04.12.2017
Nyhed

Karriererådgiver: "Usikkerhed er et vilkår"

Karriereplanlægning kan måske virke uoverskuelig, hvis ens arbejdsliv består af tidsbegrænsede ansættelser og projekter. Men der er stadig strategier, man kan bruge, siger karriererådgiver hos DM .

Af Troels Kølln

"Det er altså de færreste, der kan regne med en livslang ansættelse. Det er et vilkår, at man bliver nødt til at tænke på fremtiden, udholde en vis form for usikkerhed og så tro på, at det egentlig kører okay, hvis man forfølger det, man bryder sig om at beskæftige sig med, og griber de udviklingsmuligheder, der nu engang viser sig".

Det siger karriererådgiver i Dansk Magisterforening Gitte Grønkær Svendsen i et interview med DM Natur & Kultur.

Mange magistre har i dag arbejdsliv, der er præget af projektansættelser, vikariater og andre job, der er ikke faste stillinger. Men derfor skal man ikke opgive at tænke i karriereplanlægning, siger hun.

”Det kan selvfølgelig være et stort pres, at man ikke selv har magt over, hvor længe man vil være i en ansættelse, men hvis man alligevel kan tænke sit arbejdsliv som et sammenhængende forløb med en faglig rød tråd i, kan det lige så vel være en meningsfuld karriere”, siger hun.

De fastansatte er ikke fredet
Under alle omstændigheder er der ikke den samme tryghed i en fast ansættelse, som der har været tidligere.

”Det kan være hårdt at være i en karriere med projektansættelser, men der er ikke mange i dag, som reelt er sikret en ansættelse så længe, de selv vil have den. Fyringsrunderne ruller, udflytningerne ruller, og mange af vores medlemmer er desværre nødt til at vænne sig til tanken om, at de godt kan risikere at blive ledige inden for en overskuelig fremtid", siger Gitte Grønkær Svendsen.

"Jeg tror, omstændighederne bliver nemmere at holde ud at være i, hvis man tænker sin sikkerhed og sine fremtidsmuligheder i employability eller det, som sociologen Rasmus Willig kalder optionskapitalisering. Det vil sige latente muligheder eller sandsynligheder. ”Optioner” henviser i Willigs forståelse til en mulig fremtidig situation, mens ”muligheder” henviser til en konkret nutidig situation. Sikkerheden ligger ikke kun i den enkelte ansættelse, men i sandsynligheden for at være i relevant beskæftigelse i fremtiden”, siger Gitte Grønkær Svendsen

”Det handler alt andet lige om at prøve at fremtidssikre sig ved at indsamle potentielle muligheder og herved forsøge at øge sandsynligheden for at man bliver ansat i fremtiden [..] Hvis vi taler om karrierestrategi, er det netop at tænke i, hvordan man gør sig relevant i fremtiden for potentielle arbejdsgivere”, siger hun.

Læs hele interviewet hos DM Natur & Kultur. Ellers se karriererådgiverens bedste fem bedste råd nedenfor.

Gittes 5 råd til karriereplanlægning

  • Brug DM’s tilbud om karriererådgivning. Man kan for eksempel få feedback på CV, ansøgning eller Linkedin-profil eller en individuel karrieresamtale. 

  • Hvis du ikke har mulighed for at få formel kompetenceudvikling, så tag de uformelle muligheder: Benyt dig af, at du får mulighed for at arbejde sammen med specialister, og lær så meget, du kan, af det samarbejde. 

  • Hvis du kan vælge mellem projekter, så hop på det, som du godt kan se som et muligt emne for dig i fremtiden.

  • Bliver du ledig, så sørg for at få de kurser, som peger frem mod det, som du gerne vil fortsætte med at arbejde med i fremtiden. 

  • ”Follow the money”: Hold øje med, hvor der kommer bevillinger og midler. Danmarks Statistik er fx et godt sted at kigge, hvis man vil følge med i kulturområdet. Og så selvfølgelig finansloven.