21.08.2017
Nyhed

Unge ledige akademikere bebrejder sig selv

Højtuddannede unge tager hele skylden på sig, når de som nyuddannede ikke kan finde et arbejde. Det medfører, at deres livskvalitet er markant dårligere end hos både jævnaldrende i arbejde og ældre dagpengemodtagere.

Af Anna Dalsgaard
En undersøgelse blandt 360 unge akademikere på dagpenge viser, at de er bange for aldrig at komme i job, og det fylder dem med selvbebrejdelser. Det er Sabina Pultz fra Københavns Universitet, der har lavet undersøgelsen som en del af et ph.d.-projekt.

Undersøgelsen viser, at akademikere under 35 år, som har været arbejdsløse mellem seks uger og to år har det markant dårligere med sig selv, når man sammenligner med jævnaldrende højtuddannede, som har et arbejde.

Dårligere livskvalitet
De unge ledige oplever generelt dårligere livskvalitet. De bebrejder sig selv og skammer sig markant mere end dagpengemodtagere på mere end 35 år, som har oplevet at have et arbejde og mistet det igen. 70 procent af personerne i undersøgelsen er dimittender, og de har det særligt svært. 

Sabina Pulz, der er socialpsykolog, siger til Politiken, at det er udtryk for en selvbebrejdelses-tendens, der særligt findes hos de unge. 

”De er vokset op med, at det at finde et arbejde, er noget, der ligger inden for deres egen kontrol. Når det så ikke lykkes, vender de pilen indad og bebrejder sig selv”, siger hun.

Føler sig mentalt invaderet af a-kasser
Sabina Pulz har interviewet 39 af dem, der deltager i undersøgelsen, og mange af dem fortæller, at de føler sig mentalt invaderet, når de møder op til jobsøgningskurser i deres a-kasse og får at vide, at de skal blive mere udadvendte og bedre til at sælge sig selv.

”De unge dagpengemodtagere opfordres til at kigge indad og arbejde med sig selv, så de kan virke mere passionerede og dedikerede, når de kontakter en arbejdsplads. Og så lægges der meget stor vægt på, at man skal bruge sit netværk så aggressivt som overhovedet muligt. Ja, nogle får ligefrem at vide, at de skal ’voldtage’ deres netværk,” fortæller Sabina Pultz til Djøfbladet.

Hun mener, at en meget offensiv og ufokuseret netværksstrategi medfører, at de unge jobsøgende altid er på ansøgningsjagt og aldrig kan holde fri og lade op. 

De kommer i job
Sabina Pultz har fulgt op på, hvordan det er gået med de 39 unge dagpengemodtagere, hun interviewede i 2015 i forbindelse med ph.d.-projektet. Hun har fået kontakt til 30, og ud af dem er 29 kommet i arbejde.

Selv om de fleste altså kommer i arbejde, mener Sabina Pulz, man skal se på, hvordan dagpengesystemet påvirker de unge, samt om det er klogt at bruge så mange penge på systemet.

Tidsbegrænsede job normaliserer ledighed
Sabina Pultz mener, at vi alle skal lære at se på arbejdsløse og arbejdsløshed på en ny måde, fordi det er blevet mere normalt at ansætte højtuddannede i tidsbegrænsede job.

"Den udvikling vil fortsætte. Som højtuddannet vil det blive mere og mere almindeligt at være på dagpenge i kortere eller længere perioder af sit arbejdsliv, hvilket vores måde at se og diskutere arbejdsløshed på nødvendigvis må tage højde for", siger hun til Djøfbladet.