23.04.2018
Nyhed

Faneborgens bærere ved lige så lidt som alle andre – men støtter op alligevel

Kernen i de konstante og nu velkendte demonstrationer foran Forligsinstitutionen er fanebærerne, mænd og kvinder fra alle forbund og landsdele, der holder de røde faner rejst døgnet rundt.

Af Troels Kølln

Det sker så hurtigt, at hun næsten når ubemærket gennem mængden. I knaldrød dragt skridter Sophie Løhde hurtigt frem over pladsen, går under en bølgende fane og drejer med hælen ind mod træporten. 

Men så bliver hun opdaget, og slagsangene sættes straks i gang.

”Vi stod lige og væddede på, om hun turde komme i rødt. Det gjorde hun sgu”, bemærker en skægget mand med fane i hånden.

Han er en af de fanebærere, der er med til at holde fagbevægelsens røde faner i to lige rækker, en symbolsk handling, der skal samle fagbevægelsens støtter. I eftermiddag sker det desuden med arrangementet XL-faneborg, men de er der sådan set hele tiden, dag og nat. Mens forhandlerne tidligere er blevet bedt om at tage tandbørster med ind bag Forligsinstitutionens døre, er der fanebærere fra hele landet, der har taget soveposen med udenfor. Andre, der ikke bor i området, har lejet sig ind på hoteller.

Manden og resten af fanebærerne bryder pludselig ud i kor. ”Go Flemse! Go Flemse! Go Flemse!”. Flemming Vinther er ankommet og er hurtigt blevet omringet af en bunke tv-journalister. 

Vinther giver håndtegn, vinker og begiver sig indenfor, og der falder igen ro på flokken. Det meste af tiden er der stille og ikke det store at lave for fanebærerne. I stedet må man sludre.

”Der bliver der jo snakket, hver gang der kommer noget frem. Og Ole Krohn fra TV2 kommer jo ud og opfinder nye ting, vi har sagt nej til, hvert 20. minut, så der er jo masser at give sig til”, griner Claus Reffstrup, en socialpædagog med fane i hånden. 

Weekendens forhandlings-maraton endte nemlig uden resultat, så gætterierne fortsætter. Den ene ekspert vurderer nu, at forhandlingerne må skride fremad, siden de bliver ved at forhandle, andre erfarer at de i hvert fald ikke er ved at bryde sammen, og ingen havde på noget tidspunkt forudset, at forhandlingerne kunne fortsætte ud over weekenden. I bund og grund ved ingen noget for alvor. 

Sådan går snakken også blandt fanebærerne, forklarer Joakim Rex Blankschøn, der som faglig sekretær i BUPL Sydøst holder en af fanerne på den modsatte side af den snævre passage ind mod Forligsinstitutionen.

”Vi har alle sammen vores informationskilder. Men der gælder jo samme tavshedspligt for os som for forhandlerne. Så det er ikke noget, vi kan sige noget om”. 

Men I snakker måske med hinanden om det?

”Jo, det gør vi måske. Vi udveksler jo oplysninger. Hvad kom Benny ud med for lidt siden? Hvad sagde Grete? Hvad har Dennis nu fundet på? Den slags bliver vendt og drejet”, siger han.

Det praktiske arbejde
Men meget af tiden går også med mobilen i den anden hånd. Mails tikker ind. Folkemødet skal planlægges, sommerferien står for døren, generalforsamlinger og forbundsvalg kravler nærmere.

”Arbejdet holder jo ikke op, bare fordi vi står her. Og for hver dag, der går, kommer der nye praktiske spørgsmål”, siger Joakim Blankschøn.

Tiden går også med ganske enkelt at lære de andre at kende og ”snakke om sagen”, fortæller to skolelærere, der sammen bærer en fane.

”Vi lærere er blevet kaldt sure og tvære og stædige, fordi vi har kæmpet imod. Men vi er bare stolte af vores fag og beskytter det. Det forstår folk nu. Og det jo er derfor, vi står her med fanerne. Vi skal lære af hinanden, om hinanden”, siger den ene.

Til gengæld lærer de ikke meget mere om forhandlingerne ved at stå lige udenfor. 

”Det handler meget om at holde humøret højt. Finde på idéer til i morgen. Kan vi ringe efter et tyrolerorkester, eller hvad kan nu finde på?”, siger kollegaen.

Pludselig begynder en kvinde at råbe. Det er Nina Palesa Bonde, en dommerfuldmægtig, der midt mellem fanerne har taget den tjans at råbe demonstranterne op. Hun improviserer en megafon i form af en trafikkegle, men kaster den fra sig.

”Det dur ikke, jeg må bruge min kødmikrofon”, råber djøferen og forsætter.

”Der er noget anderledes på spil i dag end i 2013, noget anderledes end i 2008. I dag giver vi kærlighed til hinanden, når vi synger. Vi står sammen”, råber hun. 

”Ja, det er alligevel kommet bag på mig”, bemærker Claus Reffstrup under LFS-fanen lidt efter, ”det er jo ikke ligefrem akademikerne, vi plejer at se til den her slags”.