12.09.2017
Nyhed

Fejlagtige ledighedstal for humanistiske fag

Uddannelsesministeriet har udsendt notat om dimittendledighed, hvor der fremgår forkerte tal på flere humanistiske fag. ”Skadeligt for humaniora”, lyder det fra uddannelsesdekan.

Af Farhiya Khalid

En lille måned inden håbefulde unge indsendte deres kvote 1-ansøgninger til videregående uddannelser, udsendte Uddannelsesministeriet et notat med en top 15 over uddannelser med de højeste ledighedstal blandt nyuddannede.

Notatet bygger på tal fra hjemmesiden uddannelseszoom.dk, der skal hjælpe unge i deres uddannelsesvalg. På førstepladsen var Ægyptologi med en dimittendledighed på 48 %, mens Assyriologi tog andenpladsen med 46 % og Nærorientalsk Arkæologi stod med en ledighed på 43 %.

Opgørelsen af disse ledighedstal viser sig dog at være forkert, skriver Uniavisen. Kim Ryholt, der er professor på Ægyptologi forklarer til avisen, at der er uddannet 14 kandidater i Ægyptologi i 2012-15 – ikke 18, som ministeriet skriver i notatet.

”Det er bekymrende, at ministeriet roder rundt i tallene”, siger han til Uniavisen.

Nicole Brisch, der er lektor på Assyriologi blev også forarget, da hun så uddannelsesministeriets ledighedstal. I notatet fremgår det, at der blev uddannet 13 assyriologer fra 2012 til 2015.

”Det er forkert. Vi har uddannet tre kandidater, og de er alle meget dygtige og succesfulde. Jeg ved virkelig ikke, hvor ministeriet har de tal fra. To af dem har fået et ph.d.-stipendium, og den sidste er i fast job, siger Nicole Brisch til Uniavisen.

Institutleder på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Ingolf Thuesen stiller sig også undrende overfor ministeriets tal for Nærorientalsk Arkæologi.

”12 kandidater blev færdige 2012-2015 og ikke 17. Instituttet har været i kontakt med alle på nær en, der opholder sig i udlandet, og alle oplyser, at de er i job”, siger han til Uniavisen.

Skadeligt for humaniora

Jens Storm, der er kontorchef for analyse og statistik i Styrelsen for Forskning og Uddannelse forklarer til Information, at problemet er opstået, fordi Københavns Universitet i en årrække har indberettet de tre små uddannelser sammen med tyrkisk under fællesbetegnelsen ’nærorientalsk oldtidskultur’. 

”Hvis KU tilbage i tid havde indberettet uddannelsesopdelt også på disse uddannelser, så var diskussionen aldrig opstået. Vores intention er, at det her skal være så nøjagtigt og retvisende som muligt, og vores beregninger bygger på uddannelsesinstitutionernes indberetninger til Danmarks Statistik,” siger Jens Storm til Information.

Assyriologi er dog efterfølgende blevet fjernet fra listen, da ministeriet har valgt kun at opgøre uddannelser, der har uddannet mindst ti kandidater fra 2012-2015, siger Jens Storm til Information.

Jens Erik Mogensen, der er uddannelsesdekan på Det Humanistiske Fakultet på KU, mener dog, at ministeriet bortforklarer deres fejl.

”Vi har indberettet små uddannelser i grupper i mange år. Det er helt normalt at indberette på den måde, men det berettiger ikke til, at man kan udregne ledigheden på de enkelte uddannelser ud fra en gruppe,” siger Jens Erik Mogensen, der finder det dybt problematisk, at ministeriet lægger forkerte ledighedstal ud. Det er skadeligt ikke bare for de enkelte uddannelser, der bliver hængt ud, men for humaniora som helhed, siger han til Information.

”Vi bør kunne forlange, at det, ministeriet fremlægger, er faktuelt korrekt, for tallene på uddannelseszoom.dk er noget, som de unge, der skal vælge studier, selvfølgelig lægger meget mærke til”.