28.08.2017
Nyhed

Prestigeuddannelse gør op med karakterræs

Antropologi på Københavns Universitet dropper karaktergivning. Samtidig eksperimenterer flere gymnasier med karakterfrie klasser, og Alternativet vil afskaffe karakterer i Folkeskolen.

Af Thomas Bøttcher

Med et adgangskrav på 10,8 er Antropologi en af de absolut sværeste uddannelser at få adgang til på Københavns Universitet.

Men uddannelsen lider også af at have en af de højeste frafaldsprocenter, og mere end 20 pct. af alle førsteårsstuderende droppede sidste år ud af uddannelsen. Tal fra studenterrådgivningen på Antropologisk Institut har samtidig vist, at mange studerende henvender sig med præstationsangst, og derfor har uddannelsen nu besluttet droppet karaktergivning på første år af studiet for at forbedre trivslen blandt de studerende. Det skriver Uniavisen.dk

”Studenterrådgivningen lavede nogle oversigter over, hvad studerende henvender sig med. Og der hvor antropologerne bonede ud, var på præstationsangst. Der lå vi i top. Det fik os til at tænke, at det skyldes for meget fokus på performance, og at man skal kunne det hele”, siger karriere- og studievejleder Luise Mandrup Andersen til avisen.

Det er Antropologis studieleder, Heiko Henkel, der har taget beslutningen om at droppe karaktergivningen.   

”Det er en invitation til at turde mere. De studerende kommer jo kun ind, hvis de har tårnhøje karakterer, men pludselig er det ikke det vigtigste. Det er det budskab, vi gerne vil understrege ved at fjerne karakterer fra første år”, siger han.

Ifølge Louise Mandrup Andersen skal tiltaget ses som et forsøg på at gøre op med den præstationskultur, der i stigende grad præger universitetet.

”Det er den, vi gerne vil slå i stykker, pille ved og udfordre”, siger hun.

Gode erfaringer fra gymnasiet

Københavns Universitet er ikke den eneste uddannelsesinstitution, der eksperimenter med at afskaffe karaktergivningen. Flere gymnasier har de senere år haft lignende tiltag, og i et nyt forsøg er 15 gymnasier blevet fritaget for at give karakterer til eleverne i i alt 38 1.g-klasser, skriver Gymnasieskolen.dk. Til gengæld skal skolerne give eleverne mere mundtlige feedback.

Det er blandt andet tilfældet på Gefion Gymnasium, hvor man allerede i et par år har arbejdet med at skrue ned for standpunktskarakterer og op for mundtlig feedback. Erfaringerne har indtil videre været positive, siger vicerektor Jakob Stubgaard til bladet.

”For de dygtigste elever er det godt at få fjernet presset for altid at skulle præstere. For de svagere elever er det godt, at de ikke altid skal føle sig som et 02-tal. Ved mundtlig feedback kan man bedre få sat et udviklingsmål, der kan motivere dem,” siger Jakob Stubgaard.

Står det til Alternativet i København, er det ikke kun gymnasieelever, der skal have mulighed for at slippe for karakterer. Ifølge partiet skoleudspil fra februar skal det være valgfrit for folkeskolerne, om de vil give deres elever karakterer.

”Der skal selvfølgelig være en overordnet ramme for, hvad som i stedet udgør en evaluering af den enkelte elev”, har Alternativets uddannelsesordfører, Carolina Magdalene Maier, sagt til Information.

”Men den enkelte skole kan fravælge den klassiske eksamensform, hvor man sidder fire timer og skriver et essay og får en karakter, og i stedet lave et forløb over flere måneder, som ender med en vurdering”.

Alternativets bud på fremtidens grundskole skal gøre op med "konkurrencestatens forsimplede og forfejlede undervisnings- og uddannelsestænkning".