Tegning: Ib Kjeldsmark
Uffe Østergaard, som er professor i historie ved CBS, satte en stor del af de nuværende konflikter i den kontekst, at de alle er udsprunget af 1. verdenskrig, som ifølge professoren på den måde stadig ikke er afsluttet. Tegning: Ib Kjeldsmark.
11.03.2016
Nyhed

"1. verdenskrig er endnu ikke afsluttet"

På weekendens Vidensfestival var der udsolgt og fyldt med intellektuelt tankegods, da en række foredragsholdere fortalte om det, som interesserer dem mest. I vores femte nedslag i festivalens mange spændende oplæg kan du møde Uffe Østergaard, professor i historie ved CBS.

Af Pernille Siegumfeldt

Ikke et ord om fremdriftsreform, fyringer og besparelser. Lørdag var en ubetinget hyldest til nysgerrigheden, kundskaben og fordybelsen. DM, Ræson og Det Kongelige Bibliotek inviterede for femte gang til vidensfestival, og for femte gang var der udsolgt.

Ordstyrer Clement Kjærsgaard havde kun nået at binde snørebåndet på sin ene støvle, førend han gik på scenen og bød velkommen til ”levende ord fra stærke formidlere, der har fuldstændigt frit slag til at tale om det, der optager dem lige nu”.


Tegning: Ib Kjeldsmark

I dag og de kommende dage bringer Magisterbladet.dk udpluk og nedslag fra årets vidensfestival - som i øvrigt er så stor en succes, at den for første gang får sin egen knopskydning i Aarhus til april. I det femte nedslag giver vi ordet til
Uffe Østergaard, professor i historie ved CBS:

"1. verdenskrig er endnu ikke afsluttet"
"De konflikter, vi ser i dag, i Europa, i Mellemøsten og mellem Ukraine og Rusland, skyldes, at vi fortsat udkæmper kampe om fredsslutningen efter 1. verdenskrig.

Tre imperier forsvandt ved den lejlighed og efterlod et magt-tomrum. Det blev holdt nogenlunde i skak, så længe man udliciterede til amerikanerne at styre verden. Men da de ikke længere ville det, blev det tydeligt hvor mange nationalstater, der ikke var født under naturlige omstændigheder.

Østrig-Ungarn rådede fx over Balkan, dersom den første region brød i brand. Østpå kæmper Ukraine med Rusland om, hvorvidt landet er russisk eller det hører til Centraleuropa.

I forbindelse med opløsningen af Det Osmanniske Rige blev de nye grænsedragninger trukket helt vilkårligt af sejrherrerne Frankrig og Storbritannien. Og det er præcist i grænselandet mellem Irak og Syrien, at ISIL hærger allermest netop nu.

Det eneste sted, hvor freden har været stabil, er i Sønderjylland. Her har der ikke været uroligheder siden krigen. Godt nok mistede næsten 6000 sønderjyder livet under 1. verdenskrig, men da historien primært bliver skrevet i København, og mindesmærket for dem står i Aarhus, hører vi ikke så meget om det.  
1. verdenskrig var en urkatastrofe. Og den er ikke overstået endnu!"
Uffe Østergaard, professor i historie ved CBS
Tegning: Ib Kjeldsmark
Tegning: Ib Kjeldsmark