Michael Ziegler, borgmester i Høje-Taastrup Kommune, chefforhandler ved OK18 for KL
KL's chefforhandler Michael Ziegler fortæller, at der stadig er lang vej til at opnå enighed med lønmodtagerne om en OK18.
03.04.2018
Nyhed

OK18: Forhandlinger går i sneglefart

På trods af maratonforhandlinger hen over påsken i Forligsinstitutionen er arbejdsgiverne og lønmodtagerne ikke kommet meget tættere på en aftale. Lønnen skiller stadig parterne ad.

Af Martin Ejlertsen

Flere dages maratonforhandlingerne hen over påsken har ikke givet konkrete resultater i forhandlingerne om en ny overenskomst for de offentlige ansatte. Forhandlingerne snegler sig ifølge parterne fremad.

Parterne på det kommunale område var samlet fra kl. 10.30 mandag til kl. 2.30 natten til tirsdag, men trods knap 17 timers forhandlinger uden resultatet.

"Jeg ærgrer mig. Men jeg kender forhandlingssystemets tålmodighed. Det er en dyd i forhandlinger", siger formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen, der er chefforhandler for de kommunalt ansatte til TV2.

Han påpeger, at parterne gerne havde landet en aftale mandag.

"Men det har vi så ikke gjort. Så nu tror jeg, at det er en god ide, at vi alle sammen går hjem og sover lidt, så vi er friske i morgen", siger lærernes formand.

Også lørdag var forhandlerne på det kommunale område samlet til 14 timer lange forhandlinger. Men ifølge chefforhandler for de kommunale arbejdsgivere Michael Ziegler, så er der trods flere dages lange forhandlinger stort set ingen fremskridt i at blive enige om en lønmodel for de offentlige ansatte.

"Det går trægt lige i øjeblikket. Vi arbejder benhårdt for at nå hinanden, men jeg er nødt til at være ærlig og sige, at lige nu synes jeg, at det er lidt svært", siger han til TV2.

Lønmodel skiller parterne
Det er formand for FOA Dennis Kristensen enig i. Også han forklarer, at parterne ikke kan blive enige i diskussionerne om en lønmodel.

"Jeg ville forfærdelig gerne sige, at vi var tæt på et gennembrud, men det er vi ikke. Til gengæld er vi heller ikke tæt på et sammenbrud", siger Dennis Christensen.

FOA’s formand forklarer, at den model, parterne forsøger at blive enige om, nu tager udgangspunkt i, hvor meget lønningerne forventes at stige på det private arbejdsmarked og så sætte lønninger i det offentlige i relation til det. Men det kan man heller ikke blive enige om.

"Nej, jeg synes ikke, at vi er rykket os ud af stedet", siger Dennis Kristensen til DR.

Sammenbrud ikke aktuelt - lige nu
Også Michael Ziegler medgiver, at de mange timers kamp med at prøve forskellige beregningsmodeller af indtil nu har været forgæves.

"Man kan roligt sige, at der er et pænt stykke vej igen, før vi kan nå til enighed. Knasterne er hvor store lønstigninger, som der kan gives", siger KL’s chefforhandler til DR.

Han forklarer dog også, at et egentlig sammenbrud i forhandlingerne ikke er aktuelt endnu.

"Lige nu er der trods alt rimelig lang tid til den nye deadline, så sammenbrudsscenariet er ikke aktuelt lige nu. For mig er planen, at vi skal i mål med det her", siger Michael Ziegler til DR. 

Storkonflikt udsat foreløbigt én gang
Onsdag i sidste uge blev den varslede strejke den 4.april 14 dage udsat af forligskvinden Mette Christensen for at holde gang i forhandlingerne. 

Dermed vil der udbryde strejke den 22. april og lockout den 28. april, såfremt parterne ikke når til enighed inden for den nuværende forhandlingsperiode i Forligsen, og konflikten ikke udsættes i endnu 14 dage.

Samtidig er der også muligheden for, at forligsmand Mette Christensen stopper forhandlingerne og erklærer dem afsluttet uden resultat, i så fald vil strejke og lockout træde i kraft samtidig fem dage senere – dog med den undtagelse, at lockouten ikke kan træde i kraft tidligere end den 10. april, så hvis sammenbruddet mod forventning sker den 4. april, vil strejken starte den 9. april, mens lockouten vil begynde dagen efter, den 10. april.

Forligsmanden har dog også mulighed for at udskyde konflikten med yderligere 14 dage, hvilket betyder, at en storkonflikt i så fald først bryder ud i starten af maj måned. 

Forhandlingerne genoptages tirsdag kl. 13.