10.05.2016
Nyhed

KU falder ud af prestigefyldt rangliste

I 2015 var Københavns Universitet blandt de 100 bedste universitetsbrand i verden baseret på især kvaliteten i forskning, men også i den uddannelse, der tilbydes.

Af Tobias Dinnesen
2015 ser ud til at blive første og foreløbig eneste år, hvor Københavns Universitet kunne kalde sig et af verdens 100 stærkeste brands i den internationale universitetsverden.

Det er det britiske tidsskrift Times Higher Education, der laver en række anerkendte ranglister over den internationale universitetsverden, som er kommet med sin liste for 2016.

I 2015 lå Københavns Universitet placeret på en fornem plads på mellem 81 og 90 på listen over de 100 stærkeste universitetsbrands. Men i år ser listen noget anderledes ud, da hverken Danmark, Norge eller Finland er repræsenteret på listen.

Til gengæld har Sverige hele to universiteter på listen, nemlig Karolinska Instituttet, som ligger i Stockholm, og Lunds Universitet. Karolinska Instituttet banker endda på til top 50.

Overhalet af Asien
De nordamerikanske universiteter dominerer stadig ranglisten, da otte ud af de ti største universitetsbrands er amerikanske universiteter - her under blandt andet Harvard, som igen i år topper ranglisten.

De gamle britiske institutioner klarer sig også stadig godt, og med to pladser i top 10 og 10 pladser på ranglisten i alt kan briterne godt være tilfredse med præstationen.

Den største trend er dog klart, at de asiatiske universiteter fortsætter deres indmarch på ranglisten. Sidste år var der 10 asiatiske universiteter i top 100 på ranglisten, men i år har hele 17 asiatiske universiteter fundet vej til ranglisten.

Times Higher Educations World Reputation Rankings 2016:

Rangering (2016) Rangering (2015) Institution
1 1 Harvard University
2 4 MIT
3 5 Stanford University
4 2 University of Cambridge
5 3 University of Oxford
6 6 University of California, Berkeley
7 7 Princeton University
8 8 Yale University
9 10 Columbia University
10 9 California Institute of Technology
Kilde: Times Higher Education