02.03.2016
Nyhed

Flot førsteplads: Danmark tweeter mest om forskning

Hvordan bærer man bedst forskningen fra forskermiljøerne og ud til de almindelige borgere - og kan man overhovedet måle det? Det forsøger et nyt studie at gøre op med ved at se på, hvilket land der tweeter mest om forskning.

Af Tobias Dinnesen
Selv om danskerne i vid udstrækning ikke har taget Twitter til sig i samme udstrækning som resten af verden, så er de danske forskere - og andre med interesse i forskning - så aktive på det sociale medie, at Danmark er det land, hvor der tweetes mest om forskning.

Det viser ny forskning lavet af de tyske forskere Lutz Bornmann og Robin Haunschild, som for kort tid siden blev offentliggjort. Formålet er at forsøge at måle, hvor bredt forskningen når ud til befolkningen.

"En af måderne at kvantificere, hvor bredt forskningen når ud (forskningens aftryk på samfundet), er ved at bruge alternative parametre som måleinstrument. En vigtig kilde til netop dette er Twitter", skriver forskerne blandt andet i undersøgelsens indledning.

Danmark i front
For at komme med på listen skal et land have mindst 1.000 videnskabelige artikler omtalt på Twitter i 2012, da forskerne indsamlede deres data.

I toppen af listen finder man - udover Danmark - nordiske lande som Norge og Finland, mens Sverige lander på en syvendeplads i undersøgelsen. Helt øverst finder man dog Danmark med 16,9 tweets per videnskabelig artikel, mens Taiwan i bunden blot kan mønstre 3,9 tweets per videnskabelig artikel.

Undersøgelsen viser desuden, at det især er de naturvidenskabelige områder, hvor Twitter bruges til at sprede og diskutere forskningen.