdet. Vi lever i en tid, hvor flere og flere får stress og andre arbejdsrelaterede lidelser – og vi har brug for en oprustning – ikke en nedsmeltning”, siger hun.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen har flere gange i løbet af sin ministertid fastslået, at den danske arbejdsmiljøindsats skal være bedre, blandt andet når det gælder forebyggelse af stress. Men ifølge forslaget står Arbejdstilsynet næste år til at miste 25 årsværk oven i de 85 årsværk, der er skåret væk siden 2015.

Arbejdsmiljøforskning rammes også

Regeringen vil også skære i støtten til Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Ifølge finanslovsforslaget står forskningscenteret til at miste 11 mio. kr.,  herunder 7,7 mio. kr. til forskning og myndighedsbetjening.

Ifølge Camilla Gregersen er det uforståeligt, at regeringen på den ene side tilfører arbejdsmiljøområdet færre og færre mider, men samtidig taler om behovet for at forbedre indsatsen.

”Det er stærkt foruroligende, at regeringen slet ikke har blik for, at indsatsen for at sikre sunde arbejdspladser og godt arbejdsmiljø er afgørende for, at vi alle kan holde i flere år på arbejdsmarkedet”.

Også socialdemokraternes beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen er kritisk overfor udspillet.

”Vi er imod, at man skærer på Arbejdstilsynet og mener, at niveauet skal tilbage til, hvor det var i 2015, for regeringen har gennemført besparelser lige siden. Det går ikke, at vi kan se, at både det psykiske og det fysiske arbejdsmiljø bliver ringere og ringere, og ministeren nedsætter ekspertudvalg, der skal se på området, samtidig med at regeringen skærer på det tilsyn, der skal føre kontrol med området”, siger han.

Magisterbladet har bedt om en kommentar fra beskæftigelsesministeren.