Anne Pors
"Det er en gevinst for de ansatte", siger formand for DM Offentlig, Anne Pors.
18.09.2017
Nyhed

Arbejdstilsynet får flere beføjelser: "Gevinst for de ansatte"

Chefer har ikke længere ret til at sidde med, når Arbejdstilsynet drøfter psykisk arbejdsmiljø med en ansat. ”Ændringen kan være et skridt på vejen til at ændre den udvikling, som nu er helt uholdbar”, lyder det fra DM.

Af Farhiya Khalid

Når Arbejdstilsynet før skulle kontrollere, om det psykiske arbejdsmiljø var i orden på de danske arbejdspladser, kunne cheferne kræver at sidde med til samtaler med medarbejderne. Men nu har Arbejdstilsynet fået lov til at tale med medarbejderne uden chefernes overvågning

Det er en ændring, der kan medføre bedre forhold for medarbejderne, lyder det fra DM.

”Det her betyder, at medarbejdere får et forum, hvor de kan tale frit uden at skulle stå til ansvar overfor chefen efterfølgende. Det er en gevinst for de ansatte”, siger Anne Bisgaard Pors, der er formand for DM Offentlig.

Medarbejdere har nemlig tendens til at lægge bånd på sig selv, når chefen er til stede, og det kan skabe et forkert billede af det faktiske psykiske arbejdsmiljø, siger formand for DM, Camilla Gregersen.

”Vi ved fra arbejdspladserne, at det kan være vanskeligt for medarbejdere at sætte ord på deres oplevelser, når arbejdsgiveren sidder med ved bordet. Det betyder, at vi for eksempel har sager, hvor medlemmer henvender sig om problemer trods grøn smiley fra Arbejdstilsynet. Det er de situationer, vi gerne vil undgå med den nye praksis”, siger Camilla Gregersen.

Hun håber, at den nye praksis kan gøre Arbejdstilsynets rolle mere markant.

”Ændringen kan være et skridt på vejen til at ændre den udvikling, som nu er helt uholdbar. Det har alt for store konsekvenser både for den enkelte og for arbejdspladsen, at så mange er psykisk belastet af deres arbejde. Så det er rigtig positivt, at vi bedre kan få problemerne bragt for dagen - forbliver problemerne skjult, bliver arbejdsmiljøet jo ikke bedre”, siger Camilla Gregersen.

LÆS OGSÅ: Kuldsejlet arbejdsmiljø skal genrejses

Arbejdsgiverne: Det er ikke myndighedernes rolle
Ændringen sker dog samtidig med store besparelser i Arbejdstilsynet. Der skal således skæres 100 årsværk i perioden 2018-2021. I forvejen har op til 100 ansatte mistet deres job i Arbejdstilsynet siden 2015.

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) er i øvrigt ikke begejstret for den øgede kontrolmulighed. Det psykiske arbejdsmiljø er en opgave for ledelsen og medarbejderne, ikke myndighederne, siger arbejdsmiljøchef i DA, Christina Sode Haslund.

”Det har langt større effekt, at man tager indsatsen og rykker den ud på arbejdspladserne, hvor dialogen skal føres. Det er derude, at arbejdsmiljøet rykker og ikke ved, at der kommer en myndighed og giver en reaktion”, siger Christina Sode Haslund.