17.03.2016
Nyhed

MP Pension skifter klimakurs

MP Pension vil via "aktivt ejerskab" i de omstridte fossil-selskaber sikre, at deres forretninger er forenelig med klimaaftalen i Paris sidste år, som fastslog, at målet er at begrænse den globale opvarmning til maksimalt to grader.

Af Tobias Dinnesen

Det krævede både pres på generalforsamlingen og en ny bestyrelse, men MP Pension har nu som det første danske pensionsselskab valgt at referere til den klimaaftale, der sidste år blev indgået i Paris, som led i sin investeringspolitik.

Konkret betyder det, ifølge Politiken, at pensionskassen nu har vedtaget en hensigtserklæring om, at MP Pensions investeringspolitik skal understøtte målet i klimaaftalen om at begrænse den globale opvarmning til to grader.

"Allerede i dag har vi under halvt så mange fossile investeringer som den gennemsnitlige internationale investor. Til gengæld er vi overvægtede på grønne inveseringer. Og den udvikling vil fortsætte på baggrund af den nye hensigterklæring", siger Egon Kristensen, der blev valgt til formand for pensionskassen tidligere på året, til Politiken.

Længerevarende polemik
Netop pensionskassens investeringer i selskaber med interesser i fossile brændstoffer har gennem det seneste år været genstand for en del debat og polemik.

Først vedtog generalforsamlingen i 2015 et forslag fra Ansvarlig Fremtid om, at MP Pension skulle afvikle sine investeringer i kul samt højrisikable olie- og gasudvindingsprojekter.

Dengang nægtede pensionskassen at rette ind efter generalforsamlingen, og trods både pres og kritik fra den daværende formand i Dansk Magisterforening (DM), Ingrid Stage, fik MP Pensions ledelse opbakning fra DM's hovedbestyrelse.

Og forud for årets generalforsamling har Ansvarlig Fremtid varslet endnu en afstemning om pensionskassens investeringspolitik. Og selv om der kvitteres for hensigtserklæringen, trækker foreningen ikke sine forslag tilbage.

"Det er et kæmpe fremskridt i forhold til, hvordan bestyrelsen i MP Pension tidligere har stillet sig, og vi håber, at de kan inspirere andre pensionskasser. Men vi ville have foretrukket, at bestyrelsen havde gjort vores forslag til deres, fordi det er mere konkret. Men hvis de efterlever deres hensigtserklæring, er vi meget tæt på hinanden", siger Thomas Meinert Larsen til Politiken.

Egon Kristensen understreger, at han "langt hen ad vejen" er enig med Ansvarlig Fremtid, men at bestyrelsen i MP Pension ikke tror på, at det hjælper at sælge alle aktier i de omstridte selskaber. I stedet tror pensionskassen på, at den kan præge selskaberne i den rigtige retning.