21.11.2017
Nyhed

Akademikerne: Der skal styr på de tidsbegrænsede ansættelser

"Der er de defensive dagsordener, og der er de offensive dagsordener". Vi har talt med formanden for Akademikerne, Lars Qvistgaard, om de vigtigste sager frem mod overenskomstforhandlingerne.

Af Troels Kølln

Retorikken mellem arbejdsgivere og lønmodtagere er op til overenskomstforhandlingerne mere krigerisk end længere.

Vi har spurgt Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne, hvad han forventer af de kommende forhandlinger.

Lars Qvistgaard, hvad bringer I med af krav til overenskomst­forhandlingerne?
”Der er defensive dagsordener, og der er offensive dagsordener”.

”På det defensive område fylder spørgsmålet om vores overenskomstsikrede ret til frokost uden tvivl rigtig meget. Der rejser vi et krav om, at det bliver gjort eksplicit, at frokostpausen er en del af overenskomsten”.

”På den offensive bane vil vi gerne skabe nogle bedre rammer til at håndtere forandringer på arbejdspladserne og i samfundet i det hele taget. Det kunne være gennem fritvalgslønkonti, der som på det private arbejdsmarked giver den enkelte mulighed for at selv at vælge, om de vil have en del af lønnen udbetalt som for eksempel seniordage, børneomsorgsdage, pension eller kontanter”.

Den sidste del handler grundlæggende om lønpakken. Har I også kig på ansættelsesforholdene?
”Noget af det større, vi kigger på, er de tidsbegrænsede ansættelser, som der er kommet flere og flere af. Vi er nødt til at se på balance mellem antallet af fuldtidsansatte og tidbegrænsede ansatte, og vi må kigge på, hvad der er pakken for de tidsbegrænsede. Vi skal holde fast i, at man med et job får en rimelig løn på vilkår, der gør det muligt at købe bolig og stifte familie”.

”Den sidste større ting handler om at styrke mulighederne for at skabe sig en karriere rundt om i landet. Udflytningerne af de statslige arbejdspladser betyder, at flere vil få brug for job til deres ægtefælle eller i fremtiden. Kan vi styrke samarbejdet mellem de offentlige, regionale og statslige arbejdspladser og på den måde styrke det regionale, offentlige arbejdsmarked?”.

Samtlige fagforeninger har sagt, at man ikke vil forhandle, før lærerne er sikret reelle forhandlinger. Hvad handler det om?
”Lærerne har ikke haft en overenskomst, siden deres arbejdsforhold i 2013 blev reguleret ved lov af Folketinget. Siden da har vi hørt forskellige tilkendegivelser fra arbejdsgiverne om, at de ikke synes, det er nødvendigt at forhandle længere, fordi det jo er lovbestemt. Derfor er det vigtigt, at står sammen om at forsvare den danske model, sådan at alle dem, der traditionelt har forhandlet om deres arbejdsforhold, stadig kan blive ved med det”.

Hænger det sammen med konflikterne om betalt frokostpause og kutymefridage, hvor der tilsyneladende er forskellige opfattelser af aftalerne mellem lønmodtagere og arbejdsgivere?
”Det kan godt ses som en reaktion på, at vi ser en ny arbejdsgiveradfærd, hvor man i den grad forsøger at smyge sig uden om de aftaler, vi har lavet”.

Der er stor fokus på det med frokostpauser. Kan det komme til at koste i forhandlingerne på andre områder, hvis man lægger sine kræfter der?
”Det skal ikke koste noget, for det er en ret, vi har i dag. Det handler om at få bekræftet de aftaler, vi i forvejen har”.

Moderniseringsstyrelsens argument er, at den betalte frokostpause typisk ikke er skrevet direkte ind i overenskomst-teksten. Hvis det ikke står skrevet ned, hvad er så jeres argument for, at det alligevel er en del af overenskomsten?
”Fra de første overenskomster for akademikere i staten, i regioner og i kommuner har det været forudsat, at medarbejderne er på arbejde, fra de møder ind, til de slutter, og i arbejdstiden har ret til en frokostpause på indtil en halv time, hvor de står til rådighed for arbejdsgiveren. Denne forståelse er en integreret del af det aftalte overenskomstgrundlag mellem Akademikerne og de offentlige arbejdsgivere. Retten til den betalte frokostpause er således en kollektiv rettighed, der kun kan ændres ved i forbindelse med overenskomstforhandlingerne. Det kan vi i øvrigt også dokumentere, at Finansministeriet har anerkendt flere gange igennem tiden”, siger Lars Qvistgaard.