Rane Willerslev har for nylig været i vælten for sit radioprogram 'Operation Menneskejagt', hvor han og medværten i et af programmerne røg pot og tog svampe for åben mikrofon.
24.04.2017
Nyhed

Kendt antropologi-professor skal være direktør for Nationalmuseet

Rane Willerslev er kendt for at være fremme i skoene i den offentlige debat, senest kom han i vælten for at have røget pot og taget svampe i et program, der havde været sendt på P1. Nu skal han være direktør for Nationalmuseet.

Af Tobias Dinnesen
Aarhus Universitet mister en af sine højt profilerede professorer, når Rane Willerslev inden længe skifter jobbet som professor ud med titlen som direktør for Nationalmuseet.

Den nyudnævnte direktør skal 1. juli overtage hvervet efter Per Kristian Madsen, som har været direktør siden 2008. Dermed vender antropologi-professoren tilbage til museumsverdenen, da han tidligere har været direktør for Kulturhistorisk Museum på universitetet i Oslo.

"Nationalmuseet er hele Danmarks førende kulturhistoriske museum. Det skal det blive ved med at være. Mit mål er at udbygge museets faglige tyngde og frigive dets kreative energi, så det bliver et udfordrende, vildt og engagerende sted for de besøgende", forklarer den nyudnævnte direktør.

"Ved at sprænge faglige rammer indenfor forskning, bevaring og formidling skal museet afdække nye historiske mysterier, udforske menneskets kulturelle mangfoldighed og udfordre etablerede sandheder. Museets muligheder for udvikling og fremgang er store, og jeg ser frem til at realisere dem i et åbent og tillidsfuldt samarbejde med de mange dygtige medarbejdere", fortsætter han.

LÆS OGSÅ: Ugen profil røg pot og tog svampe for åben mikrofon

Anerkendt forsker og skarp debattør
Rane Willerslev er kendt for at stikke snuden langt frem i den offentlige debat, hvor han eksempelvis har opfordret til et opgør med  de "pæne 12-tals piger", fordi han mener, at de er et symptom på alt, hvad der er galt med det danske uddannelsessystem.

Og senest har han været i vælten, fordi han i 10. og sidste afsnit af P1-serien 'Operation Menneskejagt' røg pot og tog svampe for åben mikrofon sammen med sin medvært Morten Nielsen. Han har i et længere interview med Magisterbladet forklaret, at han mener, at eksperimentet viser styrken ved den humanistiske forskning, fordi den ikke er dogmatisk og derfor er åben over for nye måder at komme frem til viden og erkendelse.

Kulturminister Mette Bock (LA) kvitterer for Per Kristian Madsens arbejde gennem de seneste ni år og forklarer desuden, at netop Rane Willerslevs offentlige profil skal være med til at løfte museet.

"Jeg er meget glad for, at Nationalmuseet får en stor og anerkendt kapacitet som ny direktør. Rane Willerslev vil med sin store energi og idérigdom være i stand til at føre museet ind i en ny, nødvendig udvikling, hvor hans solide faglighed og analytiske sans på relevant vis kan tilføre museets forskning, bevaring og formidling et samtidigt og moderne tilsnit. Willerslev vil desuden som et kendt og anerkendt ansigt have gode forudsætninger for at kunne tiltrække fondsmidler og dermed ny forskning til museet", siger Mette Bock og forklarer, at hun ser frem til, at Rane Willerslev indfrier sine visioner for museet.

Rane Willerslev har dedikeret en stor del af sin forskningsmæssige energi til studier af den siberiske urbefolkning, og han har altid været en aktiv og offensiv formidler af sin forskning.