Tegning: Ib Kjeldsmark
Lykke Friis, prorektor på Københavns Universitet, undrede sig fra scenen over, at de danske medier i så høj grad beskæftiger sig med primærvalgene i USA, mens valgene til de tyske delstatsparlamenter mere eller mindre overses - til trods for at Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, er stærkt presset af den indirekte vælgerlussing, hun står til at få flere steder.
08.03.2016
Nyhed

Tyskland svinger taktstokken, men medierne skriver om Trump

På weekendens Vidensfestival var der udsolgt og fyldt med intellektuelt tankegods, da en række foredragsholdere fortalte om det, som interesserer dem mest. I vores andet kapitel af nedslag i festivalens mange spændende oplæg kan du møde Lykke Friis, prorektor på Københavns Universitet.

Af Pernille Siegumfeldt
Ikke et ord om fremdriftsreform, fyringer og besparelser. Lørdag var en ubetinget hyldest til nysgerrigheden, kundskaben og fordybelsen. DM, Ræson og Det Kongelige Bibliotek inviterede for femte gang til vidensfestival, og for femte gang var der udsolgt.

Ordstyrer Clement Kjærsgaard havde kun nået at binde snørebåndet på sin ene støvle, førend han gik på scenen og bød velkommen til ”levende ord fra stærke formidlere, der har fuldstændigt frit slag til at tale om det, der optager dem lige nu”.

Tegning: Ib Kjeldsmark

I dag og de kommende dage bringer Magisterbladet.dk udpluk og nedslag fra årets vidensfestival - som i øvrigt er så stor en succes, at den for første gang får sin egen knopskydning i Aarhus til april. I det andet nedslag i rækken giver vi ordet til Lykke Friis, tidligere minister og nuværende prorektor på Københavns Universitet:

"Tyskland svinger taktstokken, men medierne skriver om Trump"
"Søndag den 13. marts er det "SuperSonntag" i Tyskland, Danmarks største samhandelspartner og det eneste EU-land, der har en betydning på den globale scene.

Obama er tjekket ud af Europa for længst, Alligevel hører vi op og ned ad stolper om Iowa og Donald Trump, og sjældent et ord om Sachsen Anhalt og den kæmpe blodtud, som Angela Merkel står til at få af vælgerne ved delstatsvalgene.  

Måske skyldes det ”House of Cards”, måske at for få journalister taler sproget i vores store naboland!

Tyske politikere har efterhånden indstillet sig på, at USA ikke længere sidder med ved bordet. De tyske vælgere er ikke helt nået der til endnu, og de er ved at være godt trætte af, at Tyskland tålmodigt samler regningen op for meget af det, der foregår i EU.

Tyskerne er sig umådeligt bevidste om historien og den provokation, der kan ligge i, at landet engagerer sig militært uden for sine egne grænser. Samtidig har Tyskland i år det største overskud på betalingsbalancen siden genforeningen, og en voksende vælgerskare, der ikke alene har gjort sig fri af krigens skygge, men også materielt har nydt rigtig godt af den frie bevægelighed inden for EU.

Tyskland kan ikke længere forlade rollen som europæisk leder, heller ikke selv om Merkel mister opbakning. Hverken briterne, franskmændene eller andre griber ud efter indflydelsen. Hun er den eneste statsleder, der forholder sig til, hvor ikke kun Tyskland, men verden er på vej hen. Selv om der først er kanslervalg i oktober 2017, handler folkeafstemningen i denne måned om flygtningepolitikken og om Merkels person. Det valg er det måske vigtigste for Danmark, ud over Folketingsvalget."
Lykke Friis, prorektor på Københavns Universitet