04.10.2016
Nyhed

Kun få praktikpladser til flygtninge

Efter et år har blot 103 virksomheder tilmeldt sig regeringens integrationsprojekt.

Af Thomas Bøttcher

Den danske integrationsindsats har i en årrække ikke skabt gode nok resulter.

Derfor lancerede regeringen med statsminister Lars Løkke Rasmussen i spidsen for et år siden integrationsprojektet ”Sammen om integration”.

Projektet, der blev landeret på et topmøde på Marienborg, skulle give flygtninge mulighed for at komme ud i virksomhederne under forskellige praktikordninger.

Men sammenlagt har blot 103 virksomheder tilmeldt sig ordningen.

De 103 virksomheder har i alt opslået 1.000 praktikpladser. Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Dansk Folkepartis erhvervsordfører Hans Kristian Skibby er ikke imponeret over projektet.

”Det var overgearet, at man stod og præsenterede en stor forkromet aftale foran Marienborg, når man ser, hvad der er kommet ud af den”.

Heller ikke i Enhedslisten falder man på halen over tallene.

”Der er slet ikke grund til at være imponeret over de tal.  De flygtninge, der har været i virksomhedspraktik, arbejder jo for deres ydelse, så det er gratis arbejdskraft for virksomhederne”, siger arbejdsmarkedsordfører Finn Sørensen.

Tre virksomheder løfter ordningen

Ifølge Jyllands-Posten har tre ”integrationsvante” virksomheder stået for 654 af de 1.000 pladser. Det drejer sig om Dansk Supermarked, servicevirksomheden ISS samt Ikea.

Ifølge Hans Hummelgaard, analyse- og forskningschef ved det uafhængige forskningsinstitut KORA, kræver det mange ressourcer at få en flygtning i praktik.

”Virksomhederne er sat i verden for at tjene penge. Derfor vil de se på om gevinsten ved at få en flygtning ud i virksomheden står mål med omkostningerne, og der kan være betydelige oplæringsomkostninger”.

Ifølge tal fra Udlændingestyrelsen er 29 pct. af flygtningene og 25 pct. af familiesammenførte til flygtninge i beskæftigelse, efter at de har opholdt sig tre år i Danmark.