Musketereden er stadig intakt, siger FOA's næstformand, Mona Striib.
17.04.2018
Nyhed

FOA: ”Musketereden er ikke svækket”

Medie sår tvivl om musketeredens modstandskraft i afgørende OK-etape. ”Ingen hold i virkeligheden”, siger FOA-næstformand, Mona Striib. ”Vi gik ind i OK18 samlet, og vi kommer til at gå ud samlet”, skriver FOA-formand Dennis Kristensen.

Af Farhiya Khalid
Forhandlingsparterne på det kommunale, regionale og statslige område er igen sat i stævne hos forligsmand Mette Christensen, hvor forhandlingerne er i den afgørende fase.

Der har dog været forlydender om en svækkelse af musketereden blandt OK-forhandlerne. Eden er også blevet kaldt ’solidaritetspagten’, hvor man på tværs af fagbevægelsen kræver lønstigninger, en sikring af den betalte spisepause, og en forhandling af lærernes arbejdstid.

Mandag kunne man dog læse i BT, at en kilde i fagbevægelsen, ”der var tæt på forhandlingerne” havde udtalt: ”at man var klar til at indgå en aftale, da tilbuddet om frokostpausen lå på bordet, men efter et internt møde hos fagforbundene, fik den såkaldte musketered den konsekvens, at man måtte takke nej. Kun et enkelt forbund stod i vejen”.

Chefforhandleren på det statslige område Flemming Winther havde dog denne sarkastisk anbefaling til avisen:

”Et enkelt lille råd til BT. Find jer en ny kilde”, skrev han på Twitter i formiddags.

Samlet ind. Samlet ud
FOA-formand Dennis Kristensen er også til stede hos forligsmanden men understreger på Facebook, at der ikke er nogen revner i musketereden.

”Vi gik ind i OK18 samlet, og vi kommer til at gå ud samlet. Og pagten har overlevet rigtig mange ting. Den overlever også den sidste slutspurt, som startede her til morgen i Forligsinstitutionen”, skriver Dennis Kristensen på sin facebookside.

Næstformand for FOA, Mona Striib, der sidder i Odense til tillidsmandsmøde, har heller ikke noget til overs for BT’s historie.

”Den har ingen hold i virkeligheden. Vi står fast på, at vi står skulder ved skulder, og at vi skal have alle områderne i hus”, siger Mona Striib.

Nogle mener dog, at FOA's formand, Dennis Kristensen, selv har været med til at skabe tvivl om, hvorvidt musketereden stadig var intakt – blandt andet i et TV2-interview mandag.

”I mine øjne skal vi da nøje overveje, at hvis vi får det gode tilbud, som bringer os op i nærheden af det, som er interessant for os og kan give nogle ordentlige lønstigninger, så skal vi da overveje, om vi vil indgå forlig med regionerne uden de øvrige”, sagde Dennis Kristensen til TV2.

Mona Striib, sår din formand ikke selv tvivl om musketereden med den her udtalelse?
”Med den stemning af vrede og frustration, der er lige nu, så bliver en hver form for udtalelse vendt og drejet. Men jeg vil gerne sige, at det var Dennis Kristensen, der opfandt solidaritetspagten i forhandlingsfællesskabet. Og han har ikke tænkt sig at træde ud af den, før alle tre områder er i hus. Også lærerne.