01.03.2016
Nyhed

Eksministre: Drop udflytning af DIIS

Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) skal ifølge regeringens storstilede udflytningsplan flytte fra Østerbro til Aarhus. Men ni tidligere udenrigsministre advarer nu regeringen mod den manøvre.

Af Tobias Dinnesen
"Vores henvendelse er ikke udtryk for stillingtagen til spørgsmålet om udflytning af statslige arbejdspladser. Den er alene begrundet i ønsket om at sikre DIIS de bedst mulige arbejdsbetingelser."

Sådan lyder det ifølge Ritzau et brev fra ni tidligere udenrigsministre, som bortset fra De Konservatives Lene Espersen tæller alle danske udenrigsministre siden 1978.

De ni tidligere ministre forklarer, at det vil svække adgangen til viden om udenrigspolitiske emner, hvis Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) som plangt lagt flyttes til Aarhus.

Det er især problematisk, mener de ni eksministre, fordi der næppe tidligere i så høj grad som nu har været brug for den slags viden.

Kræver lovændring
Lidt finurligt er flytningen af DIIS samtidig også lidt sværere rent juridisk at føre ud i livet. Der står nemlig i DIIS' vedtægter, at instituttets hjemsted er København, hvilket instituttet da også selv har forsøgt at gøre gældende i et høringssvar.

Netop den geografiske placering har stor betydning for de ni tidligere udenrigsministre med blandt andre Uffe Ellemann-Jensen (V) og Mogens Lykketoft (S) i spidsen, når de argumenterer imod udflytningen af DIIS.

"Der er behov for tæt kontakt med både de relevante ministerier, udenlandske ambassader og internationale organisationer, samt nærhed til en international lufthavn for at sikre de besøg og kontakter fra andre forsknings- og analyseinstitutter, der samarbejdes med", står der i brevet.

Afsenderne af brevet er Uffe Ellemann-Jensen (V), Henning Christophersen (V), Kjeld Olesen (S), Niels Helveg Petersen (R), Mogens Lykketoft (S), Per Stig Møller (K), Villy Søvndal (SF), Holger K. Nielsen (SF) og Martin Lidegaard (R).