25.11.2016
Nyhed

Misforstået loyalitetsbegreb skaber usikkerhed om offentligt ansattes ytringsfrihed

En eventuel loyalitetspligt over for arbejdsgiveren kan ikke pille ved den meget vide ytringsfrihed, som offentligt ansatte har, så længe de understreger, at de taler som privatpersoner. Det understregede direktøren for Folketingets Ombudsmand ved en høring i Folketingets Retsudvalg.

Af Tobias Dinnesen
"Jeg har taget et citat med, som vi lidt kækt kunne forestille os hængt op på arbejdspladser, måske især på ledelsens kontor, for lige at minde om, at det her begreb 'loyalitet' ikke lægger noget til eller trækker noget fra, når vi taler om offentligt ansattes ytringsfrihed".

Sådan lød en af de helt centrale pointer fra Jonas Bering Liisberg, som er direktør hos Folketingets Ombudsmand, da han ved en høring i Folketings Retsudvalg kom med sit indlæg i forbindelse med Ombudsmandens beretning for 2015.

"Det er vigtigt at understrege, at ledelsen ikke kan pålægge offentligt ansatte andre begrænsninger i deres ytringsfrihed end dem, der er beskrevet i denne vejledning. Der kan således f.eks. ikke under henvisning til en loyalitetsforpligtelse mellem en ansat og dennes arbejdsplads pålægges den ansatte yderligere begrænsninger i ytringsfriheden", står der direkte i Justitsministeriets vejledning, som altså var der, direktøren havde hentet sit citat.

Reglerne er klare, men for mange offentlige arbejdsgivere misforstår loyalitetsbegrebet

I sit indlæg påpegede direktøren, at der i alle de sager, som Folketingets Ombudsmand har behandlet omkring offentligt ansattes ytringsfrihed, har været en udpræget misforståelse af to meget centralt begreber: Loyalitet og loyalitetspligt.

For hvad betyder det, at den enkelte ansatte har en såkaldt 'loyalitetspligt' over for sin arbejdsgiver? Det handler primært om adfærd på jobbet, altså at man groft sagt udfører de opgaver, man pålægges, loyalt og efter bedste evne, forklarede direktøren.

"Men hvis sygeplejersken i eget navn vil skrive et læserbrev om problemer på arbejdspladsen, så er vi ovre i privatsfæren, og her gælder en meget vid ytringsfrihed, ligesom for andre mennesker. Og der er ikke nogen loyalitetspligt, som fx betyder, at hun ikke må kritisere det hospital, hun arbejder på, eller at hun skal sige det til ledelsen først, inden hun går ud med kritik", fortalte Jonas Bering Liisberg.

Man må ikke sige, hvad man vil, men...

Som eksempel pegede direktøren på en sag fra Campus Bornholm, hvor et gymnasium afskedigede en lærer, der i "stærkt kritiske" vendinger havde henvendt sig til medlemmer af Folketingets Finansudvalg om skolens økonomistyring og ledelse.

Læreren endte med at miste sit job med begrundelsen, at lærerens kritik var "bevidst illoyal optræden", fordi han i mailen til Folketingsmedlemmerne havde "miskrediteret arbejdspladsen og arbejdsgiveren".

"Det er ikke sjældent, at offentlige arbejdsgivere også giver udtryk for, at loyalitetspligten må betyde, at medarbejderen skal gå til ledelsen først med kritik, før han eller hun giver sin private mening til kende i offentligheden. Og det er et problem, for lidt enkelt sagt: Når man taler om loyalitet og ytringsfrihed i samme sætning, når det gælder offentligt ansatte, så er det lidt af en misforståelse", påpegede Jonas Bering Liisberg.

Direktøren understregede, at det selvfølgelig ikke betyder, at offentligt ansatte må sige lige, hvad de vil. De må fx ikke udtrykke sig "urimeligt groft", overtræde deres tavshedspligt eller komme med "åbenbart urigtige oplysninger" om væsentlige forhold inden for deres eget arbejdsområde, ligesom man kan være pålagt yderligere begrænsninger, jo tættere man sidder på beslutningsprocesserne. Men det handler ifølge direktøren ikke om loyalitet eller loyalitetspligt.

"Det forvirrer kun at tale om loyalitetspligt i forhold til grænserne for ytringsfrihed, og det fører erfaringsmæssigt til overtrædelse af de grænser", pointerede Jonas Bering Liisberg.

Det kan føre til en uhensigtsmæssig tavshedskultur

Han forklarede, at den store tillid, som langt størstedelen af de offentligt ansatte ifølge ham føler over deres arbejdspladser er et aktiv, som arbejdspladserne og ledelserne skal værne om og løbende gøre sig fortjent til.

"Men det er vigtigt, at hverken arbejdsgivere eller ansatte taler om loyalitet som en retlig pligt, der forhindrer dem i at ytre sig i eget navn. For så kan ord som loyalitetspligt være med til at forstærke en uhensigtsmæssig tavshedskultur og en misforstået loyalitet. Og det er altså ikke blot i den enkelte ansattes interesse at have friheden til at tale om deres arbejde, det er også i samfundets interesse, at Danmarks 800.000 offentligt ansatte kan dele deres viden og synspunkter om arbejdspladsen", lød den klare tale fra direktøren for Folketingets Ombudsmand.

"Så hvis jeg skulle prøve at sammenfatte mit oplæg i et forebyggende råd til de offentlige arbejdsgivere, så ville det første råd lyde at prøve at undgå begreberne loyalitet og loyalitetspligt, når det handler om de ansattes private adfærd og ytringer. Prøv at undgå det i interne vejledninger, i taler til medarbejderne eller i konkrete problemsager. Og prøv også at lade være med at tænke i de baner, når I som arbejdsgiver oplever, at en medarbejder går ud med kritik, som I synes er urimelig, forkert eller stødende for andre medarbejdere", fortsatte han.

Tre konkrete råd fra Jonas Bering Liisberg til de offentlige ledere, hvis en ansat bruger sin ytringsfrihed til at komme med offentlig kritik:
  • "Nogle ytringer kræver måske en reaktion, andre ytringer kræver ikke en reaktion. Men hvis de kræver en reaktion fra en arbejdsgivers side, så må rådet være at gå ind i diskussionen om substansen".
  • "Tag til genmæle internt og eksternt, korriger det, der er forkert efter ens opfattelse eller inviter til diskussion om emnet på arbejdspladsen. Men undgå at bruge ordet loyalitet eller loyalitetspligt".
  • "Undgå at kritisere medarbejderen for at have benyttet sin ytringsfrihed. Med andre ord: Gå efter bolden og ikke spilleren."